Shanghai var i 1927 en opsplittet by. Der var skarpe skel mellem rig og fattig, kinesere og vesterlændinge, og i Shanghais religiøse landskab i 1927 var der tilsvarende store forskelle.

Vestlig religion i Shanghai

Det Internationale Settlement i Shanghai havde i 1927 mange indbyggere fra næsten alle europæiske og nordamerikanske lande. De fleste af disse indbyggere var kristne. Dette betød dog ikke, at de alle kom til Shanghai med en fælles kristendom.

I Frankrig var størstedelen af befolkningen katolikker, i Tyskland var der en nogenlunde lige fordeling mellem katolicisme og protestantisme. I USA betegnede de fleste sig som protestanter, men der var også en del katolikker og andre kristne trosretninger. I England var det den angelsaksiske og presbyterianske kristendom, der dominerede.

Den religiøse del af den russiske befolkning i Shanghai var, på trods af en stærk statslig afstandtagen fra religion i Rusland i løbet af 1920’erne og 1930’erne, Russisk Ortodokse, som har været den primære kristne retning i Rusland i 1000 år. I de japanske områder af byen var det religiøse landskab præget af shinto religion, japansk buddhisme og kristendom.

Religion blandt den kinesiske befolkning

 Den kinesiske del af Shanghais befolkning var klart den største. Her var der tre hovedtraditioner, der særligt gjorde sig gældende; buddhisme, som kom fra Indien til Kina for mere end 2000 år siden, kongfuzianisme, som af flere anses som værende en lærertradition, dog med religiøse fænomener så som ritualer og forfædredyrkelse, og sidst daoismen, som var en mere organiseret religion af kinesisk oprindelse. Disse tre traditioner har i løbet af Kinas lange historie levet i sameksistens og nogenlunde harmoni med hinanden. Selvom nogle kejsere i historien har taget en bestemt tradition til sig og gjort den til statsreligion, blev de to andre stadig praktiseret i stor stil, blandt den kinesiske befolkning.

I 1920’ernes Kina var kongfuzianismen ikke længere statsideologi, og både det daoistiske og buddhistiske klostervæsen blev anset for at være umoderne. På trods af det var en buddhistisk lærd ved navn Taixu i færd med at forny buddhismen, så den passede til samtidens Kina. Han tog afstand fra den vestlige livsanskuelse, men han mente også, at nogle af de ældre buddhistiske traditioner, så som tilbedelse af Buddhaer, var overtro. Taixus slogan var ”Buddhismen for folket”. Det stemte fint overens med kinesisk religiøs tradition. Folkereligion har nemlig altid været en underlæggende strøm i den kinesiske religionshistorie. Den kinesiske del af befolkningen i Shanghai i 1927 dyrkede folkereligion, hvor husaltre, ofringer til forskellige guder og forfædre samt farverige festivaler prægede de kinesiske bydele. Der var forskellige buddhistiske og folkereligiøse templer i Shanghai, som var flittigt besøgt til bøn og ofringer til forskellige guder.