SHANGHAI-LEKSIKON
Arbejde på fabrik

Shanghai var i 1920'erne Asiens største handelsby og industriby.

Halvdelen af alle arbejdere var beskæftiget i bomuldsproduktionen. Men også silkeproduktion fyldte meget, og naturligvis blev der fremstillet meget andet.

Bomuldsfabrikkerne var størst. På en bomuldsfabrik kunne der godt være 2000 ansatte, som var samlet i store bygninger. De fleste var kvinder. I begyndelsen af 1920'erne var kvindernes opgaver at spinde og væve og udføre opgaver forbundet med disse funktioner, mens mændene skulle bære, sortere og udføre øvrigt fysisk tungt arbejde, samt det mere tekniske arbejde. Igennem 1920'erne overgik det fysisk tunge arbejde mere og mere til kvinderne, mens mændene blev ved at være teknikere, maskinmestre, ingeniører, formænd osv.

Omkring 9% af dem der arbejdede på bomuldsfabrikkerne, var børn. Man blev regnet for barn indtil man fyldte 13. Børnene skulle feje, komme med nye spoler til kvinderne og lignende.

Bomuldsfabrikkerne var typisk ejet af kinesere eller japanere.

Silkefabrikkerne var betydeligt mindre, måske var der 100 ansatte på en fabrik. Til gengæld var der flere af dem spredt ud over det meste af byen. Silkekokonerne fik de fra området inde bag Shanghai og længere inde fra Yangtze, men ikke for langt væk fra. For silkekokonnerne skal koges inden ret mange dage efter, at de er plukket. Sammen med te var silken den vigtigste lokale vare.

Silkefabrikkerne havde mange børnearbejdere, som næsten alle var piger. Forholdene for børnearbejderne her var meget dårlige. Børnene blev brugt til at dyppe kokonerne i 80 grader varmt vand og pille dem op igen derfra med fingrene. Deres fingre var derfor altid forbrændte.

Silkefabrikkerne var typisk ejet af englændere. Tobaksfabrikkerne var overvejende ejet af British American Tobacco som trods navnet primært var et britisk foretagende.

Arbejderne boede så tæt på fabrikken, at de kunne gå derhen indenfor en time. Nogle af pigerne som arbejdede med silken, boede endda på fabrikkerne.

Arbejdsdagen var på 10-12 timer, man arbejdede enten på et daghold eller et nathold, så fabrikken var igang hele døgnet rundt. Det blev dog efterhånden almindeligt at have en fridag hver anden uge. Efter fridagen var det almindeligt at skifte fra daghold til nathold eller omvendt, således at man i løbet af måneden arbejdede to uger om dagen og to uger om natten.

På en 12 timers arbejdsdag havde man en halv times frokostpause. Her kunne arbejderne bruge en hane med varmt vand, som de kunne varme deres medbragte kogte ris op med. Mange havde også lidt grønsager med.

Lønnen afhang af den funktion, man varetog og af ens køn. Der blev skelnet mellem utrænet arbejdskraft, lettere trænet arbejdskraft, lærlinge og trænet arbejdskraft.

De bedst lønnede arbejdere tjente mere end dobbelt så meget som de ringst lønnede. Formænd, ingeniører osv i lederlaget tjente mere endnu. Børn tjente mindst. Hvis kvinder lavede det samme som mænd, tjente de alligevel 25% mindre end mændene.

Formænd og mange ingeniører var kinesere, så der var ikke mange hvide eller japanere på fabriksområdet i det daglige.

Det var ofte en fordel at have en hvid eller japansk fakriksledelse fremfor en kinesisk, idet de udenlandske var mere professionelle.

Arbejderne blev nøje overvåget under arbejdet. Fx blev der holdt skarpt øje med toiletbesøg. Man skulle sige til formanden, hvad man skulle på toilettet. Formanden vurderede så, hvor lang tid man havde brug for og udleverede en brik som adgangstegn. Alligevel blev toiletbesøg ofte brugt til at snige sig til en lille pause. I det hele taget forsøgte arbejderne at snige sig til at holde pauser, tage sig en lille lur osv. Mange kvinder måtte have deres små børn med på fabrikkerne, og de måtte så forsøge at se lidt efter barnet ind imellem også. Det krævede, at arbejderne dækkede over hinanden og at formanden (som godt kunne være en kvinde) mod bestikkelse lod som ingenting.

Voksne arbejdere på en mindre silkefabrik


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 Den urolige kinesiske arbejder
Shanghai Moderns politiske redaktion stiller skarpt på spørgsmålet om de kinesiske arbejderes flirt med kommunismen og på, hvorfor De ikke for alvor behøver at frygte dem trods al deres larmen og strejken.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Her under belejringen af koncessionerne og de voldsomme optøjer som kommunistiske agitatorer har skabt i de kinesiske bydele, trænger et par spørgsmål sig naturligt på hos den opmærksomme: Hvad er de kinesiske arbejdere for nogen, og hvorfor har kommunismen kunnet få sådan et tag i dem?

Indvandrende bønder

Ligesom vi så derhjemme i Europa og Nordamerika under forige århundredes hastige industrialisering, er Kinas arbejdere som regel bønder, der har forladt den fædrene jord for at søge et bedre liv i byen. De kommer i særlig grad fra de nærtliggende provinser og behøver derfor ikke at rejse så langt eller have problemer med at tale med deres overordnede i byen.

Når de ankommer til Shanghai, hyrer lokale kinesere dem til at arbejde på fabrikkerne ejet af forskellige hvide og japanske og, javist, af og til også kinesiske selskaber. Disse selskaber sørger ikke blot for at give dem en løn, så de kan få til livets opretholdelse men ofte også for et hjem til dem selv og deres familie.

 

Ueftertænksomhed og dovenskab

Desværre lider disse arbejdere både af den kinesiske bondes uvidenhed og orientalerens dovenskab og forstår hverken disciplin eller hvordan man naturligvis må yde før man kan nyde. I stedet kræver de konstant flere penge, kortere arbejdstid og ophævelse af den kontrol, der naturligt må til for at overvinde disse uheldige instinkter og sikre, at de udfører deres arbejde.

Men dette kan man reelt ikke lægge dem til last, da de ikke blot udlever deres årtusinder gamle natur og traditioner men også fuldstændigt mangler ansvarlige forbilleder i deres egne miljøer. Missionærerne gør naturligvis et godt arbejde med at nå kineserne både på landet og i byerne, men de er langtfra nok til at kunne nå alle. Blandt kineserne selv er det kun et fåtal, der har lært nok af den vestlige kultur til at kunne være et sådan forbillede. I stedet bliver de kinesiske arbejdere overladt til kommunistiske agitatorer, der opildner deres laveste instinkter og bakker op om deres simple slutninger, samt lover dem at løse alting, blot al orden på fabrikkerne bliver ophævet. Men dette er naturligvis blot forbipasserende, når det bliver klart, at kommunisterne intet gør for dem, vil arbejderne vende sig fra dem.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right