SHANGHAI-LEKSIKON
Fra et besøg på en silkefabrik

Den kvindelige kinesiske forfatter Han Suyin beretter i sin selvbiografiske En dødelig blomst fra 1966 om et besøg på en silkefabrik i Shanghai, som hun foretog i 1934 sammen med sin belgiske velgører Jacques Hers. Her følger hendes beskrivelse af besøget og hendes overvejelser over tidens børnearbejde:

 

"Gå ud og se på livet", sagde Hers. "Når du begraver dig på dit universitet, tror du, at alt kan gennemføres med slagord. Du vil få at se, at kineserne behandler deres landsmænd værre, end europæerne gør det."

En lille rotteagtig mand med briller tog mig med hen til en silkefabrik i Chapei eller Yangtsepoo, et godt stykke borte fra det internationale settlement. Kvarteret var ubeskriveligt elendigt, et slumkvarter af faldefærdige hytter og stinkende, ubrolagte smalle gyder. En ladeagtig bygning med en lille gårdsplads foran var fabrikken. Indenfor stod der store beholdere med kogende vand og ovne, og børn, der så ud som seksårige, men som den rotteagtige mand fortalte mig alle sammen var fjorten, stod rundt om beholderne. Det var mig næsten umuligt at se, hvad de stod og lavede gennem dampen, der steg tæt op fra beholderne, og der var kvælende varmt herinde. Men så så jeg, at de stod og stak silkekokoner, der var bundet sammen i bundter og indpakket i fine væv af gaze, ned i beholderne. Børnenes øjne var besynderlige, de var helt røde af øjensyge, og deres arme var dækkede af brandsår efter skoldninger af det kogende vand, og de arbejdede næsten nøgne; temperaturen udenfor var nok nogle og tredive grader, indenfor må den have været mindst fyrre. Der lugtede så forfærdeligt, at jeg ikke kunne holde det ud, men der var heller ingen, der ønskede, at jeg skulle blive her ret længe. "Det er flygtninge... Vi giver dem arbejde, ellers ville de dø af sult..." Den rotteagtige mand fortalte mig, hvor rørende det var af hans chef at give disse børn arbejde, disse et hundrede og tyve børn. Vi gik hurtigt ud igen. Direktørens vogn stod og ventede uden for muddergyderne, da disse var ganske ufarbare for køretøjer. Hers havde bedt direktøren for denne fabrik om at arrangere dette instruktive besøg for mig, og i hans vogn suste jeg bort igen, tilbage til civilisationen i den franske koncession... "Nu har du altså set kernen i problemet," sagde Hers. "Der er alt for mange mennesker i Kina." Senere fandt jeg ud af, at silkefabrikken tilhørte en japansk koncern.

Hungersnøden, oversvømmelserne, borgerkrigene drev bølge efter bølge af børn med deres forældre ind over byen. Og der blev børnene solgt af deres forældre, eller lejet ud som daglejere, som man havde gjort det i England før i tiden. Fabrikkerne nægtede at ansætte mænd, de tog kun kvinder og børn. Børnene blev købt i flygtningelejrene eller på børnehjemmene. I overfyldte loftsrum, i faldefærdige lader som denne silkefabrik blev de sat til at arbejde, tolv, fjorten timer om dagen, og der var ikke noget, der hed søndagsfrihed, de lavede pærer til lommelygter til varehusene, de sov under stansemaskinerne; to gange om dagen fik de en lille skål grød, og de døde af beriberi, opsvulmede og med væskende sår, i løbet af fire måneder.

Mange år senere mødte jeg Rewi Alley, som engang havde været inspektør ved fabrikkerne i Shanghai. Fra 1927 til 1938 arbejdede Rewi i Shanghai og sloges med fabriksejerne og gjorde, hvad han kunne for at mildne de forfærdende forhold, arbejderne levede under.

"Aldrig skal jeg glemme denne ukuelige munterhed hos disse døende børn i akkumulatorfabrikkerne... Hvor jeg foretog urinundersøgelser på dem... Ordet barn blev brugt på dem under tolv. Over tolv år blev de benævnt som lærlinge, indtil de var atten. Lærlingene blev betalt med den samme løn som børnene..."

"Udlændingene sagde altid: "Det må den kinesiske administration tage sig af!" Og kineserne kunne intetsomhelst gøre, selvom de havde ønsket det - hvad de ikke gjorde - fordi over halvfjerds procent af fabrikkerne ejedes af Japan eller England.

"Formændene i tekstilfabrikkerne var bevæbnet med geværer og piske. Pigerne, der for det meste kom fra landet, blev bragt ind til byen i grupper på tredive, arbejdede fjorten timer i døgnet og sov på gulvet i loftsrummene. De kønneste af dem blev solgt til bordellerne." Rewi så mangen en lille pige arbejde med et barn bundet på ryggen og et andet barn bundet til benet, for der var ikke noget sted, hvor moderen kunne anbringe børnene, mens de arbejdede.

Silkefabrikkerne i Shanghai havde lange rækker af børn - hvoraf mange ikke var mere end otte år gamle - stående tolv timer om dagen over kogende beholdere med kokoner; de stod med opsvulmede røde fingre, og mange af dem græd efter at have fået pisk af formanden, som travede op og ned bag ved dem med et stykke ståltråd i hånden, som han brugte som pisk. Hvis de ikke dyppede kokonerne omhyggeligt nok, fik de til straf deres arme skoldede i det kogende vand.

"Jamen, det har vi altsammen været igennem, vi også, vi var det hele igennem i England i det nittende århundrede," sagde en englænder affejende, da jeg fortalte ham om mit grufulde besøg. "Og se på den britiske arbejder i dag. Altid strejker han! De stakkels mennesker ville jo bare dø af sult, hvis vi ikke gav dem arbejde." Dette var ren filantropi.

Af tekstilfabrikkerne i Shanghai var 77 procent udenlandsk ejede, 23 procent kinesiske. Kvinder og børn udgjorde 85 procent af arbejderne, månedslønnen var femten sølvdollars for en mand, tretten for en kvinde, otte for et barn under tolv, alle arbejdede tolv til fjorten timer i døgnet i syv dage om ugen. Selvom regeringen havde udstedt arbejdslove i 1931, blev de aldrig bragt ud i virkeligheden. Og alt dette fortsatte lige op til 1949.

Under disse betingelser blev den investerede kapital forrentet i løbet af to år, og derefter var resten ren profit. Gennemsnitslevetiden i Kina var i 1935 otteogtyve år, i fabrikkerne i Shanghai langt lavere. Her herskede der ingen Nyt Liv-bevægelser, her var ingen kyskhed mulig. Fabrikspigerne måtte hengive sig til formændene, og alfonserne gik ud og ind på fabrikkerne.

Fra Han Suyin: En dødelig blomst. Martins Forlag 1968, s236-39. Oversat fra engelsk: A Mortal Flower, N. Y.: Putnam 1966.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 På Astor House bader vi i springvandet
Til trods for at Astor House desværre har åbnet for kinesere, ser Shanghai Moderns udsendte ingen grund til at så tvivl om, at hotellet er verdens bedste gå-i-byen sted
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Stjerner: ****

Selvom større hoteller er kommet til i det seneste år, og selvom de kinesiske banditters kugler endte i facaden under kampene her den 21. marts, holder Astor House stadig standarden overfor alle andre. Det manglede også bare. Byens gamle, fine hotel har trods alt huset berømtheder som Albert Einstein og Charlie Chaplin, og hvis de skal fortsætte med at komme til Shanghai, skal vi have et sted som Astor House.

Tea party i top

Deres udsendte fra Shanghai Modern var til tea party på hotellet. Det var som sædvanlig en uforglemmelig oplevelse. Jazzkongen Paul Whiteman og hans orkester var virkelig veloplagte - især hittet Birth of the Blues fik folk ud på dansegulvet. Og selvom den efterhånden er fire år gammel, bliver den skinnende grønne og blå påfuglebue rundt om scenen ved at imponere. Når den roterer, lyner den i lampernes skær, så de indlagte sten laver skinnende pletter i alle regnbuens farver på det blanke gulv og i de dansendes tøj.

Kølende bassiner

Der har været klaget over, at den manglende air condition gør rummet for varmt. Det er Deres udsende ikke enig i. De store loftsvifter og springvandene køler så rigeligt af, og man kommer jo ikke uden om, at det også er et muntert indslag om aftenen, når nogen af dem, der har fået nok af de våde varer, tager sig en dukkert i bassinerne.

Kineserproblemet

Når Astor House alligevel må undvære den femte stjerne, skyldes det hverken interiør eller betjening. Nej, det skyldes den kedelige udvikling, som Astor selv har været foregangsmand for, med at lukke kinesere ind som andet end tjenere. Det ser ikke godt ud med unge kineserpar, ja endda unge piger uden mandlige ledsagere, som slår smut med øjnene til højre og venstre og i det hele taget bringer dårlig smag og misforstået ligemageri ind i dette gamle, hæderkronede etablissement.

Deres udsendte tog dette billede af Påfuglesalen, lige inden dagens tea party begyndte kl. 17.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right