SHANGHAI-LEKSIKON
Sociale skillelinjer i Shanghai

Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Bankdirektørens charmende søn
Flot og charmerende, men også flittig og beskeden. Plusordene står i kø, når Li Jiang skal karakteriseres.

Hjerteknuseren

Hjertet slår en ekstra gang, da Deres udsendte træder ind på Rue Joffres elegante Café Tikochenko. Mon han allerede er her, den eftertragtede ungkarl Li Jiang, rigmandssønnen som alle mødre til store pigebørn drømmer om at få som svigersøn? Vi ved jo, at den unge Li har et godt øje til det smukke køn. Naturligvis strejfer tanken mig, at jeg selv kunne blive den heldige.

Jo, der er han. Smilende rejser han sig fra det lille runde bord og træder mig i møde. ”Frøken Smith, formoder jeg”, siger han og bukker, idet han griber min hånd. ”De så så søgende ud,” tilføjer han forklarende. ”Og jeg sluttede, at så smuk en kvinde kun kunne være uden en mand, hvis hun var ude i embeds medfør”.

Hr Li lader ordene ledsage af et stort smil. Jeg smelter næsten og må tage mig sammen for at kunne optræde så professionelt, som mit job tilsiger mig. Han er virkelig en smuk mand. Øjnene slår smut. Det sorte, tilbagestrøgne hår og det smalle, sorte overskæg skinner. Han er smukt bygget. Og han er uden tvivl cafeens bedst klædte mand.

Rygterne

En tjener kommer til vores runde bord og tiltaler os på fransk, og hr Li bestiller til os begge på flydende fransk. Et øjeblik efter sidder vi med hver vores café au lait og en lille sølvbakke med lækre éclairs. Så kan interviewet begynde.

Jeg indleder med at spørge til de mange rygter, der går om Li Jiangs påståede udskejelser på natklubber og steder, der er værre. Jeg er jo nødt til at spørge, forklarer jeg. Hr Li tager det pænt, han er så vant til det, siger han med en lille latter. Det er prisen for at være rig og kendt. Der er så megen misundelse.

Det er lettende, at han tager det så pænt. Men også typisk. Som den verdensmand Hr Li er, bærer han storsindet over med små menneskers laster.

Arbejdet

Og arbejdet, spørger jeg, hvordan med det? Som søn af en af direktørerne behøver De jo det jo slet ikke? Li svarer med stor selvfølgelighed, at naturligvis passer han sit arbejde i banken. Det er jo kun rimeligt, at han også yder sit, siger han. Og naturligvis bliver der ikke gjort forskel, bare fordi han er bankdirektørens søn.

Men naturligvis er jeg jo nødt til at passe mine sociale forpligtelser, tilføjer hr Li efter en kort pause - som en mand med en vis position i Shanghai kan jeg ikke bare tillade mig at holde mig ude at nattelivet.

Alligevel møder jeg hver dag klokken 12 og sidder faktisk på mit kontor helt til efter klokken 14, ind imellem endda til hen imod klokken 15.

Fremtiden

Nu har vi allerede siddet en time, og hr Li Jiang må konsultere sit lommeur. Vi er sidst på eftermiddagen. Om ikke så lang tid begynder middagsselskaberne. Han slår undskyldende ud med hænderne. Naturligvis forstår jeg, men må dog lige til slut spørge til planerne for fremtiden. Om vi snart kan forvente en fru Jiang? Hr sender mig endnu et af sin frimodige smil. Hvem ved, svarer han. Hvis den rigtige kvinde dukker op. Nogle umiddelbare planer har jeg dog ikke.

Den lader vi lige stå. Der er håb endnu...





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right