SHANGHAI-LEKSIKON
Den døde rickshawløber

Den kinesisk-belgiske forfatter Han Suyin voksede op i 1930’ernes Beijing. I erindringsbogen ”Det forkrøblede træ” fra 1965 beskriver hun et sted, hvordan hun som stor pige var ude for, at en rickshawløber faldt død om lige foran hendes egen løber:

En dag nægtede Rosalie at sætte sig ind i rickshaw'en. Det var, fordi hun havde set en rickshaw-kuli dø, så pjaltet og udmagret, at det så ud, som om han i døden faldt i stumper og stykker. En dagligdags død mellem rickshaw-stængerne, mens Feng løb forbi. Denne rickshaw-mand løb foran Feng på vejen fra det østlige marked, og pludselig faldt han sammen, faldt sammen i sin egen bunke pjalter, og hans passager faldt ned over ham, en mand i en lang dragt med et tørklæde om halsen og en filthat på hovedet. Og Feng, der kom bagefter, løb næsten ind i den og nåede lige at bremse op i tide, han gled på sine kludesko og råbte "Wai!" for at advare sig selv og andre, og løftede stængerne til sit køretøj op så brat, at Mama og børnene faldt tilbage ind over sædet. Feng var så stærk, så dygtig og så omhyggelig, at vognen ikke væltede helt bagover, og de blev kun lidt rystede, men Mama skreg og skreg, og øjeblikkelig stimlede masser af mennesker sammen, og manden, som var faldet oven på sin døde kuli, råbte også op, og en stor menneskemængde stimlede sammen for at se til, og så vendte de kulien om på ryggen og en eller anden sagde: "Død, han er død!"

(Han Suyin: Det forkrøblede træ, Martins Forlag 1965, s. 307-308)


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right