SHANGHAI-LEKSIKON
Sun Yatsen

Sun Yatsen var en af Kinas tidlige nationalister og grundlægger af Guomindang, og bliver både i Kina og Taiwan set som nationens fader. I modsætning til politiske figurer som Mao eller Chiang Kaishek er det stort set ukontroversielt at hylde ham blandt kinsere.

Sun Yatsens livsforløb

I modsætning til de fleste kinesiske politiske ledere havde Sun Yatsen en meget international baggrund. En stor del af hans opvækst var på Hawaii, hvor han fik en vestlig uddannelse, og som ung konverterede han til kristendommen. Allerede i 1880’erne sluttede han sig til revolutionær modstand mod Qing-dynastiet. Han deltog i en fejlslagen opstand, som resulterede, i at han måtte tilbringe en årrække i Japan, hvor han fortsatte med at opbygge en kinesisk opposition. Samtidig hermed støttede han også Filipinerne i deres krig mod USA.

Efter at den politiske situation i Kina tillod ham at vende tilbage, begyndte han igen på at opbygge en modstand mod den kejserlige administration. Disse bestræbelser bragte ham til en position som den vigtigste leder af opstanden i 1911-12, der førte til oprettelsen af Guomindang og udråbelsen af republikken Kina. Her måtte han dog afgive magten til hærens øverstkommanderende Yuan Shikai, som straks gav sig til at konsolidere sin magt. Sun Yatsen og Guomindang gjorde igen oprør men slået, og Sun Yatsen måtte gå i eksil i Japan.

Da Yuan Shikai døde i 1916, vendte Sun Yatsen tilbage og forsøgte at samle resterne af Guomindang og genopbygge det. Dette kom der dog ikke meget ud af før i 1920erne, hvor 4. maj bevægelsen oprettet i skuffelse over den fortsatte vestlige imperialisme efter 1. verdenskrig gav ny opbakning og legitimitet og den nyoprettede Sovjetunion kunne træde til med finansiel og organisatorisk støtte.

I de sidste år af sit liv blev Sun Yatsen en folkehelt, der med Guomindang opbyggede en fungerende stat og hær i Sydkina. I dette arbejde var han nært allieret med både partiets sovjetiske rådgivere og dets kommunistiske venstrefløj, som han dog aldrig sluttede sig til. Hans død i 1925 åbnede for en magtkamp mellem guomindangs højre- og venstrefløj.

Ideologi

Sun Yatsens tænkning centrede sig om tre principper: nationalisme, demokrati og velfærd. For at opnå dem mente han, at landet måtte igennem tre faser. Først en fase hvor en regering blev etableret til at udføre programmet. Derefter en fase hvor befolkningen blev oplyst til at lære at fungere i en demokratisk stat, og endelig som det sidste led implementeringen af demokratiet.

Nationalisme i Sun Yatsens forståelse handlede primært om selvstændighed fra udenlandske magter. Koncessioner skulle ophæves, økonomiske privilegier skulle afskaffes, regeringen skulle ikke underkaste sig udenlandske krav osv. Derudover fastslog han, at det skulle være en kinesisk orienteret nationalisme, ikke en etnisk. Den skulle kunne rumme alle Kinas etniske grupper, hvilket i Sun Yatsens forståelse var Han, Manchuer, Mongoler, Tibetanere og muslimer.

Demokrati skulle implementeres efter vestlige principper med deling af magten, frie valg og muligheden for at kræve folkeafstemninger, samt demokratiske procedurer for mistillidserklæringer overfor regeringen. Han mente dog ikke, at magten skulle tredels men femdeles. Udover en lovgivende, udøvende og dømmende magt skulle der også være en gren, der tog sig af eksamener og en, der skulle overvåge, at de andre fulgte loven.

Sun Yatsens ide om velfærd bestod dels i en skattereform og at regeringen skulle sikre befolkningen adgang til mad, tøj, bolig og transport. De nøjagtige detaljer er dog uklare, da han ikke sagde ret meget om dette princip før sin død, og både kommunisterne og Guomindang gav siden deres egen udlægning af, hvad han mente.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


I den opgående sols land
Shanghai Modern's udsendte reporter bringer her en spændende beretning fra et Japan. som nok skal få folk til at tænke et og andet over vore hjemlige kineseres tilbagestående udviklingsniveau.

Jeg sidder på en café i Tokyos mest moderne bydel, Ginza og nyder en kop af den fineste kaffe og en kage, der ikke ville stikke ud på selv de fineste caféer i Paris, mens jeg ser på trafikken udenfor. Det var her, Japans første vestlige kvarter blev bygget allerede i 1870erne, en tarvelig efterligning af hvad man havde set i Amerika, med dårlige bygninger og ingen artitektonisk elegance. Men sådan er det ikke mere, efter jordskælvet for fire år siden er Ginza blevet genopbygget som et nyt og virkeligt moderne kvarter med vestlige butikker, hvor den japanske overklasse kan købe det seneste nye. Der er stadig et vist stykke til de fineste kvarterer i London eller New York, og naturligvis også til vores egen Bund og Nanjing Road, men ellers er der ikke mange steder der er Ginza overlegne.

Fra vinduet kan jeg se mylderet af japanere, de fleste af mændene her i det sidste nye indenfor jakkesæt, mens kvinderne som regel er mere gammeldags og holder sig til deres lands kimonoer. Blandt de handlende ser man af og til en japansk betjent i moderne vestlig uniform, men som et forsøg på at beskytte hans samurai-ære, er han stadig bevæbnet med et sværd ved siden af hans knippel. Mere vestlige er japanerne trods alt ikke.

Dette ses også, hvis man bevæger sig udenfor Ginza og de få andre moderne enklaver, ud i det almindelige Japan, hvor man pludselig omgives af mennesker i kimonoer og lange, lave rækker af træhuse. Her kunne man have troet, at de ville have bygget i en ny stil efter jordskælvet, men japanerne er stolte folk, der ikke let forkaster deres kultur for noget mere rationelt, hvis ikke den direkte giver dem problemer.

Industri og militær

Dog kan man rundt om de lave traditionelle byggerier se tegn på, at moderne tider ikke blot er noget for nogle særligt indviede. Overalt i og omkring de japanske byer kan man se skorstenene fra Japans mange, moderne fabrikker. Det kan man naturligvis også derhjemme, men her i Japan er de alle ejet af indfødte og har spredt sig overalt i landet. Jeg har ikke besøgt en fabrik, men over hele min rejse har industrien været et nærliggende syn, og efter sigende skulle der i baggårdene i alle de traditionelly gader med deres træhuse kunne findes maskiner til industrifremstilling. Det er noget ganske andet, end hos kineserne, der knap kan drive en mindre silkefabrik, selvom de blot skal kigge lidt op for at se de fineste europæiske forbilleder.

Denne modsætning blev blot endnu tydeligere i går, da jeg var i Yokohama og, på behørig afstand naturligvis, kunne besigtige Japans stolte, moderne flåde i havnen. Flådeområdet var naturligvis bevogtet af japanske soldater, der i modsætning til, hvad vi har set hos kineserne hjemmefra, opfører sig med den højeste disciplin og tydeligt tager deres pligt alvorligt, selv hvis den består af at stå vagt ved en base, som ingen japaner ville drømme om at bryde ind i. Her respekterer man militæret, som til gengæld gør sig værdigt til denne respekt ved at handle efter de ædleste principper og med al udstyr i den fineste orden.

Moderne og traditionel kultur

Japan er i det hele taget et land, der beviser, at orientaleren kan overtage vestlige skikke uden at måtte opgive sit eget særpræg. Som noget ganske nyt ser man, at skoleeleverne i gaderne går i moderne, vestlige uniformer i et militærsnit, der passer fint til japanernes store respekt for militæret. Ganske vist har drenge allerede i en årrække haft deres stilrene, sorte uniformer med militærkasket, men den er blevet stadig mere udbredt. Det nye er, at nu har man på japanske pigeskoler også indført vestlige uniformer inspirerede efter britiske matrossers uniform og med fine, plisserede nederdele efter vestligt mønster. Farverne og formen på knuden foran viser, hvilken skole eleven kommer fra. Om ganske få år vil ingen japansk skoleelev længere gå i traditionelle klæder, men i stedet alle være i disse uniformer.

Men alligevel er japanerne ikke mere moderne, end at de stadig følger deres ældgamle åndereligion, centreret om det hellige bjerg Fuji-yama som enhver japaner med mulighed herfor rejser til for at bestige mindst en gang i livet. Når man ser dette smukke bjerg hæve sig over landskabet, er det ikke svært at se hvorfor, ligesom det har vundet stor popularitet blandt vestlige besøgende i Japan. I morgen tager jeg selv turen.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right