SHANGHAI-LEKSIKON
Børnearbejde

I Shanghai i 1920'erne og 1930'erne blev arbejderne betragtet som børn, indtil de fyldte 13. Derefter blev de kaldt voksenarbejdere, selvom de ældre arbejdere sikkert ikke har betragtet dem som helt ligestillede. Sådan var det også i det meste af den øvrige verden på den tid.

Børn af det store fattige flertal begyndte at arbejde, så snart de overhovedet kunne. Alle var nødt til at hjælpe til for at kunne overleve. Fra børnene var 4-5 år, måtte de hjælpe til i hjemmet. Mange måtte også tigge eller lede efter brugbare ting i affaldsdyngerne, som familien så kunne sælge videre. Der var mange forældreløse børn, som helt måtte klare sig selv.

Fra 6-8-års alderen blev mange børn fabriksarbejdere. I den store bomuldsindustri var næsten hver tiende arbejder et barn. I silkeindustrien var det endnu flere, fordi små, fine fingre bedst kunne håndtere de skrøbelige kokoner. Men børnearbejde var spredt ud på næsten alle brancher. Børnene skulle for eksempel feje, hjælpe de voksne med forskelligt, skifte spindespoler og andet.

Mange børn blev solgt til arbejdet af deres forældre. Sådan havde man gjort i Kina i århundreder, men på grund af den store nød var dette blevet mere udbredt end tidligere. Fra begyndelsen af 1930’erne blev der opbygget et helt system af opkøbere, der tog ud i landsbyerne og købte børn til at arbejde i Shanghai. For de penge opkøberne betalte til forældrene, skulle børnene arbejde i et bestemt antal år, og bagefter ville de blive fri igen. Børnene blev så stuvet sammen i meget overfyldte huse og blev sat til at arbejde meget og hårdt. De døde ofte efter kort tid af fejlernæring og sygdomme som fx tuberkulose.

De fleste børn der blev solgt som børnearbejdere, var piger. I silkeindustrien brugte man kun piger. Drengebørn havde højere status og blev anset for at bedre til at hjælpe til med markarbejdet, og blev derfor ofte tilbage på landet.

Der blev også solgt mange meget unge piger til prostitution, og det var også almindeligt at sælge dem som fremtidige brude. På den måde fik brudgommens familie en gratis tjener i huset i nogle år.

Drenge der arbejder som barberer på en af Shanghais gader.

 

 


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Kan Japan true det hvide herredømme?
Er den japanske politik en trussel for de civiliserede nationer, eller skal vi tværtimod forstå japanerne som nye medlemmer af de civiliseredes klub?

På trods af den spændte situation under belejringen har visse bekymrede røster udtrykt den holdning, at det hverken er bolsjevikkerne eller kinesernes vildledte nationalisme, der er den virkelige trussel mod de hvides herredømme i Shanghai. I stedet peger de bekymrede på en anden gruppe orientalere, nemlig japanerne, hvis aggressive fremfærd og store antal i den internationale zone ifølge dem blot skulle være en forsmag på deres ambitioner for hele Kina. De bekymrede peger også på, at der blandt japanerne skulle være vrede over at være udelukket fra væsentlige beslutninger i Folkeforbundet. Shanghai Modern's internationale ekspert diskuterer disse ideer og vurderer om der er hold i dem.

Ekspansionisme og koloniale ambitioner

Det er uden tvivl rigtigt at Japan har ført krig mod sine naboer, Kina og Rusland og at landet har vundet disse krige. Hermed har japanerne skabt sig et rige bestående af ikke blot deres naturlige territorier på deres øer, men også i det tilbagestående Korea og endnu mere tilbagestående Taiwan. Men som vores korrespondent påpeger, er det kun naturligt at overlegne kulturer underkaster sig mere tilbagestående og bringer dem civilisationens lys og gør deres ressourcer produktive, ligesom konkurence mellem stormagterne er naturlig. Og her har japanerne ikke gjort noget, som de hvide stormagter ikke også har gjort for at vinde deres imperier, den eneste forskel er japanernes orientalske baggrund.

Modernisering og vestliggørelse

Man skal passe på med at overdrive den orientalske baggrund. Naturligvis har japanerne deres særpræg, men de har også hastigt søgt at modernisere deres land og efterligne vestens overlegne civilisation. De har således moderne parlamentariske institutioner og en moderne industri efter de fineste forbilleder i vesten. Man må heller ikke glemme, at japanerne under verdenskrigen sluttede sig til de frie lande imod centralmagterne og ydede ofre for at bringe Tysklands østlige besiddelser under kontrol. Japan har ligeledes stået fast på at holde kommunistisk uvæsen ude af sine territorier. Desuden er det kun nogle unge ildsjæle i hæren, der ikke kan forstå, at Folkeforbundet primært eksisterer for at forhindre, at fremtidige konflikter i Europa kommer ud af kontrol, og at det derfor ikke er et relevant forum for japanerne at være dybt involveret i. Og herhjemme i Shanghai kan vi se, hvor fredelig og ordentlig den japanske befolkning er. Den holder sig til sine territorier og besværer ingen. Derfor mener China Moderns redaktion ikke, at der er hold i bekymringerne for, om japanerne skulle være en reel trussel mod de hvides herredømme i Shanghai.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right