Pidgin-engelsk blev brugt til at kommunikere på, når kineserne og de vestlige beboere i Shanghai skulle tale sammen. Selvom pidgin-engelsk lyder som en særlig udgave af kinesisk-engelsk, er det et sprog i sig selv, der ikke lige er til at mestre.

Beboerne i Shanghai talte ofte med deres tjenestefolk og de kinesiske handlende vha. pidgin-engelsk. Det gjaldt også for børnene.

Børnene oplevede ofte Shanghai på andre præmisser end forældrene, der tog afstand fra de kinesiske skikke og den kinesiske kultur. Pidgin-engelsk blev en form for accepteret kulturudveksling mellem kineserne og tilflytterne. Særligt børnene oplevede denne udveksling, da de ofte lærte pidgin-engelsk af deres kinesiske amah.

Den 5. juli 1928 skriver Axel Christiansen, bosiddende i Shanghai, et brev hjem til sin søn Erik, der er på kostskole i Danmark. Her fortæller Axel om Eriks lillesøsters talegaver udi pidgin-engelsk.

Shanghai 5/7 28

Bitten taler nu det mest fuldkomne ”Pidgin English” saa man kan høre hun siger ”Esa” til Else akkurat ligesom amah siger det.