SHANGHAI-LEKSIKON
Rejseberetninger fra Yunnan

Artiklen ”Blandt røvere og tigre i Yunnan” er en autentisk rejseberetning, bortset fra overskrifterne som er sat ind af Shanghai Moderns redaktion. Den er fra juli 1922 er sendt som brev fra den danske kvinde Sophie Jensen til hendes familie på Fyn.

Sophie Jessen rejste i 1915 til Beijing for at blive gift med sin forlovede Frederik Jensen. Han var rådgivende minedriftingeniør, hvorfor parret rejste meget i Kina og det nuværende nordligste Vietnam. I 1922 rejste de således fra Beijing til den vietnamesiske by Haiphong og derfra med den nys anlagte (af franskmænd) jernbane op i Kinas sydvestligste provins Yunnan.

Yunnan var i 1920’erne og 1930’erne meget præget af den lovløshed, som fulgte Kinas opløsning i perioden, og det præger Sophies breve hjem. Ikke desto mindre fremgår det også, at de hvide i mange henseender førte et priviligeret liv med en næsten ufatteligt stor tjenerstab og endda slaver. Det fremgår nogle steder af Sophies breve, at hun blev transporteret i bærestol i de situationer, hvor hun fortæller at de ”gik”. Det var altså rettelig kun tjenerne, der gik.

Sophie og Frederik Jensen fik tre børn i henh. 1916, 1917 og 1925. De boede i Kina indtil 1936, hvor de rejste tilbage til Danmark.

Artiklens overskrift nævner tigre. Yunnan var kendt for sine mange tigre, og et sted nævner Sophie, at de bruger tigerskind som gaveartikler.

Brevene er i privateje hos Sophie Jensens efterkommere.

 


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Blandt røvere og tigre i Yunnan
Fra vor rejsekorrespondent Sophie Jensen har vi modtaget et nyt brev, denne gang en dramatisk beretning fra hendes tur op i Yunnans røver- og tigerbefængte bjerge.

En togtur fyldt med strabadser

I Haiphong fik vi pludselig meddelelse om, at banen gik igennem hertil, men at der stadig var steder, man måtte passere gående på en 4-5 km, et sted kun på ca. 2 km. Desværre måtte vore kufferter ikke veje mere end 40 kg for at coolierne kunne bære dem, så jeg fik jo ordentlig travlt med at pakke om, og en del måtte vi desværre lade stå. Turen hertil er meget trættende, men aldeles pragtfuld. Vi måtte op allerede 4½ i Haiphong, da toget går kl. 6. Den første del af turen er temmelig kedelig, det er rismarker og rismarker igen så langt, man kan se, men hen på eftermiddagen kommer man allerede lidt højere op og kommer ind i junglen, aldeles dejlig jungle, palmer, bananer (med masser af frugt der aldrig bliver plukket) og den smukke graciøse bambus, samt et virvar af andre store træer og slyngplanter, især ved kløfterne og floden var der meget smukt, men trættende er det, man synes, man må se det hele, og varmt er det, og desforuden er banen dårlig og går hele tiden i siksak for at kravle op, den skal jo nå herop - 7500 fod på de 3 dage, og så ryster den, så man bliver helt søsyg.

Om aftenen ved ca. 9 tiden kom vi til Laukai mægtig trætte, så vi skyndte os at få noget at spise og komme i seng. Der traf vi amerikaneren, som Frederik skal afløse, og vi blev meget skuffede ved gennem ham at høre, at vi alligevel ikke skulle til Talifu, som bestemmelsen var fra Peking (manden i Talifu ville vente med sin ferie til foråret), men at vi i stedet skal afløse denne her Fergusson. Dette er imidlertid slet ikke morsomt, der er tale om to steder, det ene er ca 4 dage herfra i bærestol, men der findes intet hus, så børnene og jeg kan umuligt tage med. Det andet sted, der er tale om, er ca 18 dage herfra, der er et nogenlunde godt hus, men meget varmt og temmelig usundt, og så er der så smækfyldt med røvere derude, at man skal have flere hundrede soldater med herfra, og desuden er turen meget vanskelig op og ned ad høje bjerge. I kan se, at det ikke er sådan lige at løbe til. Foreløbig er der telegraferet om disse ting fra Peking, og vi venter på svar.

Vanskeligt men smukt

Nå, jeg kom hel fra turen hertil, i Laukai måtte vi igen op 4½ for at nå tog, og så begyndte i virkeligheden den rigtige stigning. Det er aldeles vidunderligt, at der i det hele taget kan anlægges bane i så vilde bjerge, men i den rigtig stærke regntid skylles da også ofte både broen og hele banelinien bort. Havde jeg vidst, at de steder vi skulle passere, var så vanskelige, havde jeg måske næppe turdet det med børnene, der var nemlg kun ganske smalt, ca 1½ alen bredt, hvor vi kunne gå, og så en dyb kløft ned på den anden side, over meget dårlige broer og mørke tuneller, så I kan tro, jeg var glad da jeg igen sad i toget, men når jeg undtager det, er turen hertil, som jeg allerede har fortalt, aldeles pragtfuld.

 

Yunnan er, som det fremgår af billedet, et meget tilbagestående område af Kina.

 

Et liv med afsavn

Her har vi det heldigvis udmærket, vi er i regntiden nu, men kan dog næsten altid komme ud en tur både morgen og eftermiddag (hvilket er meget nødvendigt da her ikke findes en luxus som WC). Familien her rejser vist til Shanghai om nogle måneder, den nye President i Yunnanfu vil ”låne” for mange penge af dem. Vi har så småt tænkt på at købe en af deres slavepiger, de har to her, der skal sælges for 50 dollar pr. stk. Amaherne her er aldeles umulige, og jeg savner meget min gamle kone fra Peking, men på den anden side synes man, at man har mere ansvar om for en slavepige, hun skal gerne giftes osv.