SHANGHAI-LEKSIKON
Sociale skillelinjer i Shanghai

Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


I den opgående sols land
Shanghai Modern's udsendte reporter bringer her en spændende beretning fra et Japan. som nok skal få folk til at tænke et og andet over vore hjemlige kineseres tilbagestående udviklingsniveau.

Jeg sidder på en café i Tokyos mest moderne bydel, Ginza og nyder en kop af den fineste kaffe og en kage, der ikke ville stikke ud på selv de fineste caféer i Paris, mens jeg ser på trafikken udenfor. Det var her, Japans første vestlige kvarter blev bygget allerede i 1870erne, en tarvelig efterligning af hvad man havde set i Amerika, med dårlige bygninger og ingen artitektonisk elegance. Men sådan er det ikke mere, efter jordskælvet for fire år siden er Ginza blevet genopbygget som et nyt og virkeligt moderne kvarter med vestlige butikker, hvor den japanske overklasse kan købe det seneste nye. Der er stadig et vist stykke til de fineste kvarterer i London eller New York, og naturligvis også til vores egen Bund og Nanjing Road, men ellers er der ikke mange steder der er Ginza overlegne.

Fra vinduet kan jeg se mylderet af japanere, de fleste af mændene her i det sidste nye indenfor jakkesæt, mens kvinderne som regel er mere gammeldags og holder sig til deres lands kimonoer. Blandt de handlende ser man af og til en japansk betjent i moderne vestlig uniform, men som et forsøg på at beskytte hans samurai-ære, er han stadig bevæbnet med et sværd ved siden af hans knippel. Mere vestlige er japanerne trods alt ikke.

Dette ses også, hvis man bevæger sig udenfor Ginza og de få andre moderne enklaver, ud i det almindelige Japan, hvor man pludselig omgives af mennesker i kimonoer og lange, lave rækker af træhuse. Her kunne man have troet, at de ville have bygget i en ny stil efter jordskælvet, men japanerne er stolte folk, der ikke let forkaster deres kultur for noget mere rationelt, hvis ikke den direkte giver dem problemer.

Industri og militær

Dog kan man rundt om de lave traditionelle byggerier se tegn på, at moderne tider ikke blot er noget for nogle særligt indviede. Overalt i og omkring de japanske byer kan man se skorstenene fra Japans mange, moderne fabrikker. Det kan man naturligvis også derhjemme, men her i Japan er de alle ejet af indfødte og har spredt sig overalt i landet. Jeg har ikke besøgt en fabrik, men over hele min rejse har industrien været et nærliggende syn, og efter sigende skulle der i baggårdene i alle de traditionelly gader med deres træhuse kunne findes maskiner til industrifremstilling. Det er noget ganske andet, end hos kineserne, der knap kan drive en mindre silkefabrik, selvom de blot skal kigge lidt op for at se de fineste europæiske forbilleder.

Denne modsætning blev blot endnu tydeligere i går, da jeg var i Yokohama og, på behørig afstand naturligvis, kunne besigtige Japans stolte, moderne flåde i havnen. Flådeområdet var naturligvis bevogtet af japanske soldater, der i modsætning til, hvad vi har set hos kineserne hjemmefra, opfører sig med den højeste disciplin og tydeligt tager deres pligt alvorligt, selv hvis den består af at stå vagt ved en base, som ingen japaner ville drømme om at bryde ind i. Her respekterer man militæret, som til gengæld gør sig værdigt til denne respekt ved at handle efter de ædleste principper og med al udstyr i den fineste orden.

Moderne og traditionel kultur

Japan er i det hele taget et land, der beviser, at orientaleren kan overtage vestlige skikke uden at måtte opgive sit eget særpræg. Som noget ganske nyt ser man, at skoleeleverne i gaderne går i moderne, vestlige uniformer i et militærsnit, der passer fint til japanernes store respekt for militæret. Ganske vist har drenge allerede i en årrække haft deres stilrene, sorte uniformer med militærkasket, men den er blevet stadig mere udbredt. Det nye er, at nu har man på japanske pigeskoler også indført vestlige uniformer inspirerede efter britiske matrossers uniform og med fine, plisserede nederdele efter vestligt mønster. Farverne og formen på knuden foran viser, hvilken skole eleven kommer fra. Om ganske få år vil ingen japansk skoleelev længere gå i traditionelle klæder, men i stedet alle være i disse uniformer.

Men alligevel er japanerne ikke mere moderne, end at de stadig følger deres ældgamle åndereligion, centreret om det hellige bjerg Fuji-yama som enhver japaner med mulighed herfor rejser til for at bestige mindst en gang i livet. Når man ser dette smukke bjerg hæve sig over landskabet, er det ikke svært at se hvorfor, ligesom det har vundet stor popularitet blandt vestlige besøgende i Japan. I morgen tager jeg selv turen.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right