SHANGHAI-LEKSIKON
Sociale skillelinjer i Shanghai

Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right