SHANGHAI-LEKSIKON
Amah

”Amah” er et kinesisk ord for barnepige eller tjenestepige. Frem til kommunisternes magtovertagelse i 1949 havde havde velstående kinesiske og udenlandske familier i Kina typisk en amah ansat til at amme de små børn og passe de større børn. Mindre velhavende familier brugte også deres amah til alt muligt andet arbejde i hjemmet og til indkøb.

En amah kom fra en fattig familie, som regel en landbofamilie. Hun selv eller hendes forældre kunne søge ansættelse, men ofte blev hun solgt uden at nogen spurgte hende selv. Piger i det traditionelle Kina havde ingen rettigheder.

Det var normalt at slå nyfødte piger i ihjel. En amah, der kunne amme, havde ofte netop dræbt sit eget spædbarn og producerede derfor mælk.

Når børnene blev voksne og selv blev gift, arvede de ofte deres amah, som på den måde kunne ”gå i arv” i en familie, indtil de hun døde. Men hvis de blev utilfredse med deres amah, eller hvis deres ægtefælle også arvede en amah, kun de sælge hende videre eller blot afskedige hende.


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.