I sin bog Shanghai: By til salg fra 1940 beskriver den amerikanske journalist Ernest O Hauser rickshawløberens liv:

De licenser, som byrådet uddelte hvert år, blev altid opkøbt af den samme lille fast sammentømrede flok rickshaw-ejere, som så overlod selve svindelen til en entreprenør. Selve svindelen bestod i at leje rickshawen ud til kulien. To tre kulier slog sig gerne sammen om et køretøj og arbejdede i skifter hele døgnet rundt. I leje måtte de betale en hel dollar pr. døgn, og den skulle præsteres før de selv kunne få noget at spise. Foruden dollaren måtte rickshawmændene også betale eventuelle trafikbøder og skadeserstatning. Ofte repræsenterede disse afgifter mere end kuliens samlede fortjeneste, men det bekymrede entreprenøren sig ikke om. Man kunne opleve hjerteskærende scener ved rickshaw-stationerne, hvor en særlig funktionær stod parat med en tyk stok for at tampe en ”tilståelse” ud af kulierne. De blev altid mistænkt for at have stukket noget af fortjenesten til side, og somme tiden gjorde de det vel også.

Med sit ubarmhjertige pryglesystem tvang rickshaw-ågeren ofte kulien til at låne penge. Det eneste krav han stillede til livet var en skålfuld af den andenrangs ris han kunne købe ved gadehjørnerne, men tit kunne han end ikke skaffe sig dette usle måltid uden at kome i bundløs gæld. Så blev han malet mellem to møllestene - rickshaw-ågeren og låne-ågeren - indtil han var kaput. Men hvad betød det? Politiet samlede hvert år tyve tusind menneskekadavere op fra Shanghais mørke gyder.

(Ernest O. Hauser: Shanghai: By til salg, Povl Branners Forlag 1941 (eng. udgave 1940), s. 119-120)