Når man ser på kinesisk religion og religion i Kina, er det vigtigt ikke at se på det igennem vestlige briller. Vestlige kulturer har i større omfang tradition for at have et konfessionelt forhold til religion. Selv indenfor den vestlige kristendom er der flere forskellige retninger, man kan erklære sig tilhænger af. ”Jeg er protestant”, ”jeg er baptist”, ”jeg er katolik”. Dette er der ikke samme tradition for i Kina. Det betyder ikke, at kinesere ikke kan betegne sig selv som buddhist for eksempel, men i den kinesiske kultur er det ikke ualmindeligt, at man tager lidt fra hver af de store hovedtraditioner og bruger det til det formål, man nu engang måtte have.

I Kina er der ikke lige så skarpe skel mellem religion og filosofi, som der i vesten. Derfor er det også svært af definere, hvad der er religion og hvad der er filosofi. Flere (især vestlige) forskere har haft udfordringer med at skille disse hovedtraditioner fra hinanden, når de udføres i praksis. Men på trods af dette er religion stadig en meget integreret del af den kinesiske kultur og livsanskuelse.

De tre hovedtraditioner, Kongfuziansisme, Daoisme og Buddhisme

De tre hovedtraditioner i kinesisk religion er Kongfuzianisme, Daoisme og Buddhisme, og de har alle tre været dominerende i den kinesiske kultur- og religionshistorie. Grunden til, at disse omtales som hovedtraditioner og ikke religioner, er som nævnt, at filosofi og religion ikke er skarpt opdelt i en kinesisk kontekst. De tre hovedtraditioner har kunne sameksistere i den kinesiske kultur uden helt store sammenstød. Der har ikke altid været tale om komplet harmoni, men der har aldrig været religionskrige, som man kender det fra andre kulturer.

Folkereligion

Religionshistorien i Kina er lang og kompleks. Den første betydelige statsdannelse sker i forbindelse med Shangdynastiet fra ca. 1600-1046 f.Kr og det er fra dette tidspunkt og frem til nutiden, at de tre hovedtraditioner har udviklet sig og haft skiftende popularitet. De forskellige hovedtraditioner har præget kejseren og hoffet på forskellige tidspunkter, men hele den samlede Kinesiske befolkning har ikke kun praktiseret én af hovedtraditionerne ad gangen. Ude i den kinesiske befolkning har der nemlig i altid været en udbredt tradition for folkereligion. Begrebet folkereligion dækker over de religiøse praksisser, den brede del af den kinesiske befolkning har dyrket, og der er både elementer fra de tre hovedtraditioner og fra særegne folkereligiøse fænomener og guder.

Grundlæggende elementer i kinesisk livsopfattelse

Nogle grundlæggende elementer i den kinesiske livsopfattelse går igen i de fleste religiøse praksisser i Kina. Først og fremmest ses universet som en naturlig og foranderlig organisme. Heri lever mennesker, ånder og guder, og de har hver deres plads i den samlede organisme. Mennesket, dets krop og det samfund, det lever i, er en refleksion og en del af et kosmos og en orden, der er større end mennesket selv. Dertil kommer, at alt hvad der lever, har en livskraft kaldet Qi (udtales chi). Qi udspringer af den universelle kilde Dao (Dao betyder også Vejen og bruges særligt i Daoisme). Den fysiske verden, den som kan sanses og erkendes, styres af Yin og Yang, som er to kræfter, der supplerer hinanden. Forfædredyrkelse er også meget vigtig i den kinesiske livsanskuelse og opfattes som noget fundamentalt i opretholdelsen af slægten og båndet mellem levende og døde.

Til videre læsning

Klaus Bo Nielsen: Kinesisk religion og livsanskuelse- fra arkaisk til moderne tid, Aarhus Universitetsforlag 2012.