SHANGHAI-LEKSIKON
Hvordan en amah blev en amah

Den amerikanske forfatter Pang-Mei Chang, født 1965, fortæller i sin bog “Bundne fødder og vestligt tøj: En erindring” fra 1996 historien om hendes amah, Xu Ma, som Pang-mei arvede fra sin far. Xu Ma blev hyret af Chang familien i Shanghai i 1936:

 

Min far fortalte, at Xu Ma var blevet født I Shanghais udkant i begyndelsen af 1900-tallet og var blevet solgt til en anden fattig landbofamilie, da hun var omkring otte. De opdrog hende som deres datter/tjener sammen med deres søn, indtil de begge var gamle nok til at blive gift. Dette var måden, en familie, der ikke havde råd til at betale for en brud til deres søn, kunne sikre sig, at han blev gift med en lydig svigerdatter og fortsætte slægten. Xu Mas mand voksede op til at blive en håbløs mand, der spillede og drak pengene op. De fik deres første barn, en søn, da hun var atten. Andre fulgte efter, men Xu Ma brugte afbarkede morbærkviste til at abortere dem. To af dem blev faktisk født, men fordi de var piger, druknede Xu Ma dem i WC-tønden. Med hendes arbejde i marken, med at lave mad for sin svigermor, gøre rent og forsøge at tjene nogle ekstra penge som saltsmugler havde hun ikke tid til døtre.

                      I Kina i 1920erne og 30erne var handlen med salt mellem provinserne kontroleret af den lokale warlord. Driftige bønder som Xu Ma forsøgte at få del i profitten for salt ved at smugle det mellem forskellige provinser. Xu Ma syede saltblokke ind I foret på en indervest og tog flere lag tøj på for at se tyk ud. Hvis hun blev fanget, gennemtævede politiet eller warlordens gendamer hende og gned salt i de åbne sår for at give hende en lærestreg.

                      ”Kom og se, nong ke ve,” plejede hun at sige til mig på Shanghai-dialekt, hver gang jeg havde ondt af mig selv. ”Kom og se hvilken lidelse jeg har måttet udholde.” Og hun ville vende sig og trække op i skjorten for at vise mig arrene på sin ryg.

                      Xu Ma svor, at den dag da hendes søn kunne lave et helt måltid til sig selv og hendes svigermor – og dermed opfylde hendes forpligtigelse over for sin mands familie – ville hun forlade landsbyen for at søge lykken. Sådann var det, at hun kom til familien Chang. Kort tid efter hendes anden datters fødsel forlod Xu Ma sit hjem og tog arbejde som amme på et børnehjem, som en af mine fjerne slægtninge havde started i Baoshan distriktet.

(Fra Pang-Mei Natasha Chang: Bound feet and Westerne Dress: A memoir,. N. Y.: Doubleday 1996, s. 25-26. Oversættelse Christina Maria Jessen)

 

RELEVANTE LEKSIKON-ARTIKLER



Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.