Uden for bykvartererne lå en række slumråder kaldet shantytowns, hvor der i 1930 boede cirka 150.000 mennesker. Her kom de kinesere der lige var kommet til byen fra det indre Kina, hvor der var stor hungersnød eller krig. Flygtningene kom som regel ind på en lille husbåd. Den trak de så op på bredden af en af de mange små åer, og så boede de der indtil båden rådnede op. Bagefter prøvede de at lave en lille hytte af strå fyldt ud med mudder, der tørrede. Hytten var så lille at familiens medlemmer lige akkurat kunne ligge i den. Måske forsøgte de også at vende resterne af båden på højkant, så den kunne bruges som en slags skærm. Hvis man hørte til dem i slumkvarteret der klarede sig nogenlunde kunne man få en lidt større hytte, som man også kunne sidde op i. Og hvis nogen i familien ligefrem fik rigtigt arbejde på en fabrik kunne man måske være så heldig at man kunne flytte ud af slumkvarteret. Men det skete ikke for ret mange. Mange tilflyttere kunne ikke engang tale Shanghaisproget, og kineserne fra Shanghai kunne ikke forstå tilflyttere.

Der findes beskrivelser af, hvordan stråhytterne brød sammen eller blev oversvømmet når det regnede. Når det skete forsøgte forældrene at lægge de mindste børn op på et eller andet, men de øvrige måtte stå i mudder på måske en halv meter, indtil regnen havde lagt sig og mudderet igen stivnede.

I slumkvartererne var der ingen kloaksystem eller anden rørlægning, så indbyggerne måtte skide og tisse mellem hytterne. Vand måtte indbyggerne enten tage fra de stærkt forurenede åløb eller hente udenfor slumbyerne, og så skulle de betale for dem.

Hvis de voksne mænd i slumkvartererne fik arbejde var det næsten altid som kulier. En kuli er en arbejdsmand. Nogle af de voksne kvinder kunne være heldige at få arbejde på en fabrik. Men de fleste voksne måtte prøve at tjene penge ved at tigge og ved at finde mad og brugbare sager mellem andres affald. Det samme måtte børnene fra de var helt små.

Folk i slumkvartererne levede på eller under eksistensminimum. Dødeligheden var meget høj. Langt de fleste børn døde i en meget tidlig alder, og de voksne blev sjældent ret gamle.

En 5-årig tiggerdreng som den danske eventyrer Ole Krarup Nielsen fotograferede i 1927. Fattige måtte arbejde hårdt for føden fra de kunne gå. Mange af dem døde af sult eller overanstrengelse.