Jazzmusikken vandt indpas i Shanghai i 1919, da 1. verdenskrig var slut. Aviserne beskrev det som en ”dansesyge”, og de vidste ikke helt, om de skulle synes om den. I hvert fald var der enighed om, at der nok kun var tale om en kortvarig modedille. Men det var der ikke. Tværtimod blev Shanghai en stor jazzby 1920’erne igennem, og selvom Kinas diktator efter 1927 Chiang Kai-shek forsøgte at forbyde jazz (han brød sig ikke om noget der kom fra Vesten), fortsatte den i Shanghai helt til japanerne besatte byen i 1937. Chiangs nære allierede, gangsterkongen Du Yue Sheng, elskede nemlg jazz og finansierede selv en del af orkestrene i 1930’erne.

Jazzen var dansemusik og lød meget forskellig fra det, vi i dag kender som jazz. Den blev spillet i byens balsale, hvoraf nogle efterhånden blev så store, at de kunne rumme flere tusinde menneske på en gang. Både hvide og kinesere kastede sig med stor lyst ud i dansen, og jazzstederne blev et af de steder, hvor den ellers så stive raceadskillelse gik noget i opløsning.

Blandt strømmen af prominente amerikanske jazzmusikere, som gæstede den rige by Shanghai, var Paul Whiteman og hans orkster. Paul Whiteman var blandt 1920’ernes allerstørste jazznavne og bar med rette tilnavnet ”King of Jazz”. Både i foråret 1926 og foråret 1927 optrådte Paul Whiteman’s Orchestra på Astor House Hotel i Shanghai.

Nogle jazzmusikere kom til Shanghai og blev hængende. Det gælder for eksempel Whitey Smith. Hans fødenavn var Sven Eric Schmidt, han blev født i Vejle i 1897. I 1904 emigrerede han med sine forældre til USA og kom til San Francisco, hvor han blev jazzmusiker allerede som teenager. Ved et tilfælde fik han et engagement i Shanghai i 1922, og der gik det ham så godt, at han blev der indtil 1930. Højdepunktet var sikkert, at han spillede til diktatoren Chiang Kai-sheks bryllup med Soong Mei-ling den 1. december 1927.

Whitey Smiths orkester i 1924. Sådan så et hvidt jazzband ud.