SHANGHAI-LEKSIKON
Shanghai

Shanghai er en kinesisk by, der ligger tæt ved Yangtzeflodens udløb. Den er Kinas vigtigste økonomiske centrum og med sine 25 millioner indbyggere (2015) landets største by.

Det oprindelige Shanghai

Shanghai er omtalt i kilder tilbage i 900-tallet, men blev først gjort til en handelsby i 1100-tallet. I 1200-tallet blev den blev centrum for bomuldsproduktion og klædefremstilling. Den spillede en vigtig rolle som handelsby frem til 1500-tallet, men her blev Kinas udenrigshandel imidlertid stoppet af politiske årsager, og først i 1700-tallet kom der igen rigtig vækst i Shanghai . I 1842 havde byen omkring 250.000 indbyggere og var handelsby for bomuld, silke og gødning fra Kina til udlandet. Den var ikke så vigtig som de nærliggende byer Suzhou og Hanzhou, og efter kinesisk målestok var Shanghai en temmelig ubetydelig by . Dette ændrede sig, da repræsentanter fra de vestlige lande slog sig ned her.

Koncessionernes Shanghai

I 1842 vandt englænderne den krig mod Kina, der går under navnet den første opiumkrig og gik ud på, at englænderne ønskede at sælge opium i Kina. Sejren gav de vestlige stormagter magt til at lave bosættelser ved en række godt beliggende havne, hvor de fik særligt fordelagtige handelsbetingelser og hvor deres egne hjemlandes love gjaldt. Disse aftaler blev kaldt koncessioner. Områderne de gjaldt i blev kaldt koncessionsområder. Et område lige udenfor det oprindelige Shanghais bymure blev et af de første fem koncessionsområder.

Kina var i 1800-tallet meget ustabilt og svagt. Derfor kunne de fremmede magter trænge ind og sætte sig på det økonomiske liv. Kinesisk arbejdskraft og kinesiske naturresurser kom således udenlandske lande og private forretningsfolk til gode. Shanghai lå sådan, at alle områder ind langs Yangtzefloden kunne udbyttes, og Shanghai blev på den måde en af verdens allerrigeste byer. Først englænderne, så amerikanerne og franskmændene, siden næsten alle de øvrige vestlige lande samt Japan, fik koncessioner i Shanghai og andre steder i Kina.

Shanghai som friby

De hvide Shanghaiherskerne der havde slået sig ned, ønskede at settlementet skulle være uafhængigt fra både Kina og de vestlige stater, så byens rigdom kunne vokse sig endnu større og så de selv kunne have fuld kontrol over den. I 1854 udarbejdede den franske, den britiske og den amerikanske koncession i fællesskab en konstitution, som ville gøre settlementet til en selvstyrende republik. Stemmeretten blev afgjort af et minimumsbeløb, hvilket ville sige at det kun var de rige der havde lov til at stemme og at de var næsten skattefrie. Kineserne i koncessionsområderne betalte derimod skat, selvom de ingen indflydelse havde på nogen former for bestemmelser. Det var altså Shanghaiherrerne, der styrede byen, samtidig med at det var dem, der sad på pengene og lod andre betale. Formelt set blev settlementet aldrig en selvstyrende republik, da konstitutionen ikke blev godkendte af hjemlandene. I praksis fungerede byen dog præcis som Shanghaiherrene havde ønsket det.

Boomtown Shanghai

I forbindelse med de mange borgerkrige i Kina i 1800-tallets anden halvdel kom store flygtningestrømmene til Shanghai. Dette bevirkede, at der også blev en stor indtægt i jordspekulation. Koncessionsområderne blev udvidet flere gange, så de efter 1899 omfattede 13,5 kvadratkilometer. Samtidig betød flygtningestrømmene næsten uanede mængder af meget billig arbejdskraft.

Omkring år 1900 oprettede japanerne industrianlæg i Shanghai - de første i Kina - andre koncessionshavere fulgte trop, og snart var Shanghai en topmoderne industriby med de laveste skatter og laveste lønudgifter noget sted i verden. Industrialiseringen af Kina var dermed gået i gang og blev den sidste impuls til kejserdømmets sammenbrud. Det skete i 1911.

Mange millioner mennesker måtte bryde op fra deres hjemegne for at finde overlevelse andre steder, og for Shanghais vedkommende betød det en enorm befolkningstilvækst. Byen inklusive den oprindelige kinesiske by voksede fra 250.000 i 1842 til 1 mio. i 1900 og 2. mio. i 1920. Men udlændingenes antal var i 1890 kun cirka 10.000 og i 1930 kun cirka 30.000. Koncessionsområderne såvel som de kinesiske kvarterer rundt om dem bestod helt overvejende af kinesere.

Byens udseende skiftede fra slutningen af 1800-tallet. Fra at have været som en typisk koloniby med få, men luksuriøse bygninger, blev den en kæmpestor by, hvis centrum omkring The Bund og Nanjing Road i det internationale område (=de engelske og amerikanske koncessioner) blev bygget op i moderne højhusstil, der tålte sammenligning med New York. Byens multikulturelle præg blev bestandigt mere udpræget. For selvom langt de fleste var kinesere, blev de dybtgående præget af at det var de vestlige nationer, der bestemte. Samtidig satte folk fra europæernes kolonier også et præg på byen, især sikher fra Indien.

I Shanghai kunne man se de nyeste Hollywoodfilm og læse både klassikere og nye bøger fra Europa og USA, både på originalsprog og i kinesiske oversættelser. Mange unge kinesere fik en vestlig uddannelse, ofte i vesten. Kinesiske kunstnere udviklede deres helt særlige stilarter. Shanghai blev en slags smeltedigel for vestligt og kinesisk - hvor kineserne var dem der lærte mest og udviklede mest nyt.

Shanghai i 1920’erne og 1930’erne

Shanghai var i 1920'erne og 1930'erne en eksplosivt voksende by, der voksede fra 2 mio. indbygger til 4 mio. indbyggere. Den var præget af et hvidt overherredømme, meget store forskelle mellem rige og fattige, uhæmmet pengejagt, korruption, gangstervælde, etniske og klassemæssige spændinger mellem hvide og kinesere, raceadskillelse, kinesisk nationalisme, revolutionær uro og stormagtsintriger. Shanghais magtcentrum blev stadig udgjort af koncessionsområderne. Antallet af ikke-kinesere i Shanghai voksede mellem 1920 og 1940 fra ca. 25.000 til ca. 50.000, som for de flestes vedkommende boede i koncessionsområderne. Den hvide overklasse der boede i byen levede et overklasseliv, som mest drejede sig om selskabelighed i forskellige klubber, væddeløbsheste, fester og et voldsomt natteliv. Byen var populær for rige vestlige turister, der ville opleve den berømte by. Den havde kælenavne som ”Østens Paris”, "Østens Gomorrha" og ”Sin City”, fordi hele nattelivet med prostitution, kasinoer og stoffer blev en af byens største forretninger. Der var også en mere løssluppen stemning mellem de hvide, end der var i deres hjemlande.

I den internationale zone og den franske koncession boede der først og fremmest kinesere. De fleste var meget fattige, men mange havde også gode jobs for de hvide. I alt voksede antallet af kinesere, der boede i de internationale zoner, fra 800.000 i 1920 til 1,5 million i 1937. Der var megen status forbundet med at bo i koncessionerne, og de kinesere der boede der, havde generelt flere penge end dem, der boede i de kinesiske områder udenom koncessionerne. Blandt flertallet af kineserne var der dog en ekstrem fattigdom, der i Shanghais værste år var så slem, at der hver morgen lå lig i gaderne fra dem, der var døde af sult eller sygdom i løbet af natten.

Social og politisk uro

I 1920’erne og 1930’erne blev kinesiske områder af Shanghai, hvor kinesisk lovgivning gjaldt, i realiteten styret af The Green Gang, som var en gangsterbande, hvis ledere også havde stor indflydelse i koncessionerne. Mellem fattige kinesiske fabriksarbejdere boblede social og nationalistisk uro. Den kinesiske arbejderbevægelse havde sit udspring i Shanghai, hvor dens ledere søgte at organisere den efter europæisk forbillede. Det kinesiske kommunistparti KKP blev stiftet i Shanghai i 1921 under inspiration fra det russiske kommunistparti. KKP og det store nationalistparti Guomindang indgik frem til 1927 i en tæt alliance, som indebar at de kommunistiske agitatorer havde deres virke i Kinas store industricentre, fremfor alt i Shanghai. Den 12. April 1927 brød Guomindangs militære leder Shiang Kai-shek dog denne alliance ved at lade The Green Gang myrde 7000 kommunister og strejkeledere i Shanghai i et kup mod Guomindangs ledelse, som blev udført med Shanghais hvide lederes stiltiende accept. Kommunisterne spillede herefter ikke nogen rolle i Shanghai førend efter 2. Verdenskrig.

I foråret 1932 angreb japanerne nogle af Shanghais kinesisk styrede områder som led i Japans planer om erobring af Kina. I 1937 angreb japanerne igen og indtog hele Shanghai. Herefter og især under 2. verdenskrig var byen temmelig isoleret fra omverdenen og mange udlændinge rejste bort. Den 27. maj 1949 erobrede den Mao-kommunistiske ”Folkets befrielseshær” Shanghai, og byens sidste udlændinge forsvandt.

Shanghai efter 1949

Shanghai levede et anonymt liv under den maoistiske udgave af kommunismen. Da det kinesiske kommunistparti 1978 åbnede for markedsøkonomi og udenlandske investeringer, var Shanghai et de områder, det satsede på, og byen blomstrede op igen. Fra begyndelsen af 1990’erne kom Shanghai ind i en voldsom vækstperiode, som stadig er igang. Indbyggertallet passerede i 2015 25 millioner.

 


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Blandt røvere og tigre i Yunnan
Fra vor rejsekorrespondent Sophie Jensen har vi modtaget et nyt brev, denne gang en dramatisk beretning fra hendes tur op i Yunnans røver- og tigerbefængte bjerge.

En togtur fyldt med strabadser

I Haiphong fik vi pludselig meddelelse om, at banen gik igennem hertil, men at der stadig var steder, man måtte passere gående på en 4-5 km, et sted kun på ca. 2 km. Desværre måtte vore kufferter ikke veje mere end 40 kg for at coolierne kunne bære dem, så jeg fik jo ordentlig travlt med at pakke om, og en del måtte vi desværre lade stå. Turen hertil er meget trættende, men aldeles pragtfuld. Vi måtte op allerede 4½ i Haiphong, da toget går kl. 6. Den første del af turen er temmelig kedelig, det er rismarker og rismarker igen så langt, man kan se, men hen på eftermiddagen kommer man allerede lidt højere op og kommer ind i junglen, aldeles dejlig jungle, palmer, bananer (med masser af frugt der aldrig bliver plukket) og den smukke graciøse bambus, samt et virvar af andre store træer og slyngplanter, især ved kløfterne og floden var der meget smukt, men trættende er det, man synes, man må se det hele, og varmt er det, og desforuden er banen dårlig og går hele tiden i siksak for at kravle op, den skal jo nå herop - 7500 fod på de 3 dage, og så ryster den, så man bliver helt søsyg.

Om aftenen ved ca. 9 tiden kom vi til Laukai mægtig trætte, så vi skyndte os at få noget at spise og komme i seng. Der traf vi amerikaneren, som Frederik skal afløse, og vi blev meget skuffede ved gennem ham at høre, at vi alligevel ikke skulle til Talifu, som bestemmelsen var fra Peking (manden i Talifu ville vente med sin ferie til foråret), men at vi i stedet skal afløse denne her Fergusson. Dette er imidlertid slet ikke morsomt, der er tale om to steder, det ene er ca 4 dage herfra i bærestol, men der findes intet hus, så børnene og jeg kan umuligt tage med. Det andet sted, der er tale om, er ca 18 dage herfra, der er et nogenlunde godt hus, men meget varmt og temmelig usundt, og så er der så smækfyldt med røvere derude, at man skal have flere hundrede soldater med herfra, og desuden er turen meget vanskelig op og ned ad høje bjerge. I kan se, at det ikke er sådan lige at løbe til. Foreløbig er der telegraferet om disse ting fra Peking, og vi venter på svar.

Vanskeligt men smukt

Nå, jeg kom hel fra turen hertil, i Laukai måtte vi igen op 4½ for at nå tog, og så begyndte i virkeligheden den rigtige stigning. Det er aldeles vidunderligt, at der i det hele taget kan anlægges bane i så vilde bjerge, men i den rigtig stærke regntid skylles da også ofte både broen og hele banelinien bort. Havde jeg vidst, at de steder vi skulle passere, var så vanskelige, havde jeg måske næppe turdet det med børnene, der var nemlg kun ganske smalt, ca 1½ alen bredt, hvor vi kunne gå, og så en dyb kløft ned på den anden side, over meget dårlige broer og mørke tuneller, så I kan tro, jeg var glad da jeg igen sad i toget, men når jeg undtager det, er turen hertil, som jeg allerede har fortalt, aldeles pragtfuld.

 

Yunnan er, som det fremgår af billedet, et meget tilbagestående område af Kina.

 

Et liv med afsavn

Her har vi det heldigvis udmærket, vi er i regntiden nu, men kan dog næsten altid komme ud en tur både morgen og eftermiddag (hvilket er meget nødvendigt da her ikke findes en luxus som WC). Familien her rejser vist til Shanghai om nogle måneder, den nye President i Yunnanfu vil ”låne” for mange penge af dem. Vi har så småt tænkt på at købe en af deres slavepiger, de har to her, der skal sælges for 50 dollar pr. stk. Amaherne her er aldeles umulige, og jeg savner meget min gamle kone fra Peking, men på den anden side synes man, at man har mere ansvar om for en slavepige, hun skal gerne giftes osv.