Rejsebogsforfatteren Aage Krarup Nielsen var i foråret 1927 på rejse i Kina. I maj rejste han med en rutebåd fra Hongkong til Shanghai, som han fortæller lidt om i sin bog Dragen vaagner, der udkom i Danmark året efter. Aage Krarup Nielsen kom til Shanghai med et skib fra Hongkong, hvor han havde spillet mahjong med en gruppe velstående unge kinesere:

Egentlig havde jeg ikke haft det mindste imod at fortsætte Mahjonspillet videre til Japan og Honolulu, men alle de staalgraa Panserskibe, der fyldte Shanghais Havn, og Pigtraadshegnene og Sandsækkebarrikaderne med Maskingeværer i Gaderne kaldte mig tilbage til Virkeligheden og mindede mig om, at jeg ikke er kommet til Kina for at gøre Afstikkere over Stillehavet, og mens "Taioy Maru" glider videre mod Hawaii's Solskinsøer med de smaa Frøkner Wong, og andre indtager min Plads ved mahjongbordet, ruller jeg ind i Shanghajs travle Myretue; den By, som er den hvide Races sidste sikre Klippe midt i den kinesiske Malstrøm.

Mere end nogensine tidligere er Shanghaj blevet Fæstningståaarnet, hvorfra man aarvaagent spejder ud over Kinas oprørte Millionhav.

I ly af den Mur af Staal, som de fremmede Magter og Byens egne frivillige Korps har bygget omkring Shanghaj mødes de mest bundforskellige Anskuelser om den Politik, der bør føres i Kina.

(...)

Talrige Kinserere smutter ind bag Koncessionernes skærmende Pigtraadshegn og holder sig skjult her. Velhavende Købmænd, som de krigsførende Partier er ude efter for at presse Penge af, eller politiske Flygtninge, der er sikker paa at miste Hovedet, i samme Øjeblik deres Modstandere faar fat paa dem.

Selv den Strøm af russiske Kommunister, som stadig har færdedes mellem Moskva og det revolutionære Hovedkvarter i Hankow, gør uantastet Ophold i Shanghaj eller flygter hertil, naar Jorden inde i Kina begynder at brænde under Fødderne paa dem.

Selv om den normale og legitime Handel har lidt stort Afbræk, under de kaotiske Forhold, og alle Forretningsfolk klager, maa man ikke derfor tro, at Shanghaj for Tiden er en død By. Dels har de Tusinder af fremmede Soldater og Marinere, der er placeret i Byen, bragt Liv i Omsætningen, dels foregaar der mer eller mindre skjult en stor Omsætning med Krigsmateriale til de krigsførende Parter, trods alle Aftaler mellem Magterne om ikke at forsyne Kineserne med disse Ting.

Nye mærkelige Firmaer dukker pludselig op, hvis Ophavsmænd og Forretningers Art er omgivet af Mørke og Mystik. En Skare af Eventyrere og Lykkeriddere er ilet hertil fra alle Egne af Kloden for at fiske i rørt Vande. Der foregaar Indsmugling af Vaaben, Opium, Cocain og Morfin i stor Stil, uden at man derfor for Alvor kommer det til Livs.

Shanghaj har altid været en By, hvor Livet levedes stærkt, og de alvorlige Tider har ikke kastet noget Sørgeflor over Forlystelseslivet, tværtimod. Paa de store Hoteller festes og danses der saa lystigt som nogensinde. Paa Væddeløbsbanerne spilles der stadig for Millioner, og i Natrestauranterne springer Champagnepropperne lige muntert enten Nord- eller Sydpartiet sejrer. En stadig Strøm af unge russerinder danser ind over de blanke Parketgulve til Afløsning for de, der gled videre til Tientsien og Hankow eller gik ud af Dansen.

Det er fremdeles Russerinderne, der præger Byens natlige Forlystelsesliv. Hvert aar gror der en ny Vaar frem fra de forarmede landflygtige Russeres Kvarter, og mange af dem danser før eller senere - af Nød eller af Lyst - ind i Shanghajs Natteliv med dets dyrekøbte Glæder.

Men Nattens Lystighed bringer ikke Dagens Alvor ud af Verden. Thi selvom man nu har ished for, at Kineserbyens ophidsede Pøbelbander ikke faar Lov til en skønne Dag at skylle hærgende og ødelæggende ind over de Fremmedes Kvarterer, er ikke dermed Problemerne løst.

De frygtindgydende Staalmure af Panservogne og Tanks, Flyveeskadrerne, der daglig kredser over Byen, og de brittiske og indiske Regimenter, der ved Paraderne paa de nationale Festdage bringer alle udenlandske Shanghajboeres Hjerter til at banke, fordi de er Billedet paa Orden og Præcision, Styrke og staalhaard Vilje mindt i en truende Uvejrstid - alt dette bringer ikke Svar paa det store og afgørende Spørgsmaal: "Den hvide Mands Fremtid i Kina". Hvor mange Aar vil man hjemme i England have Taalmodighed til at holde denne mægtige Ekspedition i Kina, og hvilken Politik vil Magterne kunne enes om at føre i den kommende Tid? Vil man gribe ind med Fast Haand, eller lade Sagerne gaa deres Gang?

Nationalisterne blev ved deres Indrykning i Shanghaj i Slutningen af Marts hilst med Jubel af den kinesiske befolkning, der trak Vejret lettet over at blive de udisciplinerede Soldaterbander fra Shantung kvit, og haabede paa, at nu skulde der, efter de mange trængsler, endelig komme bedre Tider. men i den Tid der er forløbet, har Nankingregeringen, for at skaffe Penge til sine militære Formaal, ustandselig ladet det regne med nye Skatter og Afgifter, og har ved trusler og Vold plyndret Byens kinesiske Handelsstand i den Grad for Penge, at man nu beder til hellere alligevel at faa Nordpartiet som herskere i Byen. Heller ikke blandt Arbejderne blev Nankingregeringen populær. Da Chiang-Kai-Shek vendte sig mod Kommunisterne, gjorde han kort Proces og henrettede en Mængde af de Arbejderførere, Strejkeledere og røde Agitatorer, der havde domineret Byen, og tog derved Magten fra Fagforeningerne, der alle var kommunistisk prægede.

Fra Aage Krarup Nielsen: Dragen vaagner. Oplevelser fra en rejse gennem Kina. C. A. Reitzels Forlag 1928, s. 45-50.