Første verdenskrig der varede fra 1914-1918 var verdenshistoriens hidtil største militære konflikt. Den stod mellem Storbritannien, Frankrig, Italien, Japan og Rusland, med en russisk exit og en amerikansk entre i 1917, på den ene side, og Tyskland, Østrig-Ungarn og det tyrkiske Osmannerrige på den anden. I sidste ende besejrede Storbritannien, Frankrig og deres allierede Tyskland. Krigen berørte på forskellige måder stort set alle dele af verden, men blev primært udkæmpet i Europa og Mellemøsten.
Kina blev ikke særligt berørt direkte, idet Japans besættelse af den tyske koncession i Qingdao var det eneste slag i Kina. Indirekte blev Kina dog kraftigt berørt af krigen. Selvom flere hundredetusinde kinesere var blevet hyret til forskellige arbejdsopgaver af Storbritannien og Frankrig, var den primære indflydelse på Kina hverken økonomisk eller personlig, men politisk. Japan, der ikke deltog særligt meget i krigen, havde benyttet den som dække for at aftvinge den kinesiske regering forskellige indrømmelser, som øgede Japans økonomisk og politiske stilling i krigen. Dette vakte raseri i den kinesiske befolkning og svækkede alle senere kinesiske regeringer og alle warlords, der forsøgte at samle landet via den officielle regering, idet de blev nødsaget til at anerkende disse indrømmelser. Da fredsaftalen efter første verdenskrig, Versaillestraktaten, i 1920 accepterede Japans krav i Kina, blev vreden samlet i nationalistiske 4. maj-bevægelse. Denne bevægelse førte til både kommunistpartiets dannelse og Guomindangs genopstandelse - det havde været forbudt siden 1912.
Internationalt var det væsentligste udfald for Kina, at krigen førte til en kommunistisk revolution i Rusland i 1917. Denne revolution førte først til en russisk fredsslutning med Tyskland i verdenskrigen og derefter til en borgerkrig med kommunistisk sejr. Dele af borgerkrig blev ført ved Kinas grænser, ligesom den førte til Mongoliets selvstændighed fra Kina. Mange tusinde russere på den tabende side flygtede til Kina og endte som den suverænt lavest-stillede gruppe af hvide i Shanghai. De sejrende kommunister, derimod, støttede oprettelsen af Kinas Kommunistiske Parti og ydede både kommunister og Guomindang militærtræning i årene op til Den Nordlige Kampagne.