SHANGHAI-LEKSIKON
Arbejde på fabrik

Shanghai var i 1920'erne Asiens største handelsby og industriby.

Halvdelen af alle arbejdere var beskæftiget i bomuldsproduktionen. Men også silkeproduktion fyldte meget, og naturligvis blev der fremstillet meget andet.

Bomuldsfabrikkerne var størst. På en bomuldsfabrik kunne der godt være 2000 ansatte, som var samlet i store bygninger. De fleste var kvinder. I begyndelsen af 1920'erne var kvindernes opgaver at spinde og væve og udføre opgaver forbundet med disse funktioner, mens mændene skulle bære, sortere og udføre øvrigt fysisk tungt arbejde, samt det mere tekniske arbejde. Igennem 1920'erne overgik det fysisk tunge arbejde mere og mere til kvinderne, mens mændene blev ved at være teknikere, maskinmestre, ingeniører, formænd osv.

Omkring 9% af dem der arbejdede på bomuldsfabrikkerne, var børn. Man blev regnet for barn indtil man fyldte 13. Børnene skulle feje, komme med nye spoler til kvinderne og lignende.

Bomuldsfabrikkerne var typisk ejet af kinesere eller japanere.

Silkefabrikkerne var betydeligt mindre, måske var der 100 ansatte på en fabrik. Til gengæld var der flere af dem spredt ud over det meste af byen. Silkekokonerne fik de fra området inde bag Shanghai og længere inde fra Yangtze, men ikke for langt væk fra. For silkekokonnerne skal koges inden ret mange dage efter, at de er plukket. Sammen med te var silken den vigtigste lokale vare.

Silkefabrikkerne havde mange børnearbejdere, som næsten alle var piger. Forholdene for børnearbejderne her var meget dårlige. Børnene blev brugt til at dyppe kokonerne i 80 grader varmt vand og pille dem op igen derfra med fingrene. Deres fingre var derfor altid forbrændte.

Silkefabrikkerne var typisk ejet af englændere. Tobaksfabrikkerne var overvejende ejet af British American Tobacco som trods navnet primært var et britisk foretagende.

Arbejderne boede så tæt på fabrikken, at de kunne gå derhen indenfor en time. Nogle af pigerne som arbejdede med silken, boede endda på fabrikkerne.

Arbejdsdagen var på 10-12 timer, man arbejdede enten på et daghold eller et nathold, så fabrikken var igang hele døgnet rundt. Det blev dog efterhånden almindeligt at have en fridag hver anden uge. Efter fridagen var det almindeligt at skifte fra daghold til nathold eller omvendt, således at man i løbet af måneden arbejdede to uger om dagen og to uger om natten.

På en 12 timers arbejdsdag havde man en halv times frokostpause. Her kunne arbejderne bruge en hane med varmt vand, som de kunne varme deres medbragte kogte ris op med. Mange havde også lidt grønsager med.

Lønnen afhang af den funktion, man varetog og af ens køn. Der blev skelnet mellem utrænet arbejdskraft, lettere trænet arbejdskraft, lærlinge og trænet arbejdskraft.

De bedst lønnede arbejdere tjente mere end dobbelt så meget som de ringst lønnede. Formænd, ingeniører osv i lederlaget tjente mere endnu. Børn tjente mindst. Hvis kvinder lavede det samme som mænd, tjente de alligevel 25% mindre end mændene.

Formænd og mange ingeniører var kinesere, så der var ikke mange hvide eller japanere på fabriksområdet i det daglige.

Det var ofte en fordel at have en hvid eller japansk fakriksledelse fremfor en kinesisk, idet de udenlandske var mere professionelle.

Arbejderne blev nøje overvåget under arbejdet. Fx blev der holdt skarpt øje med toiletbesøg. Man skulle sige til formanden, hvad man skulle på toilettet. Formanden vurderede så, hvor lang tid man havde brug for og udleverede en brik som adgangstegn. Alligevel blev toiletbesøg ofte brugt til at snige sig til en lille pause. I det hele taget forsøgte arbejderne at snige sig til at holde pauser, tage sig en lille lur osv. Mange kvinder måtte have deres små børn med på fabrikkerne, og de måtte så forsøge at se lidt efter barnet ind imellem også. Det krævede, at arbejderne dækkede over hinanden og at formanden (som godt kunne være en kvinde) mod bestikkelse lod som ingenting.

Voksne arbejdere på en mindre silkefabrik


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


I den opgående sols land
Shanghai Modern's udsendte reporter bringer her en spændende beretning fra et Japan. som nok skal få folk til at tænke et og andet over vore hjemlige kineseres tilbagestående udviklingsniveau.

Jeg sidder på en café i Tokyos mest moderne bydel, Ginza og nyder en kop af den fineste kaffe og en kage, der ikke ville stikke ud på selv de fineste caféer i Paris, mens jeg ser på trafikken udenfor. Det var her, Japans første vestlige kvarter blev bygget allerede i 1870erne, en tarvelig efterligning af hvad man havde set i Amerika, med dårlige bygninger og ingen artitektonisk elegance. Men sådan er det ikke mere, efter jordskælvet for fire år siden er Ginza blevet genopbygget som et nyt og virkeligt moderne kvarter med vestlige butikker, hvor den japanske overklasse kan købe det seneste nye. Der er stadig et vist stykke til de fineste kvarterer i London eller New York, og naturligvis også til vores egen Bund og Nanjing Road, men ellers er der ikke mange steder der er Ginza overlegne.

Fra vinduet kan jeg se mylderet af japanere, de fleste af mændene her i det sidste nye indenfor jakkesæt, mens kvinderne som regel er mere gammeldags og holder sig til deres lands kimonoer. Blandt de handlende ser man af og til en japansk betjent i moderne vestlig uniform, men som et forsøg på at beskytte hans samurai-ære, er han stadig bevæbnet med et sværd ved siden af hans knippel. Mere vestlige er japanerne trods alt ikke.

Dette ses også, hvis man bevæger sig udenfor Ginza og de få andre moderne enklaver, ud i det almindelige Japan, hvor man pludselig omgives af mennesker i kimonoer og lange, lave rækker af træhuse. Her kunne man have troet, at de ville have bygget i en ny stil efter jordskælvet, men japanerne er stolte folk, der ikke let forkaster deres kultur for noget mere rationelt, hvis ikke den direkte giver dem problemer.

Industri og militær

Dog kan man rundt om de lave traditionelle byggerier se tegn på, at moderne tider ikke blot er noget for nogle særligt indviede. Overalt i og omkring de japanske byer kan man se skorstenene fra Japans mange, moderne fabrikker. Det kan man naturligvis også derhjemme, men her i Japan er de alle ejet af indfødte og har spredt sig overalt i landet. Jeg har ikke besøgt en fabrik, men over hele min rejse har industrien været et nærliggende syn, og efter sigende skulle der i baggårdene i alle de traditionelly gader med deres træhuse kunne findes maskiner til industrifremstilling. Det er noget ganske andet, end hos kineserne, der knap kan drive en mindre silkefabrik, selvom de blot skal kigge lidt op for at se de fineste europæiske forbilleder.

Denne modsætning blev blot endnu tydeligere i går, da jeg var i Yokohama og, på behørig afstand naturligvis, kunne besigtige Japans stolte, moderne flåde i havnen. Flådeområdet var naturligvis bevogtet af japanske soldater, der i modsætning til, hvad vi har set hos kineserne hjemmefra, opfører sig med den højeste disciplin og tydeligt tager deres pligt alvorligt, selv hvis den består af at stå vagt ved en base, som ingen japaner ville drømme om at bryde ind i. Her respekterer man militæret, som til gengæld gør sig værdigt til denne respekt ved at handle efter de ædleste principper og med al udstyr i den fineste orden.

Moderne og traditionel kultur

Japan er i det hele taget et land, der beviser, at orientaleren kan overtage vestlige skikke uden at måtte opgive sit eget særpræg. Som noget ganske nyt ser man, at skoleeleverne i gaderne går i moderne, vestlige uniformer i et militærsnit, der passer fint til japanernes store respekt for militæret. Ganske vist har drenge allerede i en årrække haft deres stilrene, sorte uniformer med militærkasket, men den er blevet stadig mere udbredt. Det nye er, at nu har man på japanske pigeskoler også indført vestlige uniformer inspirerede efter britiske matrossers uniform og med fine, plisserede nederdele efter vestligt mønster. Farverne og formen på knuden foran viser, hvilken skole eleven kommer fra. Om ganske få år vil ingen japansk skoleelev længere gå i traditionelle klæder, men i stedet alle være i disse uniformer.

Men alligevel er japanerne ikke mere moderne, end at de stadig følger deres ældgamle åndereligion, centreret om det hellige bjerg Fuji-yama som enhver japaner med mulighed herfor rejser til for at bestige mindst en gang i livet. Når man ser dette smukke bjerg hæve sig over landskabet, er det ikke svært at se hvorfor, ligesom det har vundet stor popularitet blandt vestlige besøgende i Japan. I morgen tager jeg selv turen.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right