SHANGHAI-LEKSIKON
Erindring om en amah

Den amerikanske akademiker Liliane Willens blev født i Shanghai i 1927 og boede i byen indtil 1951. Hun var datter af to russiske jøder -  moderen Thaïs og faderen Benjamin - voksede op i et kvarter omkring den franske koncessions hovedgade Rue Joffre, der var et af samlingsstederne for russere i eksil. I sin erindringsbog Stateless in Shanghai fra 2010 fortæller hun om sin opvækst i et moderat velhavende middelklassehjem, bl. a. om livet med sin amah:

 

Den 5. august 1927 fødte Thaïs sit andet barn (mig) – ikke på Hôpital Sainte Marie, det var stadig ikke fuldt bemandet efter Guomindangs blodbad i april, men i sin lejlighed på Avenue Joffre. Et par uger efter min fødsel hyrede min mor endnu en amah, som mine forældre kaldte Den Gamle Amah, fordi hun var sidst i trediverne og derfor lidt ældre end den gennemsnitlige amah. Hun var en høj, tynd, alvorlig kvinde af bondeslægt med håret i en knold og altid ulasteligt klædt i sin standard amah ”uniform”: En hvid jakke med hægter på siden, sorte bomuldsbukser og sorte lærredssko. Amahs i Shanghai havde som regel deres eget værelse – ofte uden vinduer – i tjenestefolkenes bygning i forbindelse med hovedbygningen og blev betalt, så de kunne sende penge til deres familie. En luksus som amahs havde, udover ikke at skulle sidde på en lille taburet på fortovet og lave mad over lerkomfurer, hvor de skulle vifte til kullene for at holde dem varme, var adgang til sæbe og varmt vand, så de ikke skulle stå i kø med en termokande i en overrendt butik for at købe varmt vand hver morgen. Hvis der ikke var andre tjenere, blev amah en ”arbejdshest” - hun skulle ikke blot passe børnene, men også vaske tøj og vaske op og af og til hjælpe med at lave mad. Selvom de kun fik en ringe løn og ikke havde nogen fridage, følte amahs ofte, at de var heldige, bare de havde et tag over hovedet og arbejdede for en udenlandsk familie, hvor de fik højere løn og var i noget mindre risiko for at blive slået af Master eller Missee, end hvis de arbejdede for rige kinesere.

 

Lilianes amah med Liliane på armen i en park i den franske koncesssion 1928.

 

Den Gamle Amah og jeg var uadskillelige, da jeg var barn. Hun havde det fulde ansvar for mig (Leelee) og min søster Riva som hun kaldte ”Leeva”. Hun gav os mad, vaskede os og klædte os på i det tøj, min mor ikke længere syede, men købte. Min fars indtægt steg betragteligt, da han blev hyret som sælger for Sun Life Assurance Company of Canada, en virksomhed med hovedsæde i Montreal. Kort efter flyttede vi til en større lejlighed på Route Ratard (Julu Lü), hvor mine forældre fik et værelse til Den Gamle Amah i annekset for tjenestefolk. Vi arbejdede os op socialt – det gjorde Den Gamle Amah også i hendes venners øjne.

                      Den Gamle Amah insisterede på, at vi skulle have bløde lærredssko, for som hun forklarede min mor, var lædersko ”vely no good” for fødderne, fordi snørebåndene kunne gå op og vi kunne falde og slå os. Takket være disse bløde sko kunne jeg let løbe fra Den Gamle Amah, som havde en springende gangart takket være hendes smalle fødder.

                      Min søster Riva gav stort set aldrig problemer, men allerede som fem-årig terroriserede jeg pigerne, jeg legede med i haven, sloges med drengene, der boede i opgangen, og rakte tunge af de kinesiske børn på gaden. Den Gamle Amah reddede mig tit fra skældud og smæk ved at sige: ”When Missee Leelee big, she good like Leeva.” Selvom jeg allerede havde lært noget af Shanghai-dialekten, talte Den Gamle Amah altid pidgin engelsk til mig, for hun forstod instinktivt, at mine og andre europæiske forældre ikke ønskede, at deres børn lærte kinesisk. Der var ingen grund til at lære det, eftersom kinesiske tjenere skulle tale brokker af deres herrers sprog, hvad enten det var pidgin engelsk, fransk, russisk eller tysk.

                      Fra jeg var omkring seks år gammel, lod min mor mig tage med Den Gamle Amah, når hun skulle købe ind i det ”kinesiske” Shanghai, en verden som jeg opdagede, var helt anderledes end min egen. Jeg var glad for at slippe væk fra min støjende lillesøster Jacqueline, en skrigende ”plage” som var blevet en del af mit liv året før. Jackie, som folk kaldte hende, fik alt for meget opmærksomhed fra mine forældre og deres venner. De kunne ikke blive enige om, hvorvidt hun lignede sin far eller sin mor, men i hvert fald lignede hun ikke sine to storesøstre. Riva lignede min far i både udseende og sit rolige sindelag, mens jeg lignede min mor i både ydre og temperament, så jeg var et meget uroligt barn.

                      På vej til markedet gik jeg og Den Gamle Amah gennem en række ekstremt fattige kvarterer. Her ville vi uvægerligt komme forbi en mand, der langtsomt skubbede en vogn foran sig. Han gik ind og ud af gyderne, hvor kineserne boede og samlede de spande med afføring, som havde ophobet sig i løbet af natten. Når moo dong manden annoncerede sin ankomst, stormede kvinderne ud med træspande, som han behændigt tømte i beholderne fastspændt hans vogn. Når de var fyldt til randen, lagde han et trælåg over og begyndte langsomt at skubbe sin overlæsede vogn ud på landet, hvor han solgte morgenens ladning som gødning. I de meget varme, fugtige sommermåneder juli og august, hvor temperaturen bevægede sig omkring 37 grader, hang den rådne lugt fra disse vogne i luften resten af formiddagen.

                      På disse ture med Den Gamle Amah så jeg hende prutte endeløst om prisen på ris, nudler, frugt og grøntsager. Når hun hørte en pris, blev hun meget teatralsk og gik sin vej, mens hun højlydt brokkede sig over, hvordan gadehandleren forsøgte at udplyndre hende. Men hun kom hurtigt tilbage og begyndte at forhandle igen, og efter en masse sukken accepterede hun modvilligt at købe, hvad hun havde set på. Hun holdt omhyggeligt øje med sælgeren, når han vejede varerne på en vægt, der bestod af en metalskål på en pind med en flytbar modvægt af metal. På en af vores ture på markedet blev Den Gamle Amah meget vred på mig. Jeg havde ikke haft tid til at fortælle hende, at jeg skulle ”makee doodoo”, så mens hun talte med en ven, satte jeg mig på hug på gaden og sked i bukserne. Jeg gjorde bare, hvad de kinesiske børn gjorde, når de skulle ”makee doodoo”, med den undtagelse at mine bukser ikke var åbne bagi. Den Gamle Amah begyndte at beklage sig over at ” Big Missee get vely, vely angly”, og at Leelee “give me walla, walla (ballade, ballade), ah ya, ah ya”. Min pæne, ærbare Gamle Amah trak mig altid væk, når hun så en mand bruge en væg som et udendørs toilet. Selv undrede jeg mig bare over, hvorfor han ikke gik hjem og på WC, som vi gjorde. I min verden var det kun små børn, som havde ret til at forrette deres nødtørft offentligt!

                      Jeg så altid frem til disse ture med Den Gamle Amah, fordi jeg vidste, at hver gang hun købte et stykke stegt kød, fisk eller brød, delte hun det med mig. Jeg beundrede gadehandlerne, når de brugte den vifte, de holdt gang i kullene med, til at forsøge at smække alle fluerne der summede rundt om boderne. Nogle gange, når Den Gamle Amah havde et par ekstra kobberstykker, købte hun et stykke dybtstegt tofu, som hun pustede på og gav mig. Hun delte også sin morgenmad, små da bing pandekager og you tiao, tråde af dej stegt i olie som sælgeren spandt i luften, til de fik en aflang form. Disse to fedtede fødevarer blev pakket ind i et stykke beskidt avispapir. Når Den Gamle Amah følte sig særligt gavmild, købte hun en pyramideformet zongzi, en ret bestående af klistrede ris pakket ind i palmeblade, som hun delte med mig. Til dessert, som hun købte, hvis jeg plagede hende nok, købte hun klistrede yuan xiao, riskugler rullet i sesamfrø. Jeg kunne særligt godt lide den kinesiske månefestival, fordi Den Gamle Amah altid købte en dousha bao til mig, en kage fyldt med sød, rød bønnemos, som hun vidste, jeg bedre kunne lide end de kager, vi fik til teen derhjemme.

                      Den Gamle Amah kunne ikke bede om at få de penge, hun havde spenderet på mig, da mine forældre aldrig ville have tilladet, at jeg fik mad lavet under så uhygiejniske forhold. Selvfølgelig sagde jeg heller ikke, at jeg havde fået disse forbudte delikatesser, da det ville have betydet enden på mine ture med Den Gamle Amah. Maden, jeg fik på markedspladsen, smagte meget bedre end det kød, kylling, kartofler, grøntsager og suppe, som vi spiste hjemme, hvor jeg altid fik at vide, at jeg skulle spise langsomt og tørre mig om munden med en serviet. Min smag for kinesisk mad blev måske forstærket af, at jeg og Den Gamle Amah havde en hemmelighed for mine forældre.

                      Når jeg fik mad på gaden, måtte Den Gamle Amah altid jage tiggerbørnene væk, der samlede sig omkring mig. Jeg råbte ”sheela, sheela” (”skrub af”) efter dem, uden at være klar over at de var sultne. Jeg syntes, det var mærkeligt at stirre på mig, mens jeg spiste, og undrede mig over, hvorfor deres mødre ikke gav dem noget at spise. Jeg var træt af dem, når de omringede mig, og råbte af dem i Shanghai dialekten med de samme ord, som de brugte mod mig. At kinesiske børn bandede ad mig – en yang guizi (fremmed djævel) med en da bizi (stor næse) – bekymrede mig ikke, for jeg var allerede klar over at som hvid var jeg dem overlegen. Fra en tidlig alder så jeg og mine venner ned på kineserne, som vi havde bemærket primært var der for at tjene os og alle andre udlændinge. Dengang var vi ikke klar over, at vi opførte os som racistiske kolonialister i resten af verden.

                      Om efteråret og det tidlige forår, hver gang vejret var koldt, stoppede Den Gamle Amah ved et gadehandlers vogn eller en lille omrejsende restaurant for at købe ristede kastanjer eller tofu suppe. Vi spiste suppe af den samme skål med den samme ske, som gadehandleren havde vasket i grågrumset vand med en snavset klud, som han tørede på sit ærme. Den Gamle Amah spurgte mig altid ”Leelee, wanchee eatee?” (”har du lyst til at spise?”) og jeg svarede altid ”wanchee more”. Hun begyndte at lære mere pidgin engelsk, mens jeg opfangede flere og flere brokker kinesisk fra samtaler omkring mig og fra hvad gadebørnene råbte ad mig. Når de stirede på mig eller mumlede ”nakoonin pissey” (”beskidte, udenlandske svin”), svarede jeg øjeblikkelig igen med ”tzoong koonin pissey” (”beskidte, kinesiske svin”). Jeg vidste ikke hvad pissey betød, men jeg var klar over, at det måtte være et meget grimt ord, da Den Gamle Amah forsøgte at få mig til at lade være med at bruge det. Jeg frydede mig over disse forbudte ord, derhjemme havde vi kun det russiske svinya (svin), som min far brugte, når han blev vred. Vi måtte heller ikke kalde kineserne ”chinks” eller japanerne ”japs”. Mine forældre må have ment, at disse ord var lige så stødende for asiatere som ordet ”yid”, som de var blevet kaldt, mens de voksede op i tzarens Rusland.

(Liliane Willens: Stateless in Shanghai, China Economic Review Publishing / Earnshaw Books 2010, s. 27-33. Oversættelse: Christina Maria Jessen)

RELEVANTE LEKSIKON-ARTIKLER



Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.