Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.