Den australske tilflytter Alan Palamountain skrev under pseudonymet Tasman Ile i 1929 romanen Shanghai Nights. Han var da 26 år. Romanen er en ubehjælpsom historie om en tilflyttet amerikaner, der bliver gift med en smuk, men beregnende kinesisk pige. Romanen afspejler den racisme, som var normen i de hvide kredse i Shanghai. Den tager sin begyndelse i det tidlige forår 1927 under et teselskab på Hotel Astor. Den engelske journalist James Endsley sidder her sammen med sin amerikanske kollega Harold Desmeyer og betragter klientellet. Desmeyer får øje noget, han ikke tidligere var vant til at se:

”Minsandten”, udbrød han forbavset, ”hvor længe har sådan noget fundet sted?”, idet han henledte sin kammerats opmærksomhed på et bord ovre på den anden side af det blankpolerede dansegulv.

                      Endsley så derover. Siddende ved bordet så han en udenlandsk pige, som han antog for at være en landsmandinde, en ung shippingmand, han kendte - af omtale - som en ud af hundrede tilsvarende unge mænd fra byen i netop den alder, der sandsynligvis ville lede ham i vanskeligheder af såvel moralsk som finansiel karakter i det fjerne østen, og et ungt kinesisk par.

                      Af de sidstnævnte var kun den unge kvinde i sit nationaltøj. det vil sige, så meget af det, som de unge kinesiske kvinder anser for at være tilstrækkeligt for at kunne opretholde forbindelsen til sine slægtninge og alligevel tillade hende at søge selskab med de flotte unge vestlige mænd, der vil indføre hende i mysterierne og - for hende - udlændingenes fascinerende stier.

                      Den unge kvinde, som Endsleys øjne hvilede på, var af typen, der hastigt er i færd med at hugge en niche ud for sig selv i denne Østens Paris’ foranderlige sociale landskab. Hun var, Endsley bemærkede, blot en ud af tusinder, hvis liv er blevet dybtgående påvirket af kontakten med europæere og amerikanere, og som det nemt kunne ses på hendes ugenerte opførsel og cigaretten mellem hendes purpurrøde læber, havde hun allerede taget adskillige skridt op af byens ”sociale” stige.

                      Hun talte hurtigt på engelsk til sin ledsager, hendes cigaret pointerede hendes bemærkninger, mens røgen snoede sig opad over hendes smart-livlige ansigt i tågede spiraler - røgelse til Modernismens Gudinde.

                      ”Nå det”, sagde Endsley til sidst, ”er ved at blive et almindeligt syn for tiden. Det er temmelig nemt at se, at du har forsømt dine studier, Steve. Hvis dette forbavser dig, du gamle, trænger du vist til at komme med mig en nat og blive uddannet. Jeg siger dig, denne by er ved at miste sin værdi for os udlændinge. På grund af alle disse studenter der vender hjem og vil rive deres små ’mandeløjne’ ud for en gang jazz og får det lokale talent til at trække sine præmiepåfugle frem foran musen Terpsichore for ikke at blive overvundet, vil vi blive mast direkte ud af dansegulvet, før vi ved af det. Der er så mange af disse slyngler, at selv hvis dillen kun skulle påvirke en halv procent af befolkningen i denne her by, vil vi få så mange til at mase sig rundt om os, at vi ikke vil være i stand til at finde vore egne venner.