SHANGHAI-LEKSIKON
Sociale skillelinjer i Shanghai

Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Velduftende lilje eller sundhedsfarligt skønhedsideal?
I mange århundreder har de kinesiske kvinder jagtet et skønhedsideal, hvor små fødder er afgørende. Denne skik er ikke blot sundhedsskadelig for kvinden, men også for hendes omgivelser.

Liljefod eller ’en gylden lotus’, som den forbundne fod også kaldes, har så længe været et agtet mål for de kinesiske kvinder. Men lad Dem ikke narre af de yndige blomsternavne. Fodbinding er langt fra så yndigt og velduftende som en lilje eller en lotus. Tværtimod er dette skønhedsritual forkrøblende og ildelugtende.

Ildelugtende skik

Allerede i pigebørnenes 5. år begynder fodbindingen. Deres tæer bliver brækket og bukket ind under foden, så kun storetåen er fri, og foden bliver derefter ombundet med tykke bandager. Dette gøres for at opnå en lille spids fod, der ikke måler mere end 7-8 cm! Således forbliver deres fødder resten af livet. De, kære læser, kan nok forestille Dem, hvilken odeaur sådan en opbundet fod kan frembringe – og dette til stor gene for den civiliserede befolkning.

Fremskridt også her

Heldigvis har en bred kreds af vestlige og vestligsindede kvinder fået bugt med denne forældede skik – i hvert fald i de større byer. I de små bondesamfund kan liljefødder stadig opleves. Men størstedelen af de kinesiske kvinder har fået øjnene op for den vestlige levevis og derved også de vestlige skønhedsidealer, der i langt højere grad fremhæver kvindens ynde og gracie uden at invalidere hende for livet.

Shanghai Modern støtter  alle de kvinder, der har kæmpet og til stadighed kæmper for et mere civiliseret Kina.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right