SHANGHAI-LEKSIKON
Slumområderne

Uden for bykvartererne lå en række slumråder kaldet shantytowns, hvor der i 1930 boede cirka 150.000 mennesker. Her kom de kinesere der lige var kommet til byen fra det indre Kina, hvor der var stor hungersnød eller krig. Flygtningene kom som regel ind på en lille husbåd. Den trak de så op på bredden af en af de mange små åer, og så boede de der indtil båden rådnede op. Bagefter prøvede de at lave en lille hytte af strå fyldt ud med mudder, der tørrede. Hytten var så lille at familiens medlemmer lige akkurat kunne ligge i den. Måske forsøgte de også at vende resterne af båden på højkant, så den kunne bruges som en slags skærm. Hvis man hørte til dem i slumkvarteret der klarede sig nogenlunde kunne man få en lidt større hytte, som man også kunne sidde op i. Og hvis nogen i familien ligefrem fik rigtigt arbejde på en fabrik kunne man måske være så heldig at man kunne flytte ud af slumkvarteret. Men det skete ikke for ret mange. Mange tilflyttere kunne ikke engang tale Shanghaisproget, og kineserne fra Shanghai kunne ikke forstå tilflyttere.

Der findes beskrivelser af, hvordan stråhytterne brød sammen eller blev oversvømmet når det regnede. Når det skete forsøgte forældrene at lægge de mindste børn op på et eller andet, men de øvrige måtte stå i mudder på måske en halv meter, indtil regnen havde lagt sig og mudderet igen stivnede.

I slumkvartererne var der ingen kloaksystem eller anden rørlægning, så indbyggerne måtte skide og tisse mellem hytterne. Vand måtte indbyggerne enten tage fra de stærkt forurenede åløb eller hente udenfor slumbyerne, og så skulle de betale for dem.

Hvis de voksne mænd i slumkvartererne fik arbejde var det næsten altid som kulier. En kuli er en arbejdsmand. Nogle af de voksne kvinder kunne være heldige at få arbejde på en fabrik. Men de fleste voksne måtte prøve at tjene penge ved at tigge og ved at finde mad og brugbare sager mellem andres affald. Det samme måtte børnene fra de var helt små.

Folk i slumkvartererne levede på eller under eksistensminimum. Dødeligheden var meget høj. Langt de fleste børn døde i en meget tidlig alder, og de voksne blev sjældent ret gamle.

En 5-årig tiggerdreng som den danske eventyrer Ole Krarup Nielsen fotograferede i 1927. Fattige måtte arbejde hårdt for føden fra de kunne gå. Mange af dem døde af sult eller overanstrengelse.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 I den opgående sols land
Shanghai Modern's udsendte reporter bringer her en spændende beretning fra et Japan. som nok skal få folk til at tænke et og andet over vore hjemlige kineseres tilbagestående udviklingsniveau.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Jeg sidder på en café i Tokyos mest moderne bydel, Ginza og nyder en kop af den fineste kaffe og en kage, der ikke ville stikke ud på selv de fineste caféer i Paris, mens jeg ser på trafikken udenfor. Det var her, Japans første vestlige kvarter blev bygget allerede i 1870erne, en tarvelig efterligning af hvad man havde set i Amerika, med dårlige bygninger og ingen artitektonisk elegance. Men sådan er det ikke mere, efter jordskælvet for fire år siden er Ginza blevet genopbygget som et nyt og virkeligt moderne kvarter med vestlige butikker, hvor den japanske overklasse kan købe det seneste nye. Der er stadig et vist stykke til de fineste kvarterer i London eller New York, og naturligvis også til vores egen Bund og Nanjing Road, men ellers er der ikke mange steder der er Ginza overlegne.

Fra vinduet kan jeg se mylderet af japanere, de fleste af mændene her i det sidste nye indenfor jakkesæt, mens kvinderne som regel er mere gammeldags og holder sig til deres lands kimonoer. Blandt de handlende ser man af og til en japansk betjent i moderne vestlig uniform, men som et forsøg på at beskytte hans samurai-ære, er han stadig bevæbnet med et sværd ved siden af hans knippel. Mere vestlige er japanerne trods alt ikke.

Dette ses også, hvis man bevæger sig udenfor Ginza og de få andre moderne enklaver, ud i det almindelige Japan, hvor man pludselig omgives af mennesker i kimonoer og lange, lave rækker af træhuse. Her kunne man have troet, at de ville have bygget i en ny stil efter jordskælvet, men japanerne er stolte folk, der ikke let forkaster deres kultur for noget mere rationelt, hvis ikke den direkte giver dem problemer.

Industri og militær

Dog kan man rundt om de lave traditionelle byggerier se tegn på, at moderne tider ikke blot er noget for nogle særligt indviede. Overalt i og omkring de japanske byer kan man se skorstenene fra Japans mange, moderne fabrikker. Det kan man naturligvis også derhjemme, men her i Japan er de alle ejet af indfødte og har spredt sig overalt i landet. Jeg har ikke besøgt en fabrik, men over hele min rejse har industrien været et nærliggende syn, og efter sigende skulle der i baggårdene i alle de traditionelly gader med deres træhuse kunne findes maskiner til industrifremstilling. Det er noget ganske andet, end hos kineserne, der knap kan drive en mindre silkefabrik, selvom de blot skal kigge lidt op for at se de fineste europæiske forbilleder.

Denne modsætning blev blot endnu tydeligere i går, da jeg var i Yokohama og, på behørig afstand naturligvis, kunne besigtige Japans stolte, moderne flåde i havnen. Flådeområdet var naturligvis bevogtet af japanske soldater, der i modsætning til, hvad vi har set hos kineserne hjemmefra, opfører sig med den højeste disciplin og tydeligt tager deres pligt alvorligt, selv hvis den består af at stå vagt ved en base, som ingen japaner ville drømme om at bryde ind i. Her respekterer man militæret, som til gengæld gør sig værdigt til denne respekt ved at handle efter de ædleste principper og med al udstyr i den fineste orden.

Moderne og traditionel kultur

Japan er i det hele taget et land, der beviser, at orientaleren kan overtage vestlige skikke uden at måtte opgive sit eget særpræg. Som noget ganske nyt ser man, at skoleeleverne i gaderne går i moderne, vestlige uniformer i et militærsnit, der passer fint til japanernes store respekt for militæret. Ganske vist har drenge allerede i en årrække haft deres stilrene, sorte uniformer med militærkasket, men den er blevet stadig mere udbredt. Det nye er, at nu har man på japanske pigeskoler også indført vestlige uniformer inspirerede efter britiske matrossers uniform og med fine, plisserede nederdele efter vestligt mønster. Farverne og formen på knuden foran viser, hvilken skole eleven kommer fra. Om ganske få år vil ingen japansk skoleelev længere gå i traditionelle klæder, men i stedet alle være i disse uniformer.

Men alligevel er japanerne ikke mere moderne, end at de stadig følger deres ældgamle åndereligion, centreret om det hellige bjerg Fuji-yama som enhver japaner med mulighed herfor rejser til for at bestige mindst en gang i livet. Når man ser dette smukke bjerg hæve sig over landskabet, er det ikke svært at se hvorfor, ligesom det har vundet stor popularitet blandt vestlige besøgende i Japan. I morgen tager jeg selv turen.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right