1920’ernes modeideal for kvinder passede bedst til unge, meget slanke kroppe. Den knælange kjole var smal, næsten rørformet og skjulte næsten barm og talje. De tilhørende sko var tilsvarende lette og enkle, men hatten kunne godt være lidt sprælsk med fx en stor fjer stukket i, og den kunne være udformet som en slags turban. Den enkle klokkehat dominerede dog i mange år. En variant i kvindemoden var at klæde sig i modificeret herretøj.

To moderigtige unge kvinder i London i midten af 1920’erne.

For de heldige, som kunne bære de smalle kjoler, var der tale om en mode, som sikrede større bevægelsesfrihed, end kvindetøj havde givet mulighed for i mange århundreder.

I 1920’erne erobrede jazz- og anden dansemusik verden via grammofonen, og underholdende ugemagasiner og (stum)filmene oplyste om, hvordan ”man” skulle se ud og opføre sig. Magasinerne reklamerede for det nye tøj, og de bragte desuden snitmønstre, så man selv kunne sy noget der lignede, hvis man ikke havde råd eller hvis man boede udenfor de store bycentre. 

Udviklingen i moden skal ses i tæt sammenhæng med industrisamfundets udvikling, der nu var nået til en tilstand, hvor alle blev involverede i dets arbejdsformer og hvor masseproducerede varer kom til at dominere deres forbrug. Som det var tilfældet med andre forbrugsgoder, sikrede den industrielle fremstilling en høj grad af ensartethed i modeudviklingen, ikke blot inden for landets grænser, men over hele den vestlige verden. Det gav også konkurrence imellem producenterne og dermed kamp om forbrugernes gunst. Moden blev en vigtig og meget dynamisk konkurrenceparameter, og konkurrencen fandt sted på trods af skiftende konjunkturer.

Masseproduktionen sikrede også en stigende købekraft, som gjorde, at flere kunne få råd til at være modebevidste. Det forbrugsdominerede samfund, som vi kender i dag, var stærkt på vej.