SHANGHAI-LEKSIKON
Daoisme

Daoisme er en organiseret religion af kinesisk oprindelse, der har eksisteret i mere end 2000 år. Den har med tiden udviklet sig og er udbredt i flere lande i verden. Der har været debat om, hvorvidt Daoismen kan kaldes en religion, men der er flere eksempler på, at daoismen er blevet praktiseret på samme måde som andre kinesiske religioner.

Flere praktiserende daoister anser den kinesiske filosof Laozi som grundlægger af Daoismen, og de anvender Laozis værk Dào Dé Jing som guide til at leve et liv i overensstemmelse med Dao. Dette er akademiske eksperter ikke enige i, de mener derimod, at daoismen er en religion uden grundlægger og uden et helligt skrift.

Vigtige begreber og praksis i daoisme

Dao betyder ”vejen” og er det bærende princip for at opnå balance og harmoni mellem naturen og mennesket. Dao er en underlæggende puls i alt. Det er en kraft, der omgiver alting. Balance og harmoni er vigtigt i Daoismen og derfor bærer Yin og Yang også en stor betydning. Yin og Yang er betegnelsen for to kræfter, der komplementerer hinanden og skaber harmoni.

I den klassiske kinesiske tankegang har der været en idé om, at man ved hjælp af alkymi kan finde kilden til evigt liv. Ud fra denne udødelighedstanke har der udviklet sig en kropskultur, hvor man kan kultivere sin Qi (Udtales Chi), som er en universal og altgennemstrømmende livskraft. Meditation, Tai Chi og sund kost er elementer, der kan bruges til at kultivere Qi. Særligt indenfor den senenere klosterdaoisme, Quanzhen, dyrker og kultiverer man Qi.

Guder i daoismen

Daoisme er en religion med mange guder. Der er både guder og udødelige med gudestatus, som hver især er ansvarlig for sit. Fælles for dem er, at de på den ene eller den anden måde er manifestationer af Dao.

Til videre læsning:

Klaus Bo Nielsen: Kinesisk religion og livsanskuelse- fra arkaisk til moderne tid, Aarhus Universitetsforlag 2012.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Keder De Dem om søndagen, så se de indfødtes kultur helt tæt på.
Lunghwa Templet er velbesøgt, det er gyldent og det er buddhistisk. Luften er tyk af røg fra de røgelsespinde, kineserne bruger i bøn til deres hedenske guder. Jeg står inde i midten af Lunghwa Templet, omkring mig vimser små kinesere rundt fra tempelbygning til tempelbygning, kun afbrudt af korte ophold, der bruges til bøn.

Tusinde Buddhaer, mangearmede kvinder og andre hedenske guder.

Fordi templet er kinesisk buddhistisk, er der mange forskellige buddhastatuer i templets bygninger. Allerede ved templets indgang møder man den første store statue. Det er en stor, forgyldt statue af en fed buddha, som i folkemunde kaldes en Grinende Buddha. Foran denne statue er der mulighed for at ofre fødevarer til buddhaen, hvilket gøres i stor stil. Inde i tempelgården er der flere forskellige bygninger, og i hver af disse bygninger finder man eksempler på kinesernes farverige og forgyldte religion. Jeg var især betaget af rummet med de tusinde buddhaer. Som navnet antyder, er dette rum fyldt med tusind små, forgyldte buddhafigurer, som står placeret rundt langs væggene. Yderligere fandt jeg en stor gylden statue med mange arme. Meget spændende.

Det er ikke kun Buddha der tilbedes i den kinesiske buddhisme, der er også andre forskellige hedenske guddomme repræsenteret i templet. Disse er sjældent lige så forgyldte, men de er yderst farverige og også meget vigtige for kinesernes hverdagsreligion.

Shanghais templer, offentlige henrettelser og de mange kinesere.

Lunghwa Templet er ikke det eneste tempel i Shanghai. Der er flere både buddhistiske, daoistiske og kongfuzianske templer i byen, men vælger De at besøge Lunghwa Templet, er der mulighed for at De og Deres familie tillige kan overvære en offentlig henrettelse af kinesiske kommunister, da templet i disse måneder også bruges til dette formål. Her skal De dog være opmærksomme på, at der er mange kinesere, som følger Deres mindste bevægelse. For at modvirke dette, kan det være en fordel at De medbringer Deres boy og børnenes Amah, da dette kan tænkes at lette Deres omgang med de mange kinesere.

Vi lever altså i det 20. århundrede

Skønt Lunghwa Templets mange buddhistiske figurer er farverige og interessante, kan Shanghai Moderns rapporter ikke lade være at undre sig over, hvordan størstedelen af kineserne i 1927 så stædigt kan fastholde en tro på de mange hedenske guder og dagligt tilbede en gylden statue med mange arme. Vi lever faktisk i det 20. århundrede. Dette til trods - eller måske netop derfor - vil denne rapporter mene, at Lunghwa Templet er et besøg værd, særligt hvis De er interesserede i den kinesiske kultur.

Selvom det er søndag, behøver De ikke at kede Dem. Tag på søndagsudflugt til Lunghwa Templet og oplev kinesernes religion i autentiske omgivelser.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right