SHANGHAI-LEKSIKON
Slumområderne

Uden for bykvartererne lå en række slumråder kaldet shantytowns, hvor der i 1930 boede cirka 150.000 mennesker. Her kom de kinesere der lige var kommet til byen fra det indre Kina, hvor der var stor hungersnød eller krig. Flygtningene kom som regel ind på en lille husbåd. Den trak de så op på bredden af en af de mange små åer, og så boede de der indtil båden rådnede op. Bagefter prøvede de at lave en lille hytte af strå fyldt ud med mudder, der tørrede. Hytten var så lille at familiens medlemmer lige akkurat kunne ligge i den. Måske forsøgte de også at vende resterne af båden på højkant, så den kunne bruges som en slags skærm. Hvis man hørte til dem i slumkvarteret der klarede sig nogenlunde kunne man få en lidt større hytte, som man også kunne sidde op i. Og hvis nogen i familien ligefrem fik rigtigt arbejde på en fabrik kunne man måske være så heldig at man kunne flytte ud af slumkvarteret. Men det skete ikke for ret mange. Mange tilflyttere kunne ikke engang tale Shanghaisproget, og kineserne fra Shanghai kunne ikke forstå tilflyttere.

Der findes beskrivelser af, hvordan stråhytterne brød sammen eller blev oversvømmet når det regnede. Når det skete forsøgte forældrene at lægge de mindste børn op på et eller andet, men de øvrige måtte stå i mudder på måske en halv meter, indtil regnen havde lagt sig og mudderet igen stivnede.

I slumkvartererne var der ingen kloaksystem eller anden rørlægning, så indbyggerne måtte skide og tisse mellem hytterne. Vand måtte indbyggerne enten tage fra de stærkt forurenede åløb eller hente udenfor slumbyerne, og så skulle de betale for dem.

Hvis de voksne mænd i slumkvartererne fik arbejde var det næsten altid som kulier. En kuli er en arbejdsmand. Nogle af de voksne kvinder kunne være heldige at få arbejde på en fabrik. Men de fleste voksne måtte prøve at tjene penge ved at tigge og ved at finde mad og brugbare sager mellem andres affald. Det samme måtte børnene fra de var helt små.

Folk i slumkvartererne levede på eller under eksistensminimum. Dødeligheden var meget høj. Langt de fleste børn døde i en meget tidlig alder, og de voksne blev sjældent ret gamle.

En 5-årig tiggerdreng som den danske eventyrer Ole Krarup Nielsen fotograferede i 1927. Fattige måtte arbejde hårdt for føden fra de kunne gå. Mange af dem døde af sult eller overanstrengelse.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right