SHANGHAI-LEKSIKON
Fra et besøg på en silkefabrik

Den kvindelige kinesiske forfatter Han Suyin beretter i sin selvbiografiske En dødelig blomst fra 1966 om et besøg på en silkefabrik i Shanghai, som hun foretog i 1934 sammen med sin belgiske velgører Jacques Hers. Her følger hendes beskrivelse af besøget og hendes overvejelser over tidens børnearbejde:

 

"Gå ud og se på livet", sagde Hers. "Når du begraver dig på dit universitet, tror du, at alt kan gennemføres med slagord. Du vil få at se, at kineserne behandler deres landsmænd værre, end europæerne gør det."

En lille rotteagtig mand med briller tog mig med hen til en silkefabrik i Chapei eller Yangtsepoo, et godt stykke borte fra det internationale settlement. Kvarteret var ubeskriveligt elendigt, et slumkvarter af faldefærdige hytter og stinkende, ubrolagte smalle gyder. En ladeagtig bygning med en lille gårdsplads foran var fabrikken. Indenfor stod der store beholdere med kogende vand og ovne, og børn, der så ud som seksårige, men som den rotteagtige mand fortalte mig alle sammen var fjorten, stod rundt om beholderne. Det var mig næsten umuligt at se, hvad de stod og lavede gennem dampen, der steg tæt op fra beholderne, og der var kvælende varmt herinde. Men så så jeg, at de stod og stak silkekokoner, der var bundet sammen i bundter og indpakket i fine væv af gaze, ned i beholderne. Børnenes øjne var besynderlige, de var helt røde af øjensyge, og deres arme var dækkede af brandsår efter skoldninger af det kogende vand, og de arbejdede næsten nøgne; temperaturen udenfor var nok nogle og tredive grader, indenfor må den have været mindst fyrre. Der lugtede så forfærdeligt, at jeg ikke kunne holde det ud, men der var heller ingen, der ønskede, at jeg skulle blive her ret længe. "Det er flygtninge... Vi giver dem arbejde, ellers ville de dø af sult..." Den rotteagtige mand fortalte mig, hvor rørende det var af hans chef at give disse børn arbejde, disse et hundrede og tyve børn. Vi gik hurtigt ud igen. Direktørens vogn stod og ventede uden for muddergyderne, da disse var ganske ufarbare for køretøjer. Hers havde bedt direktøren for denne fabrik om at arrangere dette instruktive besøg for mig, og i hans vogn suste jeg bort igen, tilbage til civilisationen i den franske koncession... "Nu har du altså set kernen i problemet," sagde Hers. "Der er alt for mange mennesker i Kina." Senere fandt jeg ud af, at silkefabrikken tilhørte en japansk koncern.

Hungersnøden, oversvømmelserne, borgerkrigene drev bølge efter bølge af børn med deres forældre ind over byen. Og der blev børnene solgt af deres forældre, eller lejet ud som daglejere, som man havde gjort det i England før i tiden. Fabrikkerne nægtede at ansætte mænd, de tog kun kvinder og børn. Børnene blev købt i flygtningelejrene eller på børnehjemmene. I overfyldte loftsrum, i faldefærdige lader som denne silkefabrik blev de sat til at arbejde, tolv, fjorten timer om dagen, og der var ikke noget, der hed søndagsfrihed, de lavede pærer til lommelygter til varehusene, de sov under stansemaskinerne; to gange om dagen fik de en lille skål grød, og de døde af beriberi, opsvulmede og med væskende sår, i løbet af fire måneder.

Mange år senere mødte jeg Rewi Alley, som engang havde været inspektør ved fabrikkerne i Shanghai. Fra 1927 til 1938 arbejdede Rewi i Shanghai og sloges med fabriksejerne og gjorde, hvad han kunne for at mildne de forfærdende forhold, arbejderne levede under.

"Aldrig skal jeg glemme denne ukuelige munterhed hos disse døende børn i akkumulatorfabrikkerne... Hvor jeg foretog urinundersøgelser på dem... Ordet barn blev brugt på dem under tolv. Over tolv år blev de benævnt som lærlinge, indtil de var atten. Lærlingene blev betalt med den samme løn som børnene..."

"Udlændingene sagde altid: "Det må den kinesiske administration tage sig af!" Og kineserne kunne intetsomhelst gøre, selvom de havde ønsket det - hvad de ikke gjorde - fordi over halvfjerds procent af fabrikkerne ejedes af Japan eller England.

"Formændene i tekstilfabrikkerne var bevæbnet med geværer og piske. Pigerne, der for det meste kom fra landet, blev bragt ind til byen i grupper på tredive, arbejdede fjorten timer i døgnet og sov på gulvet i loftsrummene. De kønneste af dem blev solgt til bordellerne." Rewi så mangen en lille pige arbejde med et barn bundet på ryggen og et andet barn bundet til benet, for der var ikke noget sted, hvor moderen kunne anbringe børnene, mens de arbejdede.

Silkefabrikkerne i Shanghai havde lange rækker af børn - hvoraf mange ikke var mere end otte år gamle - stående tolv timer om dagen over kogende beholdere med kokoner; de stod med opsvulmede røde fingre, og mange af dem græd efter at have fået pisk af formanden, som travede op og ned bag ved dem med et stykke ståltråd i hånden, som han brugte som pisk. Hvis de ikke dyppede kokonerne omhyggeligt nok, fik de til straf deres arme skoldede i det kogende vand.

"Jamen, det har vi altsammen været igennem, vi også, vi var det hele igennem i England i det nittende århundrede," sagde en englænder affejende, da jeg fortalte ham om mit grufulde besøg. "Og se på den britiske arbejder i dag. Altid strejker han! De stakkels mennesker ville jo bare dø af sult, hvis vi ikke gav dem arbejde." Dette var ren filantropi.

Af tekstilfabrikkerne i Shanghai var 77 procent udenlandsk ejede, 23 procent kinesiske. Kvinder og børn udgjorde 85 procent af arbejderne, månedslønnen var femten sølvdollars for en mand, tretten for en kvinde, otte for et barn under tolv, alle arbejdede tolv til fjorten timer i døgnet i syv dage om ugen. Selvom regeringen havde udstedt arbejdslove i 1931, blev de aldrig bragt ud i virkeligheden. Og alt dette fortsatte lige op til 1949.

Under disse betingelser blev den investerede kapital forrentet i løbet af to år, og derefter var resten ren profit. Gennemsnitslevetiden i Kina var i 1935 otteogtyve år, i fabrikkerne i Shanghai langt lavere. Her herskede der ingen Nyt Liv-bevægelser, her var ingen kyskhed mulig. Fabrikspigerne måtte hengive sig til formændene, og alfonserne gik ud og ind på fabrikkerne.

Fra Han Suyin: En dødelig blomst. Martins Forlag 1968, s236-39. Oversat fra engelsk: A Mortal Flower, N. Y.: Putnam 1966.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Hvordan kommer man til Shanghai?
Der er altid noget underligt i at skrive en artikel om noget, vi alle har oplevet. Med ganske få undtagelser udover børn, er vi alle tilflyttere til vores by og har prøvet rejsen hertil. Men de fleste af os har ikke et klart billede af de forskellige muligheder der findes, vi kender jo kun den, vi selv tog.

Overordnet set er der to primære veje til Shanghai. Med skib og med tog. Af disse anbefaler vi klart at tage med skib.

De utilstrækkelige togforbindelser

Kinas togstrækninger er ikke blot utilstrækkelige og af dårlig kvalitet, de er plaget af røvere og de forskellige krigsherrers soldater, som ikke er meget bedre. Man er i konstant fare for både sit liv og sin ejendom på togrejser, særligt hvis man rejser inde i landet. Men selv, hvis man kommer sikkert frem, er der konstante stop til inspektioner, bestikkelser og skader fra både dårlig vedligeholdelse og krigsherrernes kampe. Endelig er der jo det simple faktum, at man mest kan komme til andre dele af Kina. De eneste andre lande, der er rigtigt forbundet via jernbanenettet er Rusland, Fransk Indokina og Korea, og det er nok de færreste, der har været der i forvejen, og disse områder er alligevel alle tilgængelige med skib.

Skibet er det bekvemme transportmiddel

Hvis man i stedet vælger skibet, rejser man på en hurtig, moderne damper trygt ude på havet hvor vores kystvagt og stormagternes flåder er parat til at beskytte mod pirater. Damperne har plads til alle, fra den kultiverede gentleman og hans familie, til den ambitiøse unge, som er ude at søge sin lykke. Der er en klasse for alle.

Og ikke nok med det, der er ruter fra alle steder, man måtte ønske sig. Sydpå stopper stort set alle dampere hos englænderne i Hong Kong. Alt efter ejerskab og rute har man haft mulighed for at rejse fra både Fransk Indokina, Singapore eller Hollandsk Ostindien og derfra hele verden. Ikke overraskende kommer de fleste rejsende fra Europa og de britiske besiddelser Australien og New Zealand ad denne rute. Østfra er der naturligvis ruten over Stillehavet, der udgår fra byer som San Francisco og Vancouver, gør stop i det amerikanske territorie Hawaii, og måske også Japan, før de når vor by. Og der er selvfølig den stadige trafik mellem Japan, og i mindre grad dets territorie i Korea, og Shanghai.

Også indre kinesisk skibsfart

Men selv fra andre dele af Kina kommer folk til Shanghai med skib. Nordfra er det kun naturligt, at rejsende fra de større koncessionsbyer og Tianjin, Beijing's industri- og havneby, tager skibet, når de har et ærinde i Shanghai. Det er hurtigere, sikrere og mere bekvemt end at tage toget. Sydfra er det naturligvis også klart, at mange skibe fra Hong Kong stopper i Kinas havnebyer, så hvis man er i en af disse, burde det ikke være noget problem at finde et skib, selvom afgangene dér selvfølgelig ikke er så hyppige som i selve Hong Kong. Og hvis man er inde i landet, er der hyppig skibsfart hele vejen op ad Yangtze til Wuhan, selvom man på denne strækning er i fare for banditter og warlords angreb fra kysten.

Usædvanlige ruter

Endelig er der nogle usædvanlige ruter. Vi kan ikke anbefale disse, men de findes og bør nævnes. Hvis man eksempelvis har arbejdet for franskmændene i Yunnan, kunne det være fristende at tro, at man kan følge Yangtze hele vejen til Shanghai. Dette er selvfølgelig muligt, men et bedre råd ville være at tage tilbage til Fransk Indokina og tage et skib herfra. Eventyrere har andre muligheder såsom at rejse over land fra Rusland og forsøge at finde en vej igennem Kina, eller endda at snige sig igennem det lukkede Tibet og derfra rejse gennem Kina. Men disse er ikke reelle muligheder for andre end kriminelle og vovehalse uden frygt for deres liv, ejendom og tid.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right