SHANGHAI-LEKSIKON
Fra en tea dance på Hotel Astor i foråret 1927

Den australske tilflytter Alan Palamountain skrev under pseudonymet Tasman Ile i 1929 romanen Shanghai Nights. Han var da 26 år. Romanen er en ubehjælpsom historie om en tilflyttet amerikaner, der bliver gift med en smuk, men beregnende kinesisk pige. Romanen afspejler den racisme, som var normen i de hvide kredse i Shanghai. Den tager sin begyndelse i det tidlige forår 1927 under et teselskab på Hotel Astor. Den engelske journalist James Endsley sidder her sammen med sin amerikanske kollega Harold Desmeyer og betragter klientellet. Desmeyer får øje noget, han ikke tidligere var vant til at se:

”Minsandten”, udbrød han forbavset, ”hvor længe har sådan noget fundet sted?”, idet han henledte sin kammerats opmærksomhed på et bord ovre på den anden side af det blankpolerede dansegulv.

                      Endsley så derover. Siddende ved bordet så han en udenlandsk pige, som han antog for at være en landsmandinde, en ung shippingmand, han kendte - af omtale - som en ud af hundrede tilsvarende unge mænd fra byen i netop den alder, der sandsynligvis ville lede ham i vanskeligheder af såvel moralsk som finansiel karakter i det fjerne østen, og et ungt kinesisk par.

                      Af de sidstnævnte var kun den unge kvinde i sit nationaltøj. det vil sige, så meget af det, som de unge kinesiske kvinder anser for at være tilstrækkeligt for at kunne opretholde forbindelsen til sine slægtninge og alligevel tillade hende at søge selskab med de flotte unge vestlige mænd, der vil indføre hende i mysterierne og - for hende - udlændingenes fascinerende stier.

                      Den unge kvinde, som Endsleys øjne hvilede på, var af typen, der hastigt er i færd med at hugge en niche ud for sig selv i denne Østens Paris’ foranderlige sociale landskab. Hun var, Endsley bemærkede, blot en ud af tusinder, hvis liv er blevet dybtgående påvirket af kontakten med europæere og amerikanere, og som det nemt kunne ses på hendes ugenerte opførsel og cigaretten mellem hendes purpurrøde læber, havde hun allerede taget adskillige skridt op af byens ”sociale” stige.

                      Hun talte hurtigt på engelsk til sin ledsager, hendes cigaret pointerede hendes bemærkninger, mens røgen snoede sig opad over hendes smart-livlige ansigt i tågede spiraler - røgelse til Modernismens Gudinde.

                      ”Nå det”, sagde Endsley til sidst, ”er ved at blive et almindeligt syn for tiden. Det er temmelig nemt at se, at du har forsømt dine studier, Steve. Hvis dette forbavser dig, du gamle, trænger du vist til at komme med mig en nat og blive uddannet. Jeg siger dig, denne by er ved at miste sin værdi for os udlændinge. På grund af alle disse studenter der vender hjem og vil rive deres små ’mandeløjne’ ud for en gang jazz og får det lokale talent til at trække sine præmiepåfugle frem foran musen Terpsichore for ikke at blive overvundet, vil vi blive mast direkte ud af dansegulvet, før vi ved af det. Der er så mange af disse slyngler, at selv hvis dillen kun skulle påvirke en halv procent af befolkningen i denne her by, vil vi få så mange til at mase sig rundt om os, at vi ikke vil være i stand til at finde vore egne venner.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


På Astor House bader vi i springvandet
Til trods for at Astor House desværre har åbnet for kinesere, ser Shanghai Moderns udsendte ingen grund til at så tvivl om, at hotellet er verdens bedste gå-i-byen sted

Stjerner: ****

Selvom større hoteller er kommet til i det seneste år, og selvom de kinesiske banditters kugler endte i facaden under kampene her den 21. marts, holder Astor House stadig standarden overfor alle andre. Det manglede også bare. Byens gamle, fine hotel har trods alt huset berømtheder som Albert Einstein og Charlie Chaplin, og hvis de skal fortsætte med at komme til Shanghai, skal vi have et sted som Astor House.

Tea party i top

Deres udsendte fra Shanghai Modern var til tea party på hotellet. Det var som sædvanlig en uforglemmelig oplevelse. Jazzkongen Paul Whiteman og hans orkester var virkelig veloplagte - især hittet Birth of the Blues fik folk ud på dansegulvet. Og selvom den efterhånden er fire år gammel, bliver den skinnende grønne og blå påfuglebue rundt om scenen ved at imponere. Når den roterer, lyner den i lampernes skær, så de indlagte sten laver skinnende pletter i alle regnbuens farver på det blanke gulv og i de dansendes tøj.

Kølende bassiner

Der har været klaget over, at den manglende air condition gør rummet for varmt. Det er Deres udsende ikke enig i. De store loftsvifter og springvandene køler så rigeligt af, og man kommer jo ikke uden om, at det også er et muntert indslag om aftenen, når nogen af dem, der har fået nok af de våde varer, tager sig en dukkert i bassinerne.

Kineserproblemet

Når Astor House alligevel må undvære den femte stjerne, skyldes det hverken interiør eller betjening. Nej, det skyldes den kedelige udvikling, som Astor selv har været foregangsmand for, med at lukke kinesere ind som andet end tjenere. Det ser ikke godt ud med unge kineserpar, ja endda unge piger uden mandlige ledsagere, som slår smut med deres skæve øjne til højre og venstre og i det hele taget bringer dårlig smag og misforstået ligemageri ind i dette gamle, hæderkronede etablissement.

Deres udsendte tog dette billede af Påfuglesalen, lige inden dagens tea party begyndte kl. 17.