Den kvindelige kinesiske forfatter Han Suyin beretter i sin selvbiografiske En dødelig blomst fra 1966 om et besøg på en silkefabrik i Shanghai, som hun foretog i 1934 sammen med sin belgiske velgører Jacques Hers. Her følger hendes beskrivelse af besøget og hendes overvejelser over tidens børnearbejde:

"Gå ud og se på livet", sagde Hers. "Når du begraver dig på dit universitet, tror du, at alt kan gennemføres med slagord. Du vil få at se, at kineserne behandler deres landsmænd værre, end europæerne gør det."

En lille rotteagtig mand med briller tog mig med hen til en silkefabrik i Chapei eller Yangtsepoo, et godt stykke borte fra det internationale settlement. Kvarteret var ubeskriveligt elendigt, et slumkvarter af faldefærdige hytter og stinkende, ubrolagte smalle gyder. En ladeagtig bygning med en lille gårdsplads foran var fabrikken. Indenfor stod der store beholdere med kogende vand og ovne, og børn, der så ud som seksårige, men som den rotteagtige mand fortalte mig alle sammen var fjorten, stod rundt om beholderne. Det var mig næsten umuligt at se, hvad de stod og lavede gennem dampen, der steg tæt op fra beholderne, og der var kvælende varmt herinde. Men så så jeg, at de stod og stak silkekokoner, der var bundet sammen i bundter og indpakket i fine væv af gaze, ned i beholderne. Børnenes øjne var besynderlige, de var helt røde af øjensyge, og deres arme var dækkede af brandsår efter skoldninger af det kogende vand, og de arbejdede næsten nøgne; temperaturen udenfor var nok nogle og tredive grader, indenfor må den have været mindst fyrre. Der lugtede så forfærdeligt, at jeg ikke kunne holde det ud, men der var heller ingen, der ønskede, at jeg skulle blive her ret længe. "Det er flygtninge... Vi giver dem arbejde, ellers ville de dø af sult..." Den rotteagtige mand fortalte mig, hvor rørende det var af hans chef at give disse børn arbejde, disse et hundrede og tyve børn. Vi gik hurtigt ud igen. Direktørens vogn stod og ventede uden for muddergyderne, da disse var ganske ufarbare for køretøjer. Hers havde bedt direktøren for denne fabrik om at arrangere dette instruktive besøg for mig, og i hans vogn suste jeg bort igen, tilbage til civilisationen i den franske koncession... "Nu har du altså set kernen i problemet," sagde Hers. "Der er alt for mange mennesker i Kina." Senere fandt jeg ud af, at silkefabrikken tilhørte en japansk koncern.

Hungersnøden, oversvømmelserne, borgerkrigene drev bølge efter bølge af børn med deres forældre ind over byen. Og der blev børnene solgt af deres forældre, eller lejet ud som daglejere, som man havde gjort det i England før i tiden. Fabrikkerne nægtede at ansætte mænd, de tog kun kvinder og børn. Børnene blev købt i flygtningelejrene eller på børnehjemmene. I overfyldte loftsrum, i faldefærdige lader som denne silkefabrik blev de sat til at arbejde, tolv, fjorten timer om dagen, og der var ikke noget, der hed søndagsfrihed, de lavede pærer til lommelygter til varehusene, de sov under stansemaskinerne; to gange om dagen fik de en lille skål grød, og de døde af beriberi, opsvulmede og med væskende sår, i løbet af fire måneder.

Mange år senere mødte jeg Rewi Alley, som engang havde været inspektør ved fabrikkerne i Shanghai. Fra 1927 til 1938 arbejdede Rewi i Shanghai og sloges med fabriksejerne og gjorde, hvad han kunne for at mildne de forfærdende forhold, arbejderne levede under.

"Aldrig skal jeg glemme denne ukuelige munterhed hos disse døende børn i akkumulatorfabrikkerne... Hvor jeg foretog urinundersøgelser på dem... Ordet barn blev brugt på dem under tolv. Over tolv år blev de benævnt som lærlinge, indtil de var atten. Lærlingene blev betalt med den samme løn som børnene..."

"Udlændingene sagde altid: "Det må den kinesiske administration tage sig af!" Og kineserne kunne intetsomhelst gøre, selvom de havde ønsket det - hvad de ikke gjorde - fordi over halvfjerds procent af fabrikkerne ejedes af Japan eller England.

"Formændene i tekstilfabrikkerne var bevæbnet med geværer og piske. Pigerne, der for det meste kom fra landet, blev bragt ind til byen i grupper på tredive, arbejdede fjorten timer i døgnet og sov på gulvet i loftsrummene. De kønneste af dem blev solgt til bordellerne." Rewi så mangen en lille pige arbejde med et barn bundet på ryggen og et andet barn bundet til benet, for der var ikke noget sted, hvor moderen kunne anbringe børnene, mens de arbejdede.

Silkefabrikkerne i Shanghai havde lange rækker af børn - hvoraf mange ikke var mere end otte år gamle - stående tolv timer om dagen over kogende beholdere med kokoner; de stod med opsvulmede røde fingre, og mange af dem græd efter at have fået pisk af formanden, som travede op og ned bag ved dem med et stykke ståltråd i hånden, som han brugte som pisk. Hvis de ikke dyppede kokonerne omhyggeligt nok, fik de til straf deres arme skoldede i det kogende vand.

"Jamen, det har vi altsammen været igennem, vi også, vi var det hele igennem i England i det nittende århundrede," sagde en englænder affejende, da jeg fortalte ham om mit grufulde besøg. "Og se på den britiske arbejder i dag. Altid strejker han! De stakkels mennesker ville jo bare dø af sult, hvis vi ikke gav dem arbejde." Dette var ren filantropi.

Af tekstilfabrikkerne i Shanghai var 77 procent udenlandsk ejede, 23 procent kinesiske. Kvinder og børn udgjorde 85 procent af arbejderne, månedslønnen var femten sølvdollars for en mand, tretten for en kvinde, otte for et barn under tolv, alle arbejdede tolv til fjorten timer i døgnet i syv dage om ugen. Selvom regeringen havde udstedt arbejdslove i 1931, blev de aldrig bragt ud i virkeligheden. Og alt dette fortsatte lige op til 1949.

Under disse betingelser blev den investerede kapital forrentet i løbet af to år, og derefter var resten ren profit. Gennemsnitslevetiden i Kina var i 1935 otteogtyve år, i fabrikkerne i Shanghai langt lavere. Her herskede der ingen Nyt Liv-bevægelser, her var ingen kyskhed mulig. Fabrikspigerne måtte hengive sig til formændene, og alfonserne gik ud og ind på fabrikkerne.

Fra Han Suyin: En dødelig blomst. Martins Forlag 1968, s236-39. Oversat fra engelsk: A Mortal Flower, N. Y.: Putnam 1966.