SHANGHAI-LEKSIKON
Silkeopkøb

Den amerikanske journalist Ernest O. Hauser beskriver i sin bog "Shanghai. City for Sale" fra 1940, hvordan opkøbet og salget af råsilke var organiseret i Shanghai:

De markeder, hvor de kinesiske bønder samledes for at afsætte deres kokoner, lå i silkedistrikterne ved yangtzeflodens delta, ikke ret langt fra Shanghai. her mødte så de udenlandske firmaers kompradorer [kinesiske mellemhandlere] op og handlede med bønderne efter at forårsavlen af kokoner var blevet indsamlet, i regelen fra midten af maj til begyndelsen af juni. Hele forårsavlen skulle sælges i løbet af en halv snes dage. Hvis bønderne kunne have holdt deres produkt tilbage i håb om at markedssituationen ville have bedret sig, hvis de havde kunnet handle frit med kompradorerne, kunne de også selv have bestemt deres pris. Men denne udvej var spærret af et monopolsystem, som i praksis gav nogle få priviligerede opkøbere eneret på at tørre silken. Tørreanlæggene repræsenterede en betydelig kapitalanbringelse , bønderne havde ikke råd til selv at bygge dem. og selv om de kunne have skaffet den nødvendige kapital, ville det have været en let sag for de mægtige opkøbere med deres mange forbindelser at bestikke embedsmænd, som skulle uddele licenserne.

Nu er en silkekokon en skrøbelig ting. Den er endnu en levende ting, og hvis man ikke passer omhyggeligt på, bryder dyret gennem sit kostbare hus og ødelægger tråden. Derfor var de kinesiske silkeavlere nødt til at sælge over hals og hoved. De kunne allerhøjst vente en uge, og de var tvunget til at acceptere den pris, som opkøberne og kompradorerne tilbød dem. Dette udspekulerede system viste sig langt stærkere end alle de velmente forsøg som blev gjort på at forbedre de kinesiske silkeavleres usle kår.

Med et stort og betydningsfuldt smil på ansigtet forlod kompradorerne hvert forår Shanghai og lod sig i magelige bærestole føre ud til markedspladserne. Samtidig med indkøbssæsonen strømmede en vægtig flod af sølv bort fra Shanghai, hvilket igen med et urværks regelmæssighed påvirkede settlementets pengemarked. Store kasser, som hver indehold fem tusind sølvdollars blev under behørig beskyttelse afskibet til silkemarkederne før købet endnu havde fundet sted, og der var år hvor fulde femoghalvfjerds millioner kinesiske dollars vandrede ud til Kiangsu, Anhuei og Chekiang på mindre end fjorten dage. Men taipanerne [Shanghais ledende hvide overklasse] gjorde sig ingen bekymringer, de vidste med sikkerhed at metallet snart ville vende tilbage til byen ved flodmundingen.

(...)

Kompradorerne sørgede for at den ædle vare nåede Shanghai i rette tid, at den blev oplagret i kompagniets pakhuse og sorteret efter kvalitet, for senere at forlade Shanghai med amerikansk eller europæisk adresse som "Factory chop", "Double Eagle chop", "Three Dancers chop", "Triton chop" eller "Inferior chop". Men en del af den blev holdt tilbage i Shanghai og forvandlet til de mest luksuøse og overvældende silkefantasier noget menneske kan forestille sig. Den var et rent kinesisk produkt og beregnet på kineserne selv - de hvide damer købte kun importerede varer. Men kinesiske pigebørn og ægtehustruer tilbragte hele eftermiddage i Shanghais silkegader, hvor de gik fra disk til disk og lod sig fortrylle af alle de strålende drømme i hvidt, gult og grønt, lotusrødt og påfugleblåt.

(Her fra den danske udgave Shanghai. By til Salg, Branner 1941, s. 100-102)


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 369 I den opgående sols land
Shanghai Modern's udsendte reporter bringer her en spændende beretning fra et Japan. som nok skal få folk til at tænke et og andet over vore hjemlige kineseres tilbagestående udviklingsniveau.
Warning: count(): Parameter must be an array or an object that implements Countable in /customers/9/2/9/shanghai-modern.com/httpd.www/article.php on line 404

Jeg sidder på en café i Tokyos mest moderne bydel, Ginza og nyder en kop af den fineste kaffe og en kage, der ikke ville stikke ud på selv de fineste caféer i Paris, mens jeg ser på trafikken udenfor. Det var her, Japans første vestlige kvarter blev bygget allerede i 1870erne, en tarvelig efterligning af hvad man havde set i Amerika, med dårlige bygninger og ingen artitektonisk elegance. Men sådan er det ikke mere, efter jordskælvet for fire år siden er Ginza blevet genopbygget som et nyt og virkeligt moderne kvarter med vestlige butikker, hvor den japanske overklasse kan købe det seneste nye. Der er stadig et vist stykke til de fineste kvarterer i London eller New York, og naturligvis også til vores egen Bund og Nanjing Road, men ellers er der ikke mange steder der er Ginza overlegne.

Fra vinduet kan jeg se mylderet af japanere, de fleste af mændene her i det sidste nye indenfor jakkesæt, mens kvinderne som regel er mere gammeldags og holder sig til deres lands kimonoer. Blandt de handlende ser man af og til en japansk betjent i moderne vestlig uniform, men som et forsøg på at beskytte hans samurai-ære, er han stadig bevæbnet med et sværd ved siden af hans knippel. Mere vestlige er japanerne trods alt ikke.

Dette ses også, hvis man bevæger sig udenfor Ginza og de få andre moderne enklaver, ud i det almindelige Japan, hvor man pludselig omgives af mennesker i kimonoer og lange, lave rækker af træhuse. Her kunne man have troet, at de ville have bygget i en ny stil efter jordskælvet, men japanerne er stolte folk, der ikke let forkaster deres kultur for noget mere rationelt, hvis ikke den direkte giver dem problemer.

Industri og militær

Dog kan man rundt om de lave traditionelle byggerier se tegn på, at moderne tider ikke blot er noget for nogle særligt indviede. Overalt i og omkring de japanske byer kan man se skorstenene fra Japans mange, moderne fabrikker. Det kan man naturligvis også derhjemme, men her i Japan er de alle ejet af indfødte og har spredt sig overalt i landet. Jeg har ikke besøgt en fabrik, men over hele min rejse har industrien været et nærliggende syn, og efter sigende skulle der i baggårdene i alle de traditionelly gader med deres træhuse kunne findes maskiner til industrifremstilling. Det er noget ganske andet, end hos kineserne, der knap kan drive en mindre silkefabrik, selvom de blot skal kigge lidt op for at se de fineste europæiske forbilleder.

Denne modsætning blev blot endnu tydeligere i går, da jeg var i Yokohama og, på behørig afstand naturligvis, kunne besigtige Japans stolte, moderne flåde i havnen. Flådeområdet var naturligvis bevogtet af japanske soldater, der i modsætning til, hvad vi har set hos kineserne hjemmefra, opfører sig med den højeste disciplin og tydeligt tager deres pligt alvorligt, selv hvis den består af at stå vagt ved en base, som ingen japaner ville drømme om at bryde ind i. Her respekterer man militæret, som til gengæld gør sig værdigt til denne respekt ved at handle efter de ædleste principper og med al udstyr i den fineste orden.

Moderne og traditionel kultur

Japan er i det hele taget et land, der beviser, at orientaleren kan overtage vestlige skikke uden at måtte opgive sit eget særpræg. Som noget ganske nyt ser man, at skoleeleverne i gaderne går i moderne, vestlige uniformer i et militærsnit, der passer fint til japanernes store respekt for militæret. Ganske vist har drenge allerede i en årrække haft deres stilrene, sorte uniformer med militærkasket, men den er blevet stadig mere udbredt. Det nye er, at nu har man på japanske pigeskoler også indført vestlige uniformer inspirerede efter britiske matrossers uniform og med fine, plisserede nederdele efter vestligt mønster. Farverne og formen på knuden foran viser, hvilken skole eleven kommer fra. Om ganske få år vil ingen japansk skoleelev længere gå i traditionelle klæder, men i stedet alle være i disse uniformer.

Men alligevel er japanerne ikke mere moderne, end at de stadig følger deres ældgamle åndereligion, centreret om det hellige bjerg Fuji-yama som enhver japaner med mulighed herfor rejser til for at bestige mindst en gang i livet. Når man ser dette smukke bjerg hæve sig over landskabet, er det ikke svært at se hvorfor, ligesom det har vundet stor popularitet blandt vestlige besøgende i Japan. I morgen tager jeg selv turen.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right