SHANGHAI-LEKSIKON
Industriarbejdere i Shanghai

Med industrialiseringen af Shanghai kom også en stor klasse af industriarbejdere, der omkring 1930 udgjorde 300.000 mennesker ud af byens knap 3 millioner indbyggere. Industriarbejderne kom især fra den fattige landbefolkning i de provinser, der grænser umiddelbart op til Shanghai. De flyttede til byen i håbet om et bedre liv end de havde på landet. Krig og dyb fattigdom gjorde, at valget ofte simpelthen stod mellem at flytte til Shanghai eller dø af sult.

I Shanghai fik de arbejde på fabrikkerne, noget der ofte involverede at sværge troskab til broder- eller søsterskaber og i hvert fald altid involverede bestikkelser til formænd, vagter eller rekruteringsagenter fra fabrikkerne.

Livet på fabrikken var hårdt med lange arbejdsdage på tolv timer eller mere alle ugens syv dage, ofte som natarbejde. Selve arbejdet bestod enten i at bære, sortere eller arbejde ved maskiner uden nogen former for afskærmning eller anden beskyttelse imod arbejdsskader, ligesom der generelt ingen udluftning var. Arbejdet forløb under overvågning af flere lag af formænd samt fabrikkens vagter fra The Green Gang eller andre forbryderorganisationer.

Udenfor arbejdstiden boede de fleste arbejdere enten på fabrikkens sovesale eller i slumkvarterer, der stort set kun bestod af stråhytter eller de både, som arbejderne var kommet til byen i. I den arbejdsfrie halvdel af døgnet skulle arbejderne sove, tage sig af deres familie og sikre mad til næste dag. Hvis man kunne finde arbejde nok, arbejdede alle, mænd, kvinder og børn.

På trods af de generelt hårde forhold var der stadig forskelle mellem arbejdere. Indfødte og tilflyttere fra områder syd for Yangtze varetog ofte de lettere og bedre lønnede funktioner, ligesom de oftere boede i mere permanente boliger i den kinesiske bydel Zhabei eller koncessionerne. Ligeledes kunne arbejdere sikre sig bedre stillinger som formænd, dørvagter og lignende, hvis de sluttede sig til gangsterorganisationen The Green Gang og blev fundet brugbare her. Mange migranter der forsøgte at bliver arbejdere i Shanghai, nåede dog aldrig så langt, men måtte forsøge at ernære sig ved tiggeri, salg af hvad de kunne få fat på, prostitution eller lignende.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Hvordan kommer man til Shanghai?
Der er altid noget underligt i at skrive en artikel om noget, vi alle har oplevet. Med ganske få undtagelser udover børn, er vi alle tilflyttere til vores by og har prøvet rejsen hertil. Men de fleste af os har ikke et klart billede af de forskellige muligheder der findes, vi kender jo kun den, vi selv tog.

Overordnet set er der to primære veje til Shanghai. Med skib og med tog. Af disse anbefaler vi klart at tage med skib.

De utilstrækkelige togforbindelser

Kinas togstrækninger er ikke blot utilstrækkelige og af dårlig kvalitet, de er plaget af røvere og de forskellige krigsherrers soldater, som ikke er meget bedre. Man er i konstant fare for både sit liv og sin ejendom på togrejser, særligt hvis man rejser inde i landet. Men selv, hvis man kommer sikkert frem, er der konstante stop til inspektioner, bestikkelser og skader fra både dårlig vedligeholdelse og krigsherrernes kampe. Endelig er der jo det simple faktum, at man mest kan komme til andre dele af Kina. De eneste andre lande, der er rigtigt forbundet via jernbanenettet er Rusland, Fransk Indokina og Korea, og det er nok de færreste, der har været der i forvejen, og disse områder er alligevel alle tilgængelige med skib.

Skibet er det bekvemme transportmiddel

Hvis man i stedet vælger skibet, rejser man på en hurtig, moderne damper trygt ude på havet hvor vores kystvagt og stormagternes flåder er parat til at beskytte mod pirater. Damperne har plads til alle, fra den kultiverede gentleman og hans familie, til den ambitiøse unge, som er ude at søge sin lykke. Der er en klasse for alle.

Og ikke nok med det, der er ruter fra alle steder, man måtte ønske sig. Sydpå stopper stort set alle dampere hos englænderne i Hong Kong. Alt efter ejerskab og rute har man haft mulighed for at rejse fra både Fransk Indokina, Singapore eller Hollandsk Ostindien og derfra hele verden. Ikke overraskende kommer de fleste rejsende fra Europa og de britiske besiddelser Australien og New Zealand ad denne rute. Østfra er der naturligvis ruten over Stillehavet, der udgår fra byer som San Francisco og Vancouver, gør stop i det amerikanske territorie Hawaii, og måske også Japan, før de når vor by. Og der er selvfølig den stadige trafik mellem Japan, og i mindre grad dets territorie i Korea, og Shanghai.

Også indre kinesisk skibsfart

Men selv fra andre dele af Kina kommer folk til Shanghai med skib. Nordfra er det kun naturligt, at rejsende fra de større koncessionsbyer og Tianjin, Beijing's industri- og havneby, tager skibet, når de har et ærinde i Shanghai. Det er hurtigere, sikrere og mere bekvemt end at tage toget. Sydfra er det naturligvis også klart, at mange skibe fra Hong Kong stopper i Kinas havnebyer, så hvis man er i en af disse, burde det ikke være noget problem at finde et skib, selvom afgangene dér selvfølgelig ikke er så hyppige som i selve Hong Kong. Og hvis man er inde i landet, er der hyppig skibsfart hele vejen op ad Yangtze til Wuhan, selvom man på denne strækning er i fare for banditter og warlords angreb fra kysten.

Usædvanlige ruter

Endelig er der nogle usædvanlige ruter. Vi kan ikke anbefale disse, men de findes og bør nævnes. Hvis man eksempelvis har arbejdet for franskmændene i Yunnan, kunne det være fristende at tro, at man kan følge Yangtze hele vejen til Shanghai. Dette er selvfølgelig muligt, men et bedre råd ville være at tage tilbage til Fransk Indokina og tage et skib herfra. Eventyrere har andre muligheder såsom at rejse over land fra Rusland og forsøge at finde en vej igennem Kina, eller endda at snige sig igennem det lukkede Tibet og derfra rejse gennem Kina. Men disse er ikke reelle muligheder for andre end kriminelle og vovehalse uden frygt for deres liv, ejendom og tid.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right