SHANGHAI-LEKSIKON
Shanghai

Shanghai er en kinesisk by, der ligger tæt ved Yangtzeflodens udløb. Den er Kinas vigtigste økonomiske centrum og med sine 25 millioner indbyggere (2015) landets største by.

Det oprindelige Shanghai

Shanghai er omtalt i kilder tilbage i 900-tallet, men blev først gjort til en handelsby i 1100-tallet. I 1200-tallet blev den blev centrum for bomuldsproduktion og klædefremstilling. Den spillede en vigtig rolle som handelsby frem til 1500-tallet, men her blev Kinas udenrigshandel imidlertid stoppet af politiske årsager, og først i 1700-tallet kom der igen rigtig vækst i Shanghai . I 1842 havde byen omkring 250.000 indbyggere og var handelsby for bomuld, silke og gødning fra Kina til udlandet. Den var ikke så vigtig som de nærliggende byer Suzhou og Hanzhou, og efter kinesisk målestok var Shanghai en temmelig ubetydelig by . Dette ændrede sig, da repræsentanter fra de vestlige lande slog sig ned her.

Koncessionernes Shanghai

I 1842 vandt englænderne den krig mod Kina, der går under navnet den første opiumkrig og gik ud på, at englænderne ønskede at sælge opium i Kina. Sejren gav de vestlige stormagter magt til at lave bosættelser ved en række godt beliggende havne, hvor de fik særligt fordelagtige handelsbetingelser og hvor deres egne hjemlandes love gjaldt. Disse aftaler blev kaldt koncessioner. Områderne de gjaldt i blev kaldt koncessionsområder. Et område lige udenfor det oprindelige Shanghais bymure blev et af de første fem koncessionsområder.

Kina var i 1800-tallet meget ustabilt og svagt. Derfor kunne de fremmede magter trænge ind og sætte sig på det økonomiske liv. Kinesisk arbejdskraft og kinesiske naturresurser kom således udenlandske lande og private forretningsfolk til gode. Shanghai lå sådan, at alle områder ind langs Yangtzefloden kunne udbyttes, og Shanghai blev på den måde en af verdens allerrigeste byer. Først englænderne, så amerikanerne og franskmændene, siden næsten alle de øvrige vestlige lande samt Japan, fik koncessioner i Shanghai og andre steder i Kina.

Shanghai som friby

De hvide Shanghaiherskerne der havde slået sig ned, ønskede at settlementet skulle være uafhængigt fra både Kina og de vestlige stater, så byens rigdom kunne vokse sig endnu større og så de selv kunne have fuld kontrol over den. I 1854 udarbejdede den franske, den britiske og den amerikanske koncession i fællesskab en konstitution, som ville gøre settlementet til en selvstyrende republik. Stemmeretten blev afgjort af et minimumsbeløb, hvilket ville sige at det kun var de rige der havde lov til at stemme og at de var næsten skattefrie. Kineserne i koncessionsområderne betalte derimod skat, selvom de ingen indflydelse havde på nogen former for bestemmelser. Det var altså Shanghaiherrerne, der styrede byen, samtidig med at det var dem, der sad på pengene og lod andre betale. Formelt set blev settlementet aldrig en selvstyrende republik, da konstitutionen ikke blev godkendte af hjemlandene. I praksis fungerede byen dog præcis som Shanghaiherrene havde ønsket det.

Boomtown Shanghai

I forbindelse med de mange borgerkrige i Kina i 1800-tallets anden halvdel kom store flygtningestrømmene til Shanghai. Dette bevirkede, at der også blev en stor indtægt i jordspekulation. Koncessionsområderne blev udvidet flere gange, så de efter 1899 omfattede 13,5 kvadratkilometer. Samtidig betød flygtningestrømmene næsten uanede mængder af meget billig arbejdskraft.

Omkring år 1900 oprettede japanerne industrianlæg i Shanghai - de første i Kina - andre koncessionshavere fulgte trop, og snart var Shanghai en topmoderne industriby med de laveste skatter og laveste lønudgifter noget sted i verden. Industrialiseringen af Kina var dermed gået i gang og blev den sidste impuls til kejserdømmets sammenbrud. Det skete i 1911.

Mange millioner mennesker måtte bryde op fra deres hjemegne for at finde overlevelse andre steder, og for Shanghais vedkommende betød det en enorm befolkningstilvækst. Byen inklusive den oprindelige kinesiske by voksede fra 250.000 i 1842 til 1 mio. i 1900 og 2. mio. i 1920. Men udlændingenes antal var i 1890 kun cirka 10.000 og i 1930 kun cirka 30.000. Koncessionsområderne såvel som de kinesiske kvarterer rundt om dem bestod helt overvejende af kinesere.

Byens udseende skiftede fra slutningen af 1800-tallet. Fra at have været som en typisk koloniby med få, men luksuriøse bygninger, blev den en kæmpestor by, hvis centrum omkring The Bund og Nanjing Road i det internationale område (=de engelske og amerikanske koncessioner) blev bygget op i moderne højhusstil, der tålte sammenligning med New York. Byens multikulturelle præg blev bestandigt mere udpræget. For selvom langt de fleste var kinesere, blev de dybtgående præget af at det var de vestlige nationer, der bestemte. Samtidig satte folk fra europæernes kolonier også et præg på byen, især sikher fra Indien.

I Shanghai kunne man se de nyeste Hollywoodfilm og læse både klassikere og nye bøger fra Europa og USA, både på originalsprog og i kinesiske oversættelser. Mange unge kinesere fik en vestlig uddannelse, ofte i vesten. Kinesiske kunstnere udviklede deres helt særlige stilarter. Shanghai blev en slags smeltedigel for vestligt og kinesisk - hvor kineserne var dem der lærte mest og udviklede mest nyt.

Shanghai i 1920’erne og 1930’erne

Shanghai var i 1920'erne og 1930'erne en eksplosivt voksende by, der voksede fra 2 mio. indbygger til 4 mio. indbyggere. Den var præget af et hvidt overherredømme, meget store forskelle mellem rige og fattige, uhæmmet pengejagt, korruption, gangstervælde, etniske og klassemæssige spændinger mellem hvide og kinesere, raceadskillelse, kinesisk nationalisme, revolutionær uro og stormagtsintriger. Shanghais magtcentrum blev stadig udgjort af koncessionsområderne. Antallet af ikke-kinesere i Shanghai voksede mellem 1920 og 1940 fra ca. 25.000 til ca. 50.000, som for de flestes vedkommende boede i koncessionsområderne. Den hvide overklasse der boede i byen levede et overklasseliv, som mest drejede sig om selskabelighed i forskellige klubber, væddeløbsheste, fester og et voldsomt natteliv. Byen var populær for rige vestlige turister, der ville opleve den berømte by. Den havde kælenavne som ”Østens Paris”, "Østens Gomorrha" og ”Sin City”, fordi hele nattelivet med prostitution, kasinoer og stoffer blev en af byens største forretninger. Der var også en mere løssluppen stemning mellem de hvide, end der var i deres hjemlande.

I den internationale zone og den franske koncession boede der først og fremmest kinesere. De fleste var meget fattige, men mange havde også gode jobs for de hvide. I alt voksede antallet af kinesere, der boede i de internationale zoner, fra 800.000 i 1920 til 1,5 million i 1937. Der var megen status forbundet med at bo i koncessionerne, og de kinesere der boede der, havde generelt flere penge end dem, der boede i de kinesiske områder udenom koncessionerne. Blandt flertallet af kineserne var der dog en ekstrem fattigdom, der i Shanghais værste år var så slem, at der hver morgen lå lig i gaderne fra dem, der var døde af sult eller sygdom i løbet af natten.

Social og politisk uro

I 1920’erne og 1930’erne blev kinesiske områder af Shanghai, hvor kinesisk lovgivning gjaldt, i realiteten styret af The Green Gang, som var en gangsterbande, hvis ledere også havde stor indflydelse i koncessionerne. Mellem fattige kinesiske fabriksarbejdere boblede social og nationalistisk uro. Den kinesiske arbejderbevægelse havde sit udspring i Shanghai, hvor dens ledere søgte at organisere den efter europæisk forbillede. Det kinesiske kommunistparti KKP blev stiftet i Shanghai i 1921 under inspiration fra det russiske kommunistparti. KKP og det store nationalistparti Guomindang indgik frem til 1927 i en tæt alliance, som indebar at de kommunistiske agitatorer havde deres virke i Kinas store industricentre, fremfor alt i Shanghai. Den 12. April 1927 brød Guomindangs militære leder Shiang Kai-shek dog denne alliance ved at lade The Green Gang myrde 7000 kommunister og strejkeledere i Shanghai i et kup mod Guomindangs ledelse, som blev udført med Shanghais hvide lederes stiltiende accept. Kommunisterne spillede herefter ikke nogen rolle i Shanghai førend efter 2. Verdenskrig.

I foråret 1932 angreb japanerne nogle af Shanghais kinesisk styrede områder som led i Japans planer om erobring af Kina. I 1937 angreb japanerne igen og indtog hele Shanghai. Herefter og især under 2. verdenskrig var byen temmelig isoleret fra omverdenen og mange udlændinge rejste bort. Den 27. maj 1949 erobrede den Mao-kommunistiske ”Folkets befrielseshær” Shanghai, og byens sidste udlændinge forsvandt.

Shanghai efter 1949

Shanghai levede et anonymt liv under den maoistiske udgave af kommunismen. Da det kinesiske kommunistparti 1978 åbnede for markedsøkonomi og udenlandske investeringer, var Shanghai et de områder, det satsede på, og byen blomstrede op igen. Fra begyndelsen af 1990’erne kom Shanghai ind i en voldsom vækstperiode, som stadig er igang. Indbyggertallet passerede i 2015 25 millioner.

 


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Papirjagten er sikret!
Formanden for Shanghai papirjagt klub forsikrer, at de kinesiske demonstranter heller ikke i år får held til at sætte en stopper for den mangeårige tradition.

”Papirjagten er en tradition, der siden 1863 er trofast blevet afholdt af Shanghais papirjagt klub, og det er ikke første gang vi skal forholde os til kinesiske bønder, der uden hensyn til vore traditioner forsøger at standse, hvad for os er en naturlig del af den hvide mands liv i Shanghai”

Sådan lyder den officielle udmelding fra The Shanghai Paperhunt Club, der som repræsentant for papirjægerne overfor Shanghai Moderns læser forsikrer, at de kinesiske bønder ikke vil få held med deres  sabotageforsøg.

Ophøjet ro

Marster Scott, der traditionen tro har til opgave at ride forrest og lægge papirsporet ud til de andre rytter, tager da også konflikten med ophøjet ro.

”Papirjagt har været i Shanghai i mange år og er vores ret. Når man så tænker på, at papirjagt-klubben sørger for klækkelige kompensationer til de lokale bønder for evt. ødelagte afgrøder, er jeg overbevist om, at det kun er grådighed der får dem til at skabe optøjer.

Marster Scott, har da også fuldstændig ret i, at Papirjagten tilbyder kompensation til de lokale bønder. Faktisk erfarer Shanghai Modern at papirjagt-klubben forventer at betale helt op til 5000 $ til lokale myndigheder for at dække de mulige skader på marker og veje, som kan forekomme.Så mon ikke, der må være råd til at papirjagt-klubben kan få lov til at håndhæve sin årlige tradition i fred.

Hellere lille og vågen...

Nye i  Shanghai, der er vante til Europæisk ridesport,  bliver ofte overraskede, når de ser hvilke heste, vi her bruger til ridesport. Som bekendt anvender vi nemlig kun ponyer i stedet for de større klassiske rideheste.

Drillesyge mennesker vil måske  gøre nar af Shanghais hesteelskere, for er det ikke et underligt valg at dyrke ridesport på et meget mindre dyr, som flere måske vil antyde ikke er lige så flot og spændende som en rigtig væddeløbshest? Når vor udsendte rapporter spørger Marster Scott om dette, svarer han dog meget resolut igen:

Lige siden Papirjagt klubbens begyndelse har vores motto altid været sport for sportens skyld, og vi mener på ingen måde, at vore medlemmers rideevner bliver sat mindre på prøve, blot fordi de rider på ponyer–. Desuden bør det fremhæves,at det gør markant mindre ondt falde af en pony end af en rigtig hest!

Under alle omstændigheder hilser Shanghai Modern den kommende papirjagt-sæson velkommen og ser frem til at følge den med stor opmærksomhed.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right