SHANGHAI-LEKSIKON
Vestlig kvindemode i 1920’erne

1920’ernes modeideal for kvinder passede bedst til unge, meget slanke kroppe. Den knælange kjole var smal, næsten rørformet og skjulte næsten barm og talje. De tilhørende sko var tilsvarende lette og enkle, men hatten kunne godt være lidt sprælsk med fx en stor fjer stukket i, og den kunne være udformet som en slags turban. Den enkle klokkehat dominerede dog i mange år. En variant i kvindemoden var at klæde sig i modificeret herretøj.

 

To moderigtige unge kvinder i London i midten af 1920’erne.

 

For de heldige, som kunne bære de smalle kjoler, var der tale om en mode, som sikrede større bevægelsesfrihed, end kvindetøj havde givet mulighed for i mange århundreder.

I 1920’erne erobrede jazz- og anden dansemusik verden via grammofonen, og underholdende ugemagasiner og (stum)filmene oplyste om, hvordan ”man” skulle se ud og opføre sig. Magasinerne reklamerede for det nye tøj, og de bragte desuden snitmønstre, så man selv kunne sy noget der lignede, hvis man ikke havde råd eller hvis man boede udenfor de store bycentre. 

Udviklingen i moden skal ses i tæt sammenhæng med industrisamfundets udvikling, der nu var nået til en tilstand, hvor alle blev involverede i dets arbejdsformer og hvor masseproducerede varer kom til at dominere deres forbrug. Som det var tilfældet med andre forbrugsgoder, sikrede den industrielle fremstilling en høj grad af ensartethed i modeudviklingen, ikke blot inden for landets grænser, men over hele den vestlige verden. Det gav også konkurrence imellem producenterne og dermed kamp om forbrugernes gunst. Moden blev en vigtig og meget dynamisk konkurrenceparameter, og konkurrencen fandt sted på trods af skiftende konjunkturer.

Masseproduktionen sikrede også en stigende købekraft, som gjorde, at flere kunne få råd til at være modebevidste. Det forbrugsdominerede samfund, som vi kender i dag, var stærkt på vej.


  


RELEVANTE LEKSIKON-ARTIKLER



Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Sy selv en fiks ungpigekjole af uldstof.
Størrelse 15-17 år.

Ternet eller ensfarvet uldstof kan efter behag anvendes til den enkle, fikse kjole, der skæres i kittelfacon med indsatte lægdele i forstykkets nederste parti, hvorved tilstrækkelig vidde opnås. Krave og opslag kan om ønskes sys i en anden farve. Ærmerne rynkes for hånden og indsættes i linninger af dobbelt stof.

Der medgår 2½ meter stof af 90 cm’s bredde. Mønsteret består, som afbildningen viser, af syv dele:

Fig.

1: Det halve forstykke.

2: Den halve krave.

3: Den halve ryg.

4: Ærme.

5: Lægdel.

6: Knaphulsliste.

7: Ærmelinning.

Ved tilklipningen lægges mønsteret på langs af stoffet. Midten af de halve mønstre er langs med stoffets fold.