Den amerikanske journalist Ernest O. Hauser beskriver i sin bog "Shanghai. City for Sale" fra 1940, hvordan opkøbet og salget af råsilke var organiseret i Shanghai:

De markeder, hvor de kinesiske bønder samledes for at afsætte deres kokoner, lå i silkedistrikterne ved yangtzeflodens delta, ikke ret langt fra Shanghai. her mødte så de udenlandske firmaers kompradorer [kinesiske mellemhandlere] op og handlede med bønderne efter at forårsavlen af kokoner var blevet indsamlet, i regelen fra midten af maj til begyndelsen af juni. Hele forårsavlen skulle sælges i løbet af en halv snes dage. Hvis bønderne kunne have holdt deres produkt tilbage i håb om at markedssituationen ville have bedret sig, hvis de havde kunnet handle frit med kompradorerne, kunne de også selv have bestemt deres pris. Men denne udvej var spærret af et monopolsystem, som i praksis gav nogle få priviligerede opkøbere eneret på at tørre silken. Tørreanlæggene repræsenterede en betydelig kapitalanbringelse , bønderne havde ikke råd til selv at bygge dem. og selv om de kunne have skaffet den nødvendige kapital, ville det have været en let sag for de mægtige opkøbere med deres mange forbindelser at bestikke embedsmænd, som skulle uddele licenserne.

Nu er en silkekokon en skrøbelig ting. Den er endnu en levende ting, og hvis man ikke passer omhyggeligt på, bryder dyret gennem sit kostbare hus og ødelægger tråden. Derfor var de kinesiske silkeavlere nødt til at sælge over hals og hoved. De kunne allerhøjst vente en uge, og de var tvunget til at acceptere den pris, som opkøberne og kompradorerne tilbød dem. Dette udspekulerede system viste sig langt stærkere end alle de velmente forsøg som blev gjort på at forbedre de kinesiske silkeavleres usle kår.

Med et stort og betydningsfuldt smil på ansigtet forlod kompradorerne hvert forår Shanghai og lod sig i magelige bærestole føre ud til markedspladserne. Samtidig med indkøbssæsonen strømmede en vægtig flod af sølv bort fra Shanghai, hvilket igen med et urværks regelmæssighed påvirkede settlementets pengemarked. Store kasser, som hver indehold fem tusind sølvdollars blev under behørig beskyttelse afskibet til silkemarkederne før købet endnu havde fundet sted, og der var år hvor fulde femoghalvfjerds millioner kinesiske dollars vandrede ud til Kiangsu, Anhuei og Chekiang på mindre end fjorten dage. Men taipanerne [Shanghais ledende hvide overklasse] gjorde sig ingen bekymringer, de vidste med sikkerhed at metallet snart ville vende tilbage til byen ved flodmundingen.

(...)

Kompradorerne sørgede for at den ædle vare nåede Shanghai i rette tid, at den blev oplagret i kompagniets pakhuse og sorteret efter kvalitet, for senere at forlade Shanghai med amerikansk eller europæisk adresse som "Factory chop", "Double Eagle chop", "Three Dancers chop", "Triton chop" eller "Inferior chop". Men en del af den blev holdt tilbage i Shanghai og forvandlet til de mest luksuøse og overvældende silkefantasier noget menneske kan forestille sig. Den var et rent kinesisk produkt og beregnet på kineserne selv - de hvide damer købte kun importerede varer. Men kinesiske pigebørn og ægtehustruer tilbragte hele eftermiddage i Shanghais silkegader, hvor de gik fra disk til disk og lod sig fortrylle af alle de strålende drømme i hvidt, gult og grønt, lotusrødt og påfugleblåt.

(Her fra den danske udgave Shanghai. By til Salg, Branner 1941, s. 100-102)