SHANGHAI-LEKSIKON
Sociale skillelinjer i Shanghai

Fra englændernes og amerikanernes grundlæggelse af det hvide Shanghai Shanghai i 1842 og frem til 2. verdenskrig var byen præget af meget komplicerede sociale skel baseret på race, nationalitet og klasse. Mest komplekse var de i 1920’erne og 1930’erne, hvor byen rummede flest nationaliteter. Fordi de hvide beherskede Shanghai, blev deres syn også det udmøntet i lovene og normerne i byen, selvom dens andel af hvide i 1927 kun var på omkring 30.000 ud af en samlet befolkning på 2.700.000.

Raceskellene fulgte de linjer, der var udstukket af den vestlige raceidelogi, hvor hvide blev anset for at udgør et højdepunkt i udviklingen, mens andre folkeslag indtog lavere rangerende pladser. I bunden lå i Shanghai kineserne (andre steder i verden indtog andre folkeslag denne plads), som på grund af deres etnicitet blev set ned på og ofte behandlet meget dårligt. Ind imellem disse to yderpunkter kom de mange tjenere fra lande som for eksempel Indien og Fransk Indokina.

Japanere havde samme rettigheder som hvide. Det skyldtes Japans status som stormagt med sit eget koncessionsområde, som det overtog fra Tyskland efter 1. verdenskrigs afslutning. Japan havde sin egen udlægning af raceideologien, som satte Japan øverst i hierarkiet, og i dagligdagen var der ikke megen kontakt mellem japanerne og de ”rigtige” hvide.

Raceskellene blev ikke forvaltet lige så strengt i den franske koncession som de blev i det internationale zone (det område der var domineret af englændere og amerikanere). For eksempel havde kinesere adgang til de franske parker, hvor de ikke havde adgang til de engelsk-amerikanske parker.

Klasseskel eksisterede på tværs af raceskellene. De var dels betinget af formueforhold, dels af nedarvede privilegier. For eksempel havde efterkommerne af de oprindelige engelske indbyggere visse særlige rettigheder. I bunden lå de arbejdsløse tiggerskarer, skarpt fulgt af de ufaglærte arbejdere. Disse var udelukkende kinesere. Ovenover dem var der skarp konkurrence og uklare statusgrænser mellem den voksende kinesiske middelklasse og de statsløse russere, hviderussere, ukrainere og andre fra det gamle russiske emperie.

Nationalitetsskellene lå først og fremmest mellem de ”hvide” nationer og de øvrige. Men dette mønster blev kompliceret af, at man meget stærkt vægtede statsborgerskab. Var man for eksempel dansker i Shanghai, gjorde det danske statsborgerskab, at man var fuldt respekteret som hvid og i forhold til den profession, man havde. Flygtningene fra det gamle Rusland havde derimod mistet deres statsborgerskab og var dermed udenfor det gode, hvide selskab. Det medførte, at selv velstående og veluddannede russere i mange henseender nød lige så lidt status som kinesere. Mange hvide statsløse måtte ernære sig ved manuelt arbejde eller som små butikshandlende, hvilket ellers ikke var normalt for hvide. De måtte ofte konkurrere med kinesere om jobs. Ofte kunne mændene slet ikke finde arbejde, og de hvide statsløse kvinder måtte brødføde hele familien gennem prostitution. Hvide mænd ønskede ikke at nedværdige sig til at købe en statsløs prostitueret, hvorfor disse hvide kvinder måtte nedværdige sig til at tage kinesiske kunder - hvilket øgede deres statustab.

Selvom der var forbindelser mellem de mange forskellige grupper, var der en stærk tendens til at de lukkede sig, således at for eksempel middelklassekinesere kun omgikkes andre middelklassekinesere, eller at rige englændere kun omgikkes andre rige englændere. Stort set ingen hvide ulejligede sig med at lære kinesisk. Giftermål mellem hvide og kinesere var næsten utænkeligt.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Kan Japan true det hvide herredømme?
Er den japanske politik en trussel for de civiliserede nationer, eller skal vi tværtimod forstå japanerne som nye medlemmer af de civiliseredes klub?

På trods af den spændte situation under belejringen har visse bekymrede røster udtrykt den holdning, at det hverken er bolsjevikkerne eller kinesernes vildledte nationalisme, der er den virkelige trussel mod de hvides herredømme i Shanghai. I stedet peger de bekymrede på en anden gruppe orientalere, nemlig japanerne, hvis aggressive fremfærd og store antal i den internationale zone ifølge dem blot skulle være en forsmag på deres ambitioner for hele Kina. De bekymrede peger også på, at der blandt japanerne skulle være vrede over at være udelukket fra væsentlige beslutninger i Folkeforbundet. Shanghai Modern's internationale ekspert diskuterer disse ideer og vurderer om der er hold i dem.

Ekspansionisme og koloniale ambitioner

Det er uden tvivl rigtigt at Japan har ført krig mod sine naboer, Kina og Rusland og at landet har vundet disse krige. Hermed har japanerne skabt sig et rige bestående af ikke blot deres naturlige territorier på deres øer, men også i det tilbagestående Korea og endnu mere tilbagestående Taiwan. Men som vores korrespondent påpeger, er det kun naturligt at overlegne kulturer underkaster sig mere tilbagestående og bringer dem civilisationens lys og gør deres ressourcer produktive, ligesom konkurence mellem stormagterne er naturlig. Og her har japanerne ikke gjort noget, som de hvide stormagter ikke også har gjort for at vinde deres imperier, den eneste forskel er japanernes orientalske baggrund.

Modernisering og vestliggørelse

Man skal passe på med at overdrive den orientalske baggrund. Naturligvis har japanerne deres særpræg, men de har også hastigt søgt at modernisere deres land og efterligne vestens overlegne civilisation. De har således moderne parlamentariske institutioner og en moderne industri efter de fineste forbilleder i vesten. Man må heller ikke glemme, at japanerne under verdenskrigen sluttede sig til de frie lande imod centralmagterne og ydede ofre for at bringe Tysklands østlige besiddelser under kontrol. Japan har ligeledes stået fast på at holde kommunistisk uvæsen ude af sine territorier. Desuden er det kun nogle unge ildsjæle i hæren, der ikke kan forstå, at Folkeforbundet primært eksisterer for at forhindre, at fremtidige konflikter i Europa kommer ud af kontrol, og at det derfor ikke er et relevant forum for japanerne at være dybt involveret i. Og herhjemme i Shanghai kan vi se, hvor fredelig og ordentlig den japanske befolkning er. Den holder sig til sine territorier og besværer ingen. Derfor mener China Moderns redaktion ikke, at der er hold i bekymringerne for, om japanerne skulle være en reel trussel mod de hvides herredømme i Shanghai.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right