Shanghai var helt uden socialt sikkerhedsnet. Alle de mennesker der ikke havde formue eller en velstående familie levede i konstant risiko for at dø af sult eller kulde, hvis de kom til skade eller blev syge eller bare mistede deres arbejde.

De fleste af Shanghais kinesiske indbyggere var fattige. Det betød at mange havde vanskeligt ved at få mad hver dag. Mange var også hjemmeløse, mens andre måtte leve stuvet sammen i et rum. De havde ikke toilet og rindende vand, de kunne ikke få varme om vinteren, og de havde kun meget lidt tøj.

Der var alligevel mange grader af fattigdom.

De trænede arbejdere var de bedst stillede og kunne som regel godt få et sted at bo med deres familie. De kunne få nogenlunde god mad med ris og grønsager tre gange om dagen, og somme tider også lidt fisk. Måske kunne de endda spare op til ind imellem at kunne købe luxusgenstande som for eksempel nyt tøj til familien. Men alle i familien skulle helst deltage med at skaffe mad på bordet.

De mange tjenestefolk var fattigere end de trænede arbejdere og deres familie. Tjenstestefolkene havde et sted at bo, men levede på sultegrænsen. Byen havde også mange prostituerede, som for de flestes vedkommende var fattige.

Mænd der levede af at bære tunge byrder blev kaldt kulier. Rickshawførerne hørte med til denne gruppe. Nogle af kulierne var kun ansat somme tider og måtte ellers tigge, og måtte oftest bo på gaden. Andre havde mere permanent arbejde Så kunne de tjene nok til at få mad hver dag, og måske også have mulighed for at sove indendøre. Nogle meget heldige og meget sparsommelige rickshawkørere kunne godt spare penge op til at købe deres egen rickshaw og på den måde få en større del af fortjenesten til sig selv.

De mange gadesælgere har klarede sig meget forskelligt. Nogle gadesælgere havde en nogenlunde indkomst, men andre som fx spåkonerne var meget fattige.

På bunden i Shanghais bykvarterer var tiggerne. Inde i koncessionsområderne var der ikke ret mange registrerede tiggere, men i virkeligheden var der flere, og mange tiggede derinde om dagen men sov andre steder om natten. I slumområderne udenfor byen var der mange som var lige så fattige.

I 1930 boede der 3 millioner mennesker i Shanghai. Heraf var cirka 150.000 mennesker hjemløse. Desuden boede der 150.000 flere ude i slumområderne.