SHANGHAI-LEKSIKON
Slumområderne

Uden for bykvartererne lå en række slumråder kaldet shantytowns, hvor der i 1930 boede cirka 150.000 mennesker. Her kom de kinesere der lige var kommet til byen fra det indre Kina, hvor der var stor hungersnød eller krig. Flygtningene kom som regel ind på en lille husbåd. Den trak de så op på bredden af en af de mange små åer, og så boede de der indtil båden rådnede op. Bagefter prøvede de at lave en lille hytte af strå fyldt ud med mudder, der tørrede. Hytten var så lille at familiens medlemmer lige akkurat kunne ligge i den. Måske forsøgte de også at vende resterne af båden på højkant, så den kunne bruges som en slags skærm. Hvis man hørte til dem i slumkvarteret der klarede sig nogenlunde kunne man få en lidt større hytte, som man også kunne sidde op i. Og hvis nogen i familien ligefrem fik rigtigt arbejde på en fabrik kunne man måske være så heldig at man kunne flytte ud af slumkvarteret. Men det skete ikke for ret mange. Mange tilflyttere kunne ikke engang tale Shanghaisproget, og kineserne fra Shanghai kunne ikke forstå tilflyttere.

Der findes beskrivelser af, hvordan stråhytterne brød sammen eller blev oversvømmet når det regnede. Når det skete forsøgte forældrene at lægge de mindste børn op på et eller andet, men de øvrige måtte stå i mudder på måske en halv meter, indtil regnen havde lagt sig og mudderet igen stivnede.

I slumkvartererne var der ingen kloaksystem eller anden rørlægning, så indbyggerne måtte skide og tisse mellem hytterne. Vand måtte indbyggerne enten tage fra de stærkt forurenede åløb eller hente udenfor slumbyerne, og så skulle de betale for dem.

Hvis de voksne mænd i slumkvartererne fik arbejde var det næsten altid som kulier. En kuli er en arbejdsmand. Nogle af de voksne kvinder kunne være heldige at få arbejde på en fabrik. Men de fleste voksne måtte prøve at tjene penge ved at tigge og ved at finde mad og brugbare sager mellem andres affald. Det samme måtte børnene fra de var helt små.

Folk i slumkvartererne levede på eller under eksistensminimum. Dødeligheden var meget høj. Langt de fleste børn døde i en meget tidlig alder, og de voksne blev sjældent ret gamle.

En 5-årig tiggerdreng som den danske eventyrer Ole Krarup Nielsen fotograferede i 1927. Fattige måtte arbejde hårdt for føden fra de kunne gå. Mange af dem døde af sult eller overanstrengelse.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 Blandt røvere og tigre i Yunnan
Fra vor rejsekorrespondent Sophie Jensen har vi modtaget et nyt brev, denne gang en dramatisk beretning fra hendes tur op i Yunnans røver- og tigerbefængte bjerge.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

En togtur fyldt med strabadser

I Haiphong fik vi pludselig meddelelse om, at banen gik igennem hertil, men at der stadig var steder, man måtte passere gående på en 4-5 km, et sted kun på ca. 2 km. Desværre måtte vore kufferter ikke veje mere end 40 kg for at coolierne kunne bære dem, så jeg fik jo ordentlig travlt med at pakke om, og en del måtte vi desværre lade stå. Turen hertil er meget trættende, men aldeles pragtfuld. Vi måtte op allerede 4½ i Haiphong, da toget går kl. 6. Den første del af turen er temmelig kedelig, det er rismarker og rismarker igen så langt, man kan se, men hen på eftermiddagen kommer man allerede lidt højere op og kommer ind i junglen, aldeles dejlig jungle, palmer, bananer (med masser af frugt der aldrig bliver plukket) og den smukke graciøse bambus, samt et virvar af andre store træer og slyngplanter, især ved kløfterne og floden var der meget smukt, men trættende er det, man synes, man må se det hele, og varmt er det, og desforuden er banen dårlig og går hele tiden i siksak for at kravle op, den skal jo nå herop - 7500 fod på de 3 dage, og så ryster den, så man bliver helt søsyg.

Om aftenen ved ca. 9 tiden kom vi til Laukai mægtig trætte, så vi skyndte os at få noget at spise og komme i seng. Der traf vi amerikaneren, som Frederik skal afløse, og vi blev meget skuffede ved gennem ham at høre, at vi alligevel ikke skulle til Talifu, som bestemmelsen var fra Peking (manden i Talifu ville vente med sin ferie til foråret), men at vi i stedet skal afløse denne her Fergusson. Dette er imidlertid slet ikke morsomt, der er tale om to steder, det ene er ca 4 dage herfra i bærestol, men der findes intet hus, så børnene og jeg kan umuligt tage med. Det andet sted, der er tale om, er ca 18 dage herfra, der er et nogenlunde godt hus, men meget varmt og temmelig usundt, og så er der så smækfyldt med røvere derude, at man skal have flere hundrede soldater med herfra, og desuden er turen meget vanskelig op og ned ad høje bjerge. I kan se, at det ikke er sådan lige at løbe til. Foreløbig er der telegraferet om disse ting fra Peking, og vi venter på svar.

Vanskeligt men smukt

Nå, jeg kom hel fra turen hertil, i Laukai måtte vi igen op 4½ for at nå tog, og så begyndte i virkeligheden den rigtige stigning. Det er aldeles vidunderligt, at der i det hele taget kan anlægges bane i så vilde bjerge, men i den rigtig stærke regntid skylles da også ofte både broen og hele banelinien bort. Havde jeg vidst, at de steder vi skulle passere, var så vanskelige, havde jeg måske næppe turdet det med børnene, der var nemlg kun ganske smalt, ca 1½ alen bredt, hvor vi kunne gå, og så en dyb kløft ned på den anden side, over meget dårlige broer og mørke tuneller, så I kan tro, jeg var glad da jeg igen sad i toget, men når jeg undtager det, er turen hertil, som jeg allerede har fortalt, aldeles pragtfuld.

 

Yunnan er, som det fremgår af billedet, et meget tilbagestående område af Kina.

 

Et liv med afsavn

Her har vi det heldigvis udmærket, vi er i regntiden nu, men kan dog næsten altid komme ud en tur både morgen og eftermiddag (hvilket er meget nødvendigt da her ikke findes en luxus som WC). Familien her rejser vist til Shanghai om nogle måneder, den nye President i Yunnanfu vil ”låne” for mange penge af dem. Vi har så småt tænkt på at købe en af deres slavepiger, de har to her, der skal sælges for 50 dollar pr. stk. Amaherne her er aldeles umulige, og jeg savner meget min gamle kone fra Peking, men på den anden side synes man, at man har mere ansvar om for en slavepige, hun skal gerne giftes osv.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right