SHANGHAI-LEKSIKON
Fra en tea dance på Hotel Astor i foråret 1927

Den australske tilflytter Alan Palamountain skrev under pseudonymet Tasman Ile i 1929 romanen Shanghai Nights. Han var da 26 år. Romanen er en ubehjælpsom historie om en tilflyttet amerikaner, der bliver gift med en smuk, men beregnende kinesisk pige. Romanen afspejler den racisme, som var normen i de hvide kredse i Shanghai. Den tager sin begyndelse i det tidlige forår 1927 under et teselskab på Hotel Astor. Den engelske journalist James Endsley sidder her sammen med sin amerikanske kollega Harold Desmeyer og betragter klientellet. Desmeyer får øje noget, han ikke tidligere var vant til at se:

”Minsandten”, udbrød han forbavset, ”hvor længe har sådan noget fundet sted?”, idet han henledte sin kammerats opmærksomhed på et bord ovre på den anden side af det blankpolerede dansegulv.

                      Endsley så derover. Siddende ved bordet så han en udenlandsk pige, som han antog for at være en landsmandinde, en ung shippingmand, han kendte - af omtale - som en ud af hundrede tilsvarende unge mænd fra byen i netop den alder, der sandsynligvis ville lede ham i vanskeligheder af såvel moralsk som finansiel karakter i det fjerne østen, og et ungt kinesisk par.

                      Af de sidstnævnte var kun den unge kvinde i sit nationaltøj. det vil sige, så meget af det, som de unge kinesiske kvinder anser for at være tilstrækkeligt for at kunne opretholde forbindelsen til sine slægtninge og alligevel tillade hende at søge selskab med de flotte unge vestlige mænd, der vil indføre hende i mysterierne og - for hende - udlændingenes fascinerende stier.

                      Den unge kvinde, som Endsleys øjne hvilede på, var af typen, der hastigt er i færd med at hugge en niche ud for sig selv i denne Østens Paris’ foranderlige sociale landskab. Hun var, Endsley bemærkede, blot en ud af tusinder, hvis liv er blevet dybtgående påvirket af kontakten med europæere og amerikanere, og som det nemt kunne ses på hendes ugenerte opførsel og cigaretten mellem hendes purpurrøde læber, havde hun allerede taget adskillige skridt op af byens ”sociale” stige.

                      Hun talte hurtigt på engelsk til sin ledsager, hendes cigaret pointerede hendes bemærkninger, mens røgen snoede sig opad over hendes smart-livlige ansigt i tågede spiraler - røgelse til Modernismens Gudinde.

                      ”Nå det”, sagde Endsley til sidst, ”er ved at blive et almindeligt syn for tiden. Det er temmelig nemt at se, at du har forsømt dine studier, Steve. Hvis dette forbavser dig, du gamle, trænger du vist til at komme med mig en nat og blive uddannet. Jeg siger dig, denne by er ved at miste sin værdi for os udlændinge. På grund af alle disse studenter der vender hjem og vil rive deres små ’mandeløjne’ ud for en gang jazz og får det lokale talent til at trække sine præmiepåfugle frem foran musen Terpsichore for ikke at blive overvundet, vil vi blive mast direkte ud af dansegulvet, før vi ved af det. Der er så mange af disse slyngler, at selv hvis dillen kun skulle påvirke en halv procent af befolkningen i denne her by, vil vi få så mange til at mase sig rundt om os, at vi ikke vil være i stand til at finde vore egne venner.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 Blandt røvere og tigre i Yunnan
Fra vor rejsekorrespondent Sophie Jensen har vi modtaget et nyt brev, denne gang en dramatisk beretning fra hendes tur op i Yunnans røver- og tigerbefængte bjerge.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

En togtur fyldt med strabadser

I Haiphong fik vi pludselig meddelelse om, at banen gik igennem hertil, men at der stadig var steder, man måtte passere gående på en 4-5 km, et sted kun på ca. 2 km. Desværre måtte vore kufferter ikke veje mere end 40 kg for at coolierne kunne bære dem, så jeg fik jo ordentlig travlt med at pakke om, og en del måtte vi desværre lade stå. Turen hertil er meget trættende, men aldeles pragtfuld. Vi måtte op allerede 4½ i Haiphong, da toget går kl. 6. Den første del af turen er temmelig kedelig, det er rismarker og rismarker igen så langt, man kan se, men hen på eftermiddagen kommer man allerede lidt højere op og kommer ind i junglen, aldeles dejlig jungle, palmer, bananer (med masser af frugt der aldrig bliver plukket) og den smukke graciøse bambus, samt et virvar af andre store træer og slyngplanter, især ved kløfterne og floden var der meget smukt, men trættende er det, man synes, man må se det hele, og varmt er det, og desforuden er banen dårlig og går hele tiden i siksak for at kravle op, den skal jo nå herop - 7500 fod på de 3 dage, og så ryster den, så man bliver helt søsyg.

Om aftenen ved ca. 9 tiden kom vi til Laukai mægtig trætte, så vi skyndte os at få noget at spise og komme i seng. Der traf vi amerikaneren, som Frederik skal afløse, og vi blev meget skuffede ved gennem ham at høre, at vi alligevel ikke skulle til Talifu, som bestemmelsen var fra Peking (manden i Talifu ville vente med sin ferie til foråret), men at vi i stedet skal afløse denne her Fergusson. Dette er imidlertid slet ikke morsomt, der er tale om to steder, det ene er ca 4 dage herfra i bærestol, men der findes intet hus, så børnene og jeg kan umuligt tage med. Det andet sted, der er tale om, er ca 18 dage herfra, der er et nogenlunde godt hus, men meget varmt og temmelig usundt, og så er der så smækfyldt med røvere derude, at man skal have flere hundrede soldater med herfra, og desuden er turen meget vanskelig op og ned ad høje bjerge. I kan se, at det ikke er sådan lige at løbe til. Foreløbig er der telegraferet om disse ting fra Peking, og vi venter på svar.

Vanskeligt men smukt

Nå, jeg kom hel fra turen hertil, i Laukai måtte vi igen op 4½ for at nå tog, og så begyndte i virkeligheden den rigtige stigning. Det er aldeles vidunderligt, at der i det hele taget kan anlægges bane i så vilde bjerge, men i den rigtig stærke regntid skylles da også ofte både broen og hele banelinien bort. Havde jeg vidst, at de steder vi skulle passere, var så vanskelige, havde jeg måske næppe turdet det med børnene, der var nemlg kun ganske smalt, ca 1½ alen bredt, hvor vi kunne gå, og så en dyb kløft ned på den anden side, over meget dårlige broer og mørke tuneller, så I kan tro, jeg var glad da jeg igen sad i toget, men når jeg undtager det, er turen hertil, som jeg allerede har fortalt, aldeles pragtfuld.

 

Yunnan er, som det fremgår af billedet, et meget tilbagestående område af Kina.

 

Et liv med afsavn

Her har vi det heldigvis udmærket, vi er i regntiden nu, men kan dog næsten altid komme ud en tur både morgen og eftermiddag (hvilket er meget nødvendigt da her ikke findes en luxus som WC). Familien her rejser vist til Shanghai om nogle måneder, den nye President i Yunnanfu vil ”låne” for mange penge af dem. Vi har så småt tænkt på at købe en af deres slavepiger, de har to her, der skal sælges for 50 dollar pr. stk. Amaherne her er aldeles umulige, og jeg savner meget min gamle kone fra Peking, men på den anden side synes man, at man har mere ansvar om for en slavepige, hun skal gerne giftes osv.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right