Den danske kvinde Sophie Jensen sendte mange breve hjem til sin familie, mens hun rejste rundt i Kina. Her er hun i Kinas sydvestligste provins Yunnan. De tilstande hun beskriver, ændrede sig ikke væsentlig førend provinsen kom ind under Chiang Kaisheks centralstyre i slutningen af 1930’erne.

Yuan-yung Tsing 23. november 1922

(...)

For tre uger siden tog vi fra Alauching her til. Herfra kan man nemlig tage til Yunnanfu på 4 dage, dersom vejret er godt, rigtignok er den første dagsrejse herfra umådelig lang og trættende, men det er dog bedre, da man så undgår en ækel kro. Her blev jeg så en uges tid for at få ting ordnet for Frederik og børnene, så at det hele ville være så nemt som muligt når jeg var borte.

Jeg tog allerede herfra den 8nde lige ved daggry, det var egentlig gode nogle dage før, jeg havde bestemt det, men nogle collectorer fra Saltet skulle rejse, og det er altid rart at have selskab.

Så drog vi altså af med 40 soldater og et rejseselskab på guderne må vide hvor mange, alle mullige havde nemlig sluttet sig til os med soldaterne. Vejret var desværre dårligt, småregn hele tiden, så vejen var endnu mere umulig end den plejer, og coolier og soldater drattede efter hinanden, så det var et stolt syn da vi drog ind i Yunnanfu, snavsede og udasede. Jeg sov ikke meget på turen, der var masser af rygter om røvere, som her regerer og plyndrer værre end nogen sinde.

Så er kroerne et rent mareridt, og op skal man før 5, så at man kan være klædt på, have smurt sin mad for dagen og spist frokost, før soldaterne ”blæser ud”, så går det hele nemlig i en ruf, sengetøj og seng, vandfad og bord og et ”møbel”, hver ting bliver hentet af den coolie der skal bære det, bliver pakket op og inden man ser sig om er man på tur igen.

Nå, jeg kom altså godt til Yunnanfu uden at se røverne. Jeg kom der lørdag aften, søndag blev soldaterne - det var alle Salt soldater herfra - betalt af, de skulle gå tilbage mandag morgen.