Forholdene i et af Shanghais slumkvarterer blev i 1932 beskrevet af en gruppe sociologer:

I studiet af boliger inkluderede vi en række af de meget fattiges hytter, som var bygget af meget brændbare materialer såsom måtter, strå, sække, gamle brædder og lignende. (…) Disse boliger er ikke vand- og vindtætte og giver derfor ikke nok beskyttelse mod Shanghais omskiftelige klima. Efter kraftig regn kan beboerne ses vade I vand, der kan nå dem helt til knæene, mens børnene bliver sat på sengen for at holde dem ude af vandet. Selv efter at solen kommer frem, kan hytterne blive ved at være våde i adskillige dage. Der ophober sig mudder udenfor, indtil gulvet i hytterne er lavere end udenfor. Sanitære forhold er dårlige, med udækket affald og afføring efterladt udenfor. Indbyggerne har ingen sanitære faciliteter, selvom hovedvejen få meter derfra har kloakering og afhentning af affald. Mange af stråhytternes beboere holder grise som en investering, med en svinesti lige up ad hytten. Høns er også almindelige og sover under sengen om natten. Stanken af rådnende affald, svineekskrementer og fugtig snavsethed omgiver disse menneskelige boliger.

(Her citeret fra Hanchao Lu: Beyond the Neon Lights. Berkeley: Univ. of California Press 1999, pp 120-21.)