SHANGHAI-LEKSIKON
Sociale skillelinjer i Shanghai

Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Hvordan kommer man til Shanghai?
Der er altid noget underligt i at skrive en artikel om noget, vi alle har oplevet. Med ganske få undtagelser udover børn, er vi alle tilflyttere til vores by og har prøvet rejsen hertil. Men de fleste af os har ikke et klart billede af de forskellige muligheder der findes, vi kender jo kun den, vi selv tog.

Overordnet set er der to primære veje til Shanghai. Med skib og med tog. Af disse anbefaler vi klart at tage med skib.

De utilstrækkelige togforbindelser

Kinas togstrækninger er ikke blot utilstrækkelige og af dårlig kvalitet, de er plaget af røvere og de forskellige krigsherrers soldater, som ikke er meget bedre. Man er i konstant fare for både sit liv og sin ejendom på togrejser, særligt hvis man rejser inde i landet. Men selv, hvis man kommer sikkert frem, er der konstante stop til inspektioner, bestikkelser og skader fra både dårlig vedligeholdelse og krigsherrernes kampe. Endelig er der jo det simple faktum, at man mest kan komme til andre dele af Kina. De eneste andre lande, der er rigtigt forbundet via jernbanenettet er Rusland, Fransk Indokina og Korea, og det er nok de færreste, der har været der i forvejen, og disse områder er alligevel alle tilgængelige med skib.

Skibet er det bekvemme transportmiddel

Hvis man i stedet vælger skibet, rejser man på en hurtig, moderne damper trygt ude på havet hvor vores kystvagt og stormagternes flåder er parat til at beskytte mod pirater. Damperne har plads til alle, fra den kultiverede gentleman og hans familie, til den ambitiøse unge, som er ude at søge sin lykke. Der er en klasse for alle.

Og ikke nok med det, der er ruter fra alle steder, man måtte ønske sig. Sydpå stopper stort set alle dampere hos englænderne i Hong Kong. Alt efter ejerskab og rute har man haft mulighed for at rejse fra både Fransk Indokina, Singapore eller Hollandsk Ostindien og derfra hele verden. Ikke overraskende kommer de fleste rejsende fra Europa og de britiske besiddelser Australien og New Zealand ad denne rute. Østfra er der naturligvis ruten over Stillehavet, der udgår fra byer som San Francisco og Vancouver, gør stop i det amerikanske territorie Hawaii, og måske også Japan, før de når vor by. Og der er selvfølig den stadige trafik mellem Japan, og i mindre grad dets territorie i Korea, og Shanghai.

Også indre kinesisk skibsfart

Men selv fra andre dele af Kina kommer folk til Shanghai med skib. Nordfra er det kun naturligt, at rejsende fra de større koncessionsbyer og Tianjin, Beijing's industri- og havneby, tager skibet, når de har et ærinde i Shanghai. Det er hurtigere, sikrere og mere bekvemt end at tage toget. Sydfra er det naturligvis også klart, at mange skibe fra Hong Kong stopper i Kinas havnebyer, så hvis man er i en af disse, burde det ikke være noget problem at finde et skib, selvom afgangene dér selvfølgelig ikke er så hyppige som i selve Hong Kong. Og hvis man er inde i landet, er der hyppig skibsfart hele vejen op ad Yangtze til Wuhan, selvom man på denne strækning er i fare for banditter og warlords angreb fra kysten.

Usædvanlige ruter

Endelig er der nogle usædvanlige ruter. Vi kan ikke anbefale disse, men de findes og bør nævnes. Hvis man eksempelvis har arbejdet for franskmændene i Yunnan, kunne det være fristende at tro, at man kan følge Yangtze hele vejen til Shanghai. Dette er selvfølgelig muligt, men et bedre råd ville være at tage tilbage til Fransk Indokina og tage et skib herfra. Eventyrere har andre muligheder såsom at rejse over land fra Rusland og forsøge at finde en vej igennem Kina, eller endda at snige sig igennem det lukkede Tibet og derfra rejse gennem Kina. Men disse er ikke reelle muligheder for andre end kriminelle og vovehalse uden frygt for deres liv, ejendom og tid.

 





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right