SHANGHAI-LEKSIKON
Vestlig kvindemode i 1920’erne

1920’ernes modeideal for kvinder passede bedst til unge, meget slanke kroppe. Den knælange kjole var smal, næsten rørformet og skjulte næsten barm og talje. De tilhørende sko var tilsvarende lette og enkle, men hatten kunne godt være lidt sprælsk med fx en stor fjer stukket i, og den kunne være udformet som en slags turban. Den enkle klokkehat dominerede dog i mange år. En variant i kvindemoden var at klæde sig i modificeret herretøj.

 

To moderigtige unge kvinder i London i midten af 1920’erne.

 

For de heldige, som kunne bære de smalle kjoler, var der tale om en mode, som sikrede større bevægelsesfrihed, end kvindetøj havde givet mulighed for i mange århundreder.

I 1920’erne erobrede jazz- og anden dansemusik verden via grammofonen, og underholdende ugemagasiner og (stum)filmene oplyste om, hvordan ”man” skulle se ud og opføre sig. Magasinerne reklamerede for det nye tøj, og de bragte desuden snitmønstre, så man selv kunne sy noget der lignede, hvis man ikke havde råd eller hvis man boede udenfor de store bycentre. 

Udviklingen i moden skal ses i tæt sammenhæng med industrisamfundets udvikling, der nu var nået til en tilstand, hvor alle blev involverede i dets arbejdsformer og hvor masseproducerede varer kom til at dominere deres forbrug. Som det var tilfældet med andre forbrugsgoder, sikrede den industrielle fremstilling en høj grad af ensartethed i modeudviklingen, ikke blot inden for landets grænser, men over hele den vestlige verden. Det gav også konkurrence imellem producenterne og dermed kamp om forbrugernes gunst. Moden blev en vigtig og meget dynamisk konkurrenceparameter, og konkurrencen fandt sted på trods af skiftende konjunkturer.

Masseproduktionen sikrede også en stigende købekraft, som gjorde, at flere kunne få råd til at være modebevidste. Det forbrugsdominerede samfund, som vi kender i dag, var stærkt på vej.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Velduftende lilje eller sundhedsfarligt skønhedsideal?
I mange århundreder har de kinesiske kvinder jagtet et skønhedsideal, hvor små fødder er afgørende. Denne skik er ikke blot sundhedsskadelig for kvinden, men også for hendes omgivelser.

Liljefod eller ’en gylden lotus’, som den forbundne fod også kaldes, har så længe været et agtet mål for de kinesiske kvinder. Men lad Dem ikke narre af de yndige blomsternavne. Fodbinding er langt fra så yndigt og velduftende som en lilje eller en lotus. Tværtimod er dette skønhedsritual forkrøblende og ildelugtende.

Ildelugtende skik

Allerede i pigebørnenes 5. år begynder fodbindingen. Deres tæer bliver brækket og bukket ind under foden, så kun storetåen er fri, og foden bliver derefter ombundet med tykke bandager. Dette gøres for at opnå en lille spids fod, der ikke måler mere end 7-8 cm! Således forbliver deres fødder resten af livet. De, kære læser, kan nok forestille Dem, hvilken odeaur sådan en opbundet fod kan frembringe – og dette til stor gene for den civiliserede befolkning.

Fremskridt også her

Heldigvis har en bred kreds af vestlige og vestligsindede kvinder fået bugt med denne forældede skik – i hvert fald i de større byer. I de små bondesamfund kan liljefødder stadig opleves. Men størstedelen af de kinesiske kvinder har fået øjnene op for den vestlige levevis og derved også de vestlige skønhedsidealer, der i langt højere grad fremhæver kvindens ynde og gracie uden at invalidere hende for livet.

Shanghai Modern støtter  alle de kvinder, der har kæmpet og til stadighed kæmper for et mere civiliseret Kina.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right