SHANGHAI-LEKSIKON
Shanghai

Shanghai er en kinesisk by, der ligger tæt ved Yangtzeflodens udløb. Den er Kinas vigtigste økonomiske centrum og med sine 25 millioner indbyggere (2015) landets største by.

Det oprindelige Shanghai

Shanghai er omtalt i kilder tilbage i 900-tallet, men blev først gjort til en handelsby i 1100-tallet. I 1200-tallet blev den blev centrum for bomuldsproduktion og klædefremstilling. Den spillede en vigtig rolle som handelsby frem til 1500-tallet, men her blev Kinas udenrigshandel imidlertid stoppet af politiske årsager, og først i 1700-tallet kom der igen rigtig vækst i Shanghai . I 1842 havde byen omkring 250.000 indbyggere og var handelsby for bomuld, silke og gødning fra Kina til udlandet. Den var ikke så vigtig som de nærliggende byer Suzhou og Hanzhou, og efter kinesisk målestok var Shanghai en temmelig ubetydelig by . Dette ændrede sig, da repræsentanter fra de vestlige lande slog sig ned her.

Koncessionernes Shanghai

I 1842 vandt englænderne den krig mod Kina, der går under navnet den første opiumkrig og gik ud på, at englænderne ønskede at sælge opium i Kina. Sejren gav de vestlige stormagter magt til at lave bosættelser ved en række godt beliggende havne, hvor de fik særligt fordelagtige handelsbetingelser og hvor deres egne hjemlandes love gjaldt. Disse aftaler blev kaldt koncessioner. Områderne de gjaldt i blev kaldt koncessionsområder. Et område lige udenfor det oprindelige Shanghais bymure blev et af de første fem koncessionsområder.

Kina var i 1800-tallet meget ustabilt og svagt. Derfor kunne de fremmede magter trænge ind og sætte sig på det økonomiske liv. Kinesisk arbejdskraft og kinesiske naturresurser kom således udenlandske lande og private forretningsfolk til gode. Shanghai lå sådan, at alle områder ind langs Yangtzefloden kunne udbyttes, og Shanghai blev på den måde en af verdens allerrigeste byer. Først englænderne, så amerikanerne og franskmændene, siden næsten alle de øvrige vestlige lande samt Japan, fik koncessioner i Shanghai og andre steder i Kina.

Shanghai som friby

De hvide Shanghaiherskerne der havde slået sig ned, ønskede at settlementet skulle være uafhængigt fra både Kina og de vestlige stater, så byens rigdom kunne vokse sig endnu større og så de selv kunne have fuld kontrol over den. I 1854 udarbejdede den franske, den britiske og den amerikanske koncession i fællesskab en konstitution, som ville gøre settlementet til en selvstyrende republik. Stemmeretten blev afgjort af et minimumsbeløb, hvilket ville sige at det kun var de rige der havde lov til at stemme og at de var næsten skattefrie. Kineserne i koncessionsområderne betalte derimod skat, selvom de ingen indflydelse havde på nogen former for bestemmelser. Det var altså Shanghaiherrerne, der styrede byen, samtidig med at det var dem, der sad på pengene og lod andre betale. Formelt set blev settlementet aldrig en selvstyrende republik, da konstitutionen ikke blev godkendte af hjemlandene. I praksis fungerede byen dog præcis som Shanghaiherrene havde ønsket det.

Boomtown Shanghai

I forbindelse med de mange borgerkrige i Kina i 1800-tallets anden halvdel kom store flygtningestrømmene til Shanghai. Dette bevirkede, at der også blev en stor indtægt i jordspekulation. Koncessionsområderne blev udvidet flere gange, så de efter 1899 omfattede 13,5 kvadratkilometer. Samtidig betød flygtningestrømmene næsten uanede mængder af meget billig arbejdskraft.

Omkring år 1900 oprettede japanerne industrianlæg i Shanghai - de første i Kina - andre koncessionshavere fulgte trop, og snart var Shanghai en topmoderne industriby med de laveste skatter og laveste lønudgifter noget sted i verden. Industrialiseringen af Kina var dermed gået i gang og blev den sidste impuls til kejserdømmets sammenbrud. Det skete i 1911.

Mange millioner mennesker måtte bryde op fra deres hjemegne for at finde overlevelse andre steder, og for Shanghais vedkommende betød det en enorm befolkningstilvækst. Byen inklusive den oprindelige kinesiske by voksede fra 250.000 i 1842 til 1 mio. i 1900 og 2. mio. i 1920. Men udlændingenes antal var i 1890 kun cirka 10.000 og i 1930 kun cirka 30.000. Koncessionsområderne såvel som de kinesiske kvarterer rundt om dem bestod helt overvejende af kinesere.

Byens udseende skiftede fra slutningen af 1800-tallet. Fra at have været som en typisk koloniby med få, men luksuriøse bygninger, blev den en kæmpestor by, hvis centrum omkring The Bund og Nanjing Road i det internationale område (=de engelske og amerikanske koncessioner) blev bygget op i moderne højhusstil, der tålte sammenligning med New York. Byens multikulturelle præg blev bestandigt mere udpræget. For selvom langt de fleste var kinesere, blev de dybtgående præget af at det var de vestlige nationer, der bestemte. Samtidig satte folk fra europæernes kolonier også et præg på byen, især sikher fra Indien.

I Shanghai kunne man se de nyeste Hollywoodfilm og læse både klassikere og nye bøger fra Europa og USA, både på originalsprog og i kinesiske oversættelser. Mange unge kinesere fik en vestlig uddannelse, ofte i vesten. Kinesiske kunstnere udviklede deres helt særlige stilarter. Shanghai blev en slags smeltedigel for vestligt og kinesisk - hvor kineserne var dem der lærte mest og udviklede mest nyt.

Shanghai i 1920’erne og 1930’erne

Shanghai var i 1920'erne og 1930'erne en eksplosivt voksende by, der voksede fra 2 mio. indbygger til 4 mio. indbyggere. Den var præget af et hvidt overherredømme, meget store forskelle mellem rige og fattige, uhæmmet pengejagt, korruption, gangstervælde, etniske og klassemæssige spændinger mellem hvide og kinesere, raceadskillelse, kinesisk nationalisme, revolutionær uro og stormagtsintriger. Shanghais magtcentrum blev stadig udgjort af koncessionsområderne. Antallet af ikke-kinesere i Shanghai voksede mellem 1920 og 1940 fra ca. 25.000 til ca. 50.000, som for de flestes vedkommende boede i koncessionsområderne. Den hvide overklasse der boede i byen levede et overklasseliv, som mest drejede sig om selskabelighed i forskellige klubber, væddeløbsheste, fester og et voldsomt natteliv. Byen var populær for rige vestlige turister, der ville opleve den berømte by. Den havde kælenavne som ”Østens Paris”, "Østens Gomorrha" og ”Sin City”, fordi hele nattelivet med prostitution, kasinoer og stoffer blev en af byens største forretninger. Der var også en mere løssluppen stemning mellem de hvide, end der var i deres hjemlande.

I den internationale zone og den franske koncession boede der først og fremmest kinesere. De fleste var meget fattige, men mange havde også gode jobs for de hvide. I alt voksede antallet af kinesere, der boede i de internationale zoner, fra 800.000 i 1920 til 1,5 million i 1937. Der var megen status forbundet med at bo i koncessionerne, og de kinesere der boede der, havde generelt flere penge end dem, der boede i de kinesiske områder udenom koncessionerne. Blandt flertallet af kineserne var der dog en ekstrem fattigdom, der i Shanghais værste år var så slem, at der hver morgen lå lig i gaderne fra dem, der var døde af sult eller sygdom i løbet af natten.

Social og politisk uro

I 1920’erne og 1930’erne blev kinesiske områder af Shanghai, hvor kinesisk lovgivning gjaldt, i realiteten styret af The Green Gang, som var en gangsterbande, hvis ledere også havde stor indflydelse i koncessionerne. Mellem fattige kinesiske fabriksarbejdere boblede social og nationalistisk uro. Den kinesiske arbejderbevægelse havde sit udspring i Shanghai, hvor dens ledere søgte at organisere den efter europæisk forbillede. Det kinesiske kommunistparti KKP blev stiftet i Shanghai i 1921 under inspiration fra det russiske kommunistparti. KKP og det store nationalistparti Guomindang indgik frem til 1927 i en tæt alliance, som indebar at de kommunistiske agitatorer havde deres virke i Kinas store industricentre, fremfor alt i Shanghai. Den 12. April 1927 brød Guomindangs militære leder Shiang Kai-shek dog denne alliance ved at lade The Green Gang myrde 7000 kommunister og strejkeledere i Shanghai i et kup mod Guomindangs ledelse, som blev udført med Shanghais hvide lederes stiltiende accept. Kommunisterne spillede herefter ikke nogen rolle i Shanghai førend efter 2. Verdenskrig.

I foråret 1932 angreb japanerne nogle af Shanghais kinesisk styrede områder som led i Japans planer om erobring af Kina. I 1937 angreb japanerne igen og indtog hele Shanghai. Herefter og især under 2. verdenskrig var byen temmelig isoleret fra omverdenen og mange udlændinge rejste bort. Den 27. maj 1949 erobrede den Mao-kommunistiske ”Folkets befrielseshær” Shanghai, og byens sidste udlændinge forsvandt.

Shanghai efter 1949

Shanghai levede et anonymt liv under den maoistiske udgave af kommunismen. Da det kinesiske kommunistparti 1978 åbnede for markedsøkonomi og udenlandske investeringer, var Shanghai et de områder, det satsede på, og byen blomstrede op igen. Fra begyndelsen af 1990’erne kom Shanghai ind i en voldsom vækstperiode, som stadig er igang. Indbyggertallet passerede i 2015 25 millioner.

 


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Min barndoms kæreste ven
Da jeg var barn, var jeg bange for mørke, og Shanghai var ikke så oplyst af gadelygter og neon, som den er i dag. Hvor var jeg glad for, at min egen elskede Amah blev hos mig, til jeg sov. Hvad skulle der vær blevet blevet af mig, hvis hun ikke havde været der?

Mine forældre gik næsten altid ud om aftenen. Det kunne være til middag hos Thompson’erne, eller de skulle i biografen med de tyske Blumenfeldts, eller klubben holdt et arrangement , inden dansestederne åbnede. For mig var det ligegyldigt. Mor begyndt at forberede sig, så snart hun stod op, og når Far kom hjem, var det kun for at hente hende, så fløj de ud til Studebakeren og lod chaufføren transportere dem til aftenens morskab. Dér sad jeg og Lily, min søster, tilbage. Hun var et år ældre end jeg og måske mere hårdfør, jeg ved det ikke. I hvert fald husker jeg ikke, at hun tog det så tungt. Men jeg gjorde. Jeg græd hver eneste gang. Hvad skulle jeg have gjort uden Amah?

Kom, lille herre, kaldte hun med sin blide stemme, og da jeg blot blev stående der med hænderne for ansigtet, kom hun til mig og løftede mig op og sang en kinesisk sang for mig. Ordene forstod jeg ikke, men sødmen i hendes stemme gjorde mig rolig. Og hun ville bære mig ud i køkkenet, hvor jeg fik lov at sidde på gulvet, imens hun lavede mad til os alle tre, og bagefter lod hun mig sove sammen med Lily i Lilys seng.

Vi skulle folde vore hænder og bede vores aftenbøn, i denne sag var Amah ubønhørlig, på trods af, at vi aldrig hørte hende bede selv. Ja, overhovedet aner jeg ikke om hun kendte noget til de hvides gud. Men når vi var færdige, sang hun for os igen, og hun holdt min hånd og veg ikke fra sengen, førend jeg sov.

Amah var min moder og min nærmeste barndomsven, min eneste fortrolige i alle de år, jeg boede hjemme i mine forældres hus. De stunder vi havde sammen - ved sengetid, når hun serverede min morgenmad, når vi var i parken, når hun tog mig med på markedet og lærte mig grønsagernes kinesiske navne, selvom Mor på det strengeste havde forbudt det - de stunder er min barndoms bedste.

Men alt godt får jo ende. En dag blev jeg selv gift. Min kone insisterede på, at det var hendes amah, der skulle flytte med. Lily var på det tidspunkt rejst tilbage til England, så der var ikke andet for end at fyre Amah. Hvor hun dog græd den dag. Jeg ved ikke, hvad der blev af hende. Sådan er livets gang.