Mellemkrigstiden var på mange måder en brydningstid for kinesisk kunst. Der blev stadig produceret traditionel kinesisk kunst af alle typer, men vestlig indflydelse var tydelig blandt toneangivende kunstnere indenfor alle kunstarter.

Kinas mest indflydelsesrige forfatter i det 20. århundrede, Lu Xun, kan ses som et eksempel på dette. Han var særligt kendt for sin politiske satire over situationen i Kina i en række bøger, der både trak på klassiske kinesiske stilelementer og europæisk modernisme. Sammen med andre af mellemkrigstidens forfattere skrev han på et kinesisk, som lå tæt på talt Mandarin, og som ligger til grund for moderne skrevet kinesisk. Dette moderne sprog stod i kontrast til den traditionelle kinesisk literatur der i høj grad baserede sig på et flere hundrede år gammelt klassisk kinesisk, som ingen længere talte.

Indenfor billedkunsten foretrak man i Kina traditionelt landskabs og naturmotiver. Portrætter fandtes, ligesom religiøse motiver var udbredte i forbindelse med templer, men ingen af dem var lige så indflydelsesrige som landskabsbilleder. Men i mellemkrigstiden oplevede kinesisk billedkunst en eksplosion i interessen for vestlige genrer som futurisme og ekspressionisme, såvel som for sovjetiske stilarter som socialistisk realisme. Traditionelle landskabsmalerier blev stadig malet, men Kinas mest berømmede og anerkendte kunstnere mellemkrigstiden arbejdede i vestlige genrer.

Traditionel kinesisk kunst passede ellers godt med en vestlig kunstforståelse. Idealet indenfor kinesisk kunst havde i århundreder været baseret på den lærde amatør, der udtrykte sine egne følelser og indtryk af verden. Hermed lå traditionel kinesisk kunst på trods af sine stilistiske forskelle på mange måder tæt på europæiske strømninger som impressionismen.