SHANGHAI-LEKSIKON
Arbejde på fabrik

Shanghai var i 1920'erne Asiens største handelsby og industriby.

Halvdelen af alle arbejdere var beskæftiget i bomuldsproduktionen. Men også silkeproduktion fyldte meget, og naturligvis blev der fremstillet meget andet.

Bomuldsfabrikkerne var størst. På en bomuldsfabrik kunne der godt være 2000 ansatte, som var samlet i store bygninger. De fleste var kvinder. I begyndelsen af 1920'erne var kvindernes opgaver at spinde og væve og udføre opgaver forbundet med disse funktioner, mens mændene skulle bære, sortere og udføre øvrigt fysisk tungt arbejde, samt det mere tekniske arbejde. Igennem 1920'erne overgik det fysisk tunge arbejde mere og mere til kvinderne, mens mændene blev ved at være teknikere, maskinmestre, ingeniører, formænd osv.

Omkring 9% af dem der arbejdede på bomuldsfabrikkerne, var børn. Man blev regnet for barn indtil man fyldte 13. Børnene skulle feje, komme med nye spoler til kvinderne og lignende.

Bomuldsfabrikkerne var typisk ejet af kinesere eller japanere.

Silkefabrikkerne var betydeligt mindre, måske var der 100 ansatte på en fabrik. Til gengæld var der flere af dem spredt ud over det meste af byen. Silkekokonerne fik de fra området inde bag Shanghai og længere inde fra Yangtze, men ikke for langt væk fra. For silkekokonnerne skal koges inden ret mange dage efter, at de er plukket. Sammen med te var silken den vigtigste lokale vare.

Silkefabrikkerne havde mange børnearbejdere, som næsten alle var piger. Forholdene for børnearbejderne her var meget dårlige. Børnene blev brugt til at dyppe kokonerne i 80 grader varmt vand og pille dem op igen derfra med fingrene. Deres fingre var derfor altid forbrændte.

Silkefabrikkerne var typisk ejet af englændere. Tobaksfabrikkerne var overvejende ejet af British American Tobacco som trods navnet primært var et britisk foretagende.

Arbejderne boede så tæt på fabrikken, at de kunne gå derhen indenfor en time. Nogle af pigerne som arbejdede med silken, boede endda på fabrikkerne.

Arbejdsdagen var på 10-12 timer, man arbejdede enten på et daghold eller et nathold, så fabrikken var igang hele døgnet rundt. Det blev dog efterhånden almindeligt at have en fridag hver anden uge. Efter fridagen var det almindeligt at skifte fra daghold til nathold eller omvendt, således at man i løbet af måneden arbejdede to uger om dagen og to uger om natten.

På en 12 timers arbejdsdag havde man en halv times frokostpause. Her kunne arbejderne bruge en hane med varmt vand, som de kunne varme deres medbragte kogte ris op med. Mange havde også lidt grønsager med.

Lønnen afhang af den funktion, man varetog og af ens køn. Der blev skelnet mellem utrænet arbejdskraft, lettere trænet arbejdskraft, lærlinge og trænet arbejdskraft.

De bedst lønnede arbejdere tjente mere end dobbelt så meget som de ringst lønnede. Formænd, ingeniører osv i lederlaget tjente mere endnu. Børn tjente mindst. Hvis kvinder lavede det samme som mænd, tjente de alligevel 25% mindre end mændene.

Formænd og mange ingeniører var kinesere, så der var ikke mange hvide eller japanere på fabriksområdet i det daglige.

Det var ofte en fordel at have en hvid eller japansk fakriksledelse fremfor en kinesisk, idet de udenlandske var mere professionelle.

Arbejderne blev nøje overvåget under arbejdet. Fx blev der holdt skarpt øje med toiletbesøg. Man skulle sige til formanden, hvad man skulle på toilettet. Formanden vurderede så, hvor lang tid man havde brug for og udleverede en brik som adgangstegn. Alligevel blev toiletbesøg ofte brugt til at snige sig til en lille pause. I det hele taget forsøgte arbejderne at snige sig til at holde pauser, tage sig en lille lur osv. Mange kvinder måtte have deres små børn med på fabrikkerne, og de måtte så forsøge at se lidt efter barnet ind imellem også. Det krævede, at arbejderne dækkede over hinanden og at formanden (som godt kunne være en kvinde) mod bestikkelse lod som ingenting.

Voksne arbejdere på en mindre silkefabrik


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Hvordan kommer man til Shanghai?
Der er altid noget underligt i at skrive en artikel om noget, vi alle har oplevet. Med ganske få undtagelser udover børn, er vi alle tilflyttere til vores by og har prøvet rejsen hertil. Men de fleste af os har ikke et klart billede af de forskellige muligheder der findes, vi kender jo kun den, vi selv tog.

Overordnet set er der to primære veje til Shanghai. Med skib og med tog. Af disse anbefaler vi klart at tage med skib.

De utilstrækkelige togforbindelser

Kinas togstrækninger er ikke blot utilstrækkelige og af dårlig kvalitet, de er plaget af røvere og de forskellige krigsherrers soldater, som ikke er meget bedre. Man er i konstant fare for både sit liv og sin ejendom på togrejser, særligt hvis man rejser inde i landet. Men selv, hvis man kommer sikkert frem, er der konstante stop til inspektioner, bestikkelser og skader fra både dårlig vedligeholdelse og krigsherrernes kampe. Endelig er der jo det simple faktum, at man mest kan komme til andre dele af Kina. De eneste andre lande, der er rigtigt forbundet via jernbanenettet er Rusland, Fransk Indokina og Korea, og det er nok de færreste, der har været der i forvejen, og disse områder er alligevel alle tilgængelige med skib.

Skibet er det bekvemme transportmiddel

Hvis man i stedet vælger skibet, rejser man på en hurtig, moderne damper trygt ude på havet hvor vores kystvagt og stormagternes flåder er parat til at beskytte mod pirater. Damperne har plads til alle, fra den kultiverede gentleman og hans familie, til den ambitiøse unge, som er ude at søge sin lykke. Der er en klasse for alle.

Og ikke nok med det, der er ruter fra alle steder, man måtte ønske sig. Sydpå stopper stort set alle dampere hos englænderne i Hong Kong. Alt efter ejerskab og rute har man haft mulighed for at rejse fra både Fransk Indokina, Singapore eller Hollandsk Ostindien og derfra hele verden. Ikke overraskende kommer de fleste rejsende fra Europa og de britiske besiddelser Australien og New Zealand ad denne rute. Østfra er der naturligvis ruten over Stillehavet, der udgår fra byer som San Francisco og Vancouver, gør stop i det amerikanske territorie Hawaii, og måske også Japan, før de når vor by. Og der er selvfølig den stadige trafik mellem Japan, og i mindre grad dets territorie i Korea, og Shanghai.

Også indre kinesisk skibsfart

Men selv fra andre dele af Kina kommer folk til Shanghai med skib. Nordfra er det kun naturligt, at rejsende fra de større koncessionsbyer og Tianjin, Beijing's industri- og havneby, tager skibet, når de har et ærinde i Shanghai. Det er hurtigere, sikrere og mere bekvemt end at tage toget. Sydfra er det naturligvis også klart, at mange skibe fra Hong Kong stopper i Kinas havnebyer, så hvis man er i en af disse, burde det ikke være noget problem at finde et skib, selvom afgangene dér selvfølgelig ikke er så hyppige som i selve Hong Kong. Og hvis man er inde i landet, er der hyppig skibsfart hele vejen op ad Yangtze til Wuhan, selvom man på denne strækning er i fare for banditter og warlords angreb fra kysten.

Usædvanlige ruter

Endelig er der nogle usædvanlige ruter. Vi kan ikke anbefale disse, men de findes og bør nævnes. Hvis man eksempelvis har arbejdet for franskmændene i Yunnan, kunne det være fristende at tro, at man kan følge Yangtze hele vejen til Shanghai. Dette er selvfølgelig muligt, men et bedre råd ville være at tage tilbage til Fransk Indokina og tage et skib herfra. Eventyrere har andre muligheder såsom at rejse over land fra Rusland og forsøge at finde en vej igennem Kina, eller endda at snige sig igennem det lukkede Tibet og derfra rejse gennem Kina. Men disse er ikke reelle muligheder for andre end kriminelle og vovehalse uden frygt for deres liv, ejendom og tid.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right