SHANGHAI-LEKSIKON
Arbejde på fabrik

Shanghai var i 1920'erne Asiens største handelsby og industriby.

Halvdelen af alle arbejdere var beskæftiget i bomuldsproduktionen. Men også silkeproduktion fyldte meget, og naturligvis blev der fremstillet meget andet.

Bomuldsfabrikkerne var størst. På en bomuldsfabrik kunne der godt være 2000 ansatte, som var samlet i store bygninger. De fleste var kvinder. I begyndelsen af 1920'erne var kvindernes opgaver at spinde og væve og udføre opgaver forbundet med disse funktioner, mens mændene skulle bære, sortere og udføre øvrigt fysisk tungt arbejde, samt det mere tekniske arbejde. Igennem 1920'erne overgik det fysisk tunge arbejde mere og mere til kvinderne, mens mændene blev ved at være teknikere, maskinmestre, ingeniører, formænd osv.

Omkring 9% af dem der arbejdede på bomuldsfabrikkerne, var børn. Man blev regnet for barn indtil man fyldte 13. Børnene skulle feje, komme med nye spoler til kvinderne og lignende.

Bomuldsfabrikkerne var typisk ejet af kinesere eller japanere.

Silkefabrikkerne var betydeligt mindre, måske var der 100 ansatte på en fabrik. Til gengæld var der flere af dem spredt ud over det meste af byen. Silkekokonerne fik de fra området inde bag Shanghai og længere inde fra Yangtze, men ikke for langt væk fra. For silkekokonnerne skal koges inden ret mange dage efter, at de er plukket. Sammen med te var silken den vigtigste lokale vare.

Silkefabrikkerne havde mange børnearbejdere, som næsten alle var piger. Forholdene for børnearbejderne her var meget dårlige. Børnene blev brugt til at dyppe kokonerne i 80 grader varmt vand og pille dem op igen derfra med fingrene. Deres fingre var derfor altid forbrændte.

Silkefabrikkerne var typisk ejet af englændere. Tobaksfabrikkerne var overvejende ejet af British American Tobacco som trods navnet primært var et britisk foretagende.

Arbejderne boede så tæt på fabrikken, at de kunne gå derhen indenfor en time. Nogle af pigerne som arbejdede med silken, boede endda på fabrikkerne.

Arbejdsdagen var på 10-12 timer, man arbejdede enten på et daghold eller et nathold, så fabrikken var igang hele døgnet rundt. Det blev dog efterhånden almindeligt at have en fridag hver anden uge. Efter fridagen var det almindeligt at skifte fra daghold til nathold eller omvendt, således at man i løbet af måneden arbejdede to uger om dagen og to uger om natten.

På en 12 timers arbejdsdag havde man en halv times frokostpause. Her kunne arbejderne bruge en hane med varmt vand, som de kunne varme deres medbragte kogte ris op med. Mange havde også lidt grønsager med.

Lønnen afhang af den funktion, man varetog og af ens køn. Der blev skelnet mellem utrænet arbejdskraft, lettere trænet arbejdskraft, lærlinge og trænet arbejdskraft.

De bedst lønnede arbejdere tjente mere end dobbelt så meget som de ringst lønnede. Formænd, ingeniører osv i lederlaget tjente mere endnu. Børn tjente mindst. Hvis kvinder lavede det samme som mænd, tjente de alligevel 25% mindre end mændene.

Formænd og mange ingeniører var kinesere, så der var ikke mange hvide eller japanere på fabriksområdet i det daglige.

Det var ofte en fordel at have en hvid eller japansk fakriksledelse fremfor en kinesisk, idet de udenlandske var mere professionelle.

Arbejderne blev nøje overvåget under arbejdet. Fx blev der holdt skarpt øje med toiletbesøg. Man skulle sige til formanden, hvad man skulle på toilettet. Formanden vurderede så, hvor lang tid man havde brug for og udleverede en brik som adgangstegn. Alligevel blev toiletbesøg ofte brugt til at snige sig til en lille pause. I det hele taget forsøgte arbejderne at snige sig til at holde pauser, tage sig en lille lur osv. Mange kvinder måtte have deres små børn med på fabrikkerne, og de måtte så forsøge at se lidt efter barnet ind imellem også. Det krævede, at arbejderne dækkede over hinanden og at formanden (som godt kunne være en kvinde) mod bestikkelse lod som ingenting.

Voksne arbejdere på en mindre silkefabrik


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Hvad vil Guomindang?
Her hvor krigen i Kina for alvor tager fart og Shanghai er under belejring af soldater, trænger et spørgsmål sig naturligvis på for enhver med interesser i landet: Hvad vil Guomindang, sydpartiet der nærmest opstod ud af intet i Canton for at drage nordpå med en vældig hær?

Hvis man lytter til Guomindangs ledere, ønsker de at genoprette en national regering for Kina, stoppe krigene mellem forskellige warlords og genopbygge omverdenens respekt for Kina. Altså det samme som enhver af de stridende warlords siger, hans mål er. I modsætning til de forskellige warlords anerkender Guomindang til gengæld ikke de hvides privilegier i Shanghai og andre dele af Kina eller den hjælp som hvide magter har udøvet for at gøre Kina moderne og produktivt. De kræver, at koncessioner og privilegier nedlægges og bringes tilbage under den kinesiske stats kontrol.

Men det ville være en stor fejl at tage Guomindangs egne ord for gode varer. Selv hvis ikke det var muligt for enhver opmærksom indbygger i Shanghai at se deres kommunistiske agitatorers aktivitet, har en lang række pålidelige kilder oplyst, at Guomindang modtager støtte fra det bolshevikiske regime i Rusland. Guomindang er reelt et kommunistisk parti, der fisker i Kinas oprørte vande med løfter om national frelse.





Søren Hein Rasmussen
Christina Maria Jessen

Ying Chen
Sissel Vennike Ditlevsen
Christina Maria Jessen
Carsten Lysbjerg Mogensen
Søren Hein Rasmussen
Rikke Holst Thomsen

Shanghai Modern Title
Shanghai Modern Left

Shanghai Modern Menu Right