SHANGHAI-LEKSIKON
Shanghai

Shanghai er en kinesisk by, der ligger tæt ved Yangtzeflodens udløb. Den er Kinas vigtigste økonomiske centrum og med sine 25 millioner indbyggere (2015) landets største by.

Det oprindelige Shanghai

Shanghai er omtalt i kilder tilbage i 900-tallet, men blev først gjort til en handelsby i 1100-tallet. I 1200-tallet blev den blev centrum for bomuldsproduktion og klædefremstilling. Den spillede en vigtig rolle som handelsby frem til 1500-tallet, men her blev Kinas udenrigshandel imidlertid stoppet af politiske årsager, og først i 1700-tallet kom der igen rigtig vækst i Shanghai . I 1842 havde byen omkring 250.000 indbyggere og var handelsby for bomuld, silke og gødning fra Kina til udlandet. Den var ikke så vigtig som de nærliggende byer Suzhou og Hanzhou, og efter kinesisk målestok var Shanghai en temmelig ubetydelig by . Dette ændrede sig, da repræsentanter fra de vestlige lande slog sig ned her.

Koncessionernes Shanghai

I 1842 vandt englænderne den krig mod Kina, der går under navnet den første opiumkrig og gik ud på, at englænderne ønskede at sælge opium i Kina. Sejren gav de vestlige stormagter magt til at lave bosættelser ved en række godt beliggende havne, hvor de fik særligt fordelagtige handelsbetingelser og hvor deres egne hjemlandes love gjaldt. Disse aftaler blev kaldt koncessioner. Områderne de gjaldt i blev kaldt koncessionsområder. Et område lige udenfor det oprindelige Shanghais bymure blev et af de første fem koncessionsområder.

Kina var i 1800-tallet meget ustabilt og svagt. Derfor kunne de fremmede magter trænge ind og sætte sig på det økonomiske liv. Kinesisk arbejdskraft og kinesiske naturresurser kom således udenlandske lande og private forretningsfolk til gode. Shanghai lå sådan, at alle områder ind langs Yangtzefloden kunne udbyttes, og Shanghai blev på den måde en af verdens allerrigeste byer. Først englænderne, så amerikanerne og franskmændene, siden næsten alle de øvrige vestlige lande samt Japan, fik koncessioner i Shanghai og andre steder i Kina.

Shanghai som friby

De hvide Shanghaiherskerne der havde slået sig ned, ønskede at settlementet skulle være uafhængigt fra både Kina og de vestlige stater, så byens rigdom kunne vokse sig endnu større og så de selv kunne have fuld kontrol over den. I 1854 udarbejdede den franske, den britiske og den amerikanske koncession i fællesskab en konstitution, som ville gøre settlementet til en selvstyrende republik. Stemmeretten blev afgjort af et minimumsbeløb, hvilket ville sige at det kun var de rige der havde lov til at stemme og at de var næsten skattefrie. Kineserne i koncessionsområderne betalte derimod skat, selvom de ingen indflydelse havde på nogen former for bestemmelser. Det var altså Shanghaiherrerne, der styrede byen, samtidig med at det var dem, der sad på pengene og lod andre betale. Formelt set blev settlementet aldrig en selvstyrende republik, da konstitutionen ikke blev godkendte af hjemlandene. I praksis fungerede byen dog præcis som Shanghaiherrene havde ønsket det.

Boomtown Shanghai

I forbindelse med de mange borgerkrige i Kina i 1800-tallets anden halvdel kom store flygtningestrømmene til Shanghai. Dette bevirkede, at der også blev en stor indtægt i jordspekulation. Koncessionsområderne blev udvidet flere gange, så de efter 1899 omfattede 13,5 kvadratkilometer. Samtidig betød flygtningestrømmene næsten uanede mængder af meget billig arbejdskraft.

Omkring år 1900 oprettede japanerne industrianlæg i Shanghai - de første i Kina - andre koncessionshavere fulgte trop, og snart var Shanghai en topmoderne industriby med de laveste skatter og laveste lønudgifter noget sted i verden. Industrialiseringen af Kina var dermed gået i gang og blev den sidste impuls til kejserdømmets sammenbrud. Det skete i 1911.

Mange millioner mennesker måtte bryde op fra deres hjemegne for at finde overlevelse andre steder, og for Shanghais vedkommende betød det en enorm befolkningstilvækst. Byen inklusive den oprindelige kinesiske by voksede fra 250.000 i 1842 til 1 mio. i 1900 og 2. mio. i 1920. Men udlændingenes antal var i 1890 kun cirka 10.000 og i 1930 kun cirka 30.000. Koncessionsområderne såvel som de kinesiske kvarterer rundt om dem bestod helt overvejende af kinesere.

Byens udseende skiftede fra slutningen af 1800-tallet. Fra at have været som en typisk koloniby med få, men luksuriøse bygninger, blev den en kæmpestor by, hvis centrum omkring The Bund og Nanjing Road i det internationale område (=de engelske og amerikanske koncessioner) blev bygget op i moderne højhusstil, der tålte sammenligning med New York. Byens multikulturelle præg blev bestandigt mere udpræget. For selvom langt de fleste var kinesere, blev de dybtgående præget af at det var de vestlige nationer, der bestemte. Samtidig satte folk fra europæernes kolonier også et præg på byen, især sikher fra Indien.

I Shanghai kunne man se de nyeste Hollywoodfilm og læse både klassikere og nye bøger fra Europa og USA, både på originalsprog og i kinesiske oversættelser. Mange unge kinesere fik en vestlig uddannelse, ofte i vesten. Kinesiske kunstnere udviklede deres helt særlige stilarter. Shanghai blev en slags smeltedigel for vestligt og kinesisk - hvor kineserne var dem der lærte mest og udviklede mest nyt.

Shanghai i 1920’erne og 1930’erne

Shanghai var i 1920'erne og 1930'erne en eksplosivt voksende by, der voksede fra 2 mio. indbygger til 4 mio. indbyggere. Den var præget af et hvidt overherredømme, meget store forskelle mellem rige og fattige, uhæmmet pengejagt, korruption, gangstervælde, etniske og klassemæssige spændinger mellem hvide og kinesere, raceadskillelse, kinesisk nationalisme, revolutionær uro og stormagtsintriger. Shanghais magtcentrum blev stadig udgjort af koncessionsområderne. Antallet af ikke-kinesere i Shanghai voksede mellem 1920 og 1940 fra ca. 25.000 til ca. 50.000, som for de flestes vedkommende boede i koncessionsområderne. Den hvide overklasse der boede i byen levede et overklasseliv, som mest drejede sig om selskabelighed i forskellige klubber, væddeløbsheste, fester og et voldsomt natteliv. Byen var populær for rige vestlige turister, der ville opleve den berømte by. Den havde kælenavne som ”Østens Paris”, "Østens Gomorrha" og ”Sin City”, fordi hele nattelivet med prostitution, kasinoer og stoffer blev en af byens største forretninger. Der var også en mere løssluppen stemning mellem de hvide, end der var i deres hjemlande.

I den internationale zone og den franske koncession boede der først og fremmest kinesere. De fleste var meget fattige, men mange havde også gode jobs for de hvide. I alt voksede antallet af kinesere, der boede i de internationale zoner, fra 800.000 i 1920 til 1,5 million i 1937. Der var megen status forbundet med at bo i koncessionerne, og de kinesere der boede der, havde generelt flere penge end dem, der boede i de kinesiske områder udenom koncessionerne. Blandt flertallet af kineserne var der dog en ekstrem fattigdom, der i Shanghais værste år var så slem, at der hver morgen lå lig i gaderne fra dem, der var døde af sult eller sygdom i løbet af natten.

Social og politisk uro

I 1920’erne og 1930’erne blev kinesiske områder af Shanghai, hvor kinesisk lovgivning gjaldt, i realiteten styret af The Green Gang, som var en gangsterbande, hvis ledere også havde stor indflydelse i koncessionerne. Mellem fattige kinesiske fabriksarbejdere boblede social og nationalistisk uro. Den kinesiske arbejderbevægelse havde sit udspring i Shanghai, hvor dens ledere søgte at organisere den efter europæisk forbillede. Det kinesiske kommunistparti KKP blev stiftet i Shanghai i 1921 under inspiration fra det russiske kommunistparti. KKP og det store nationalistparti Guomindang indgik frem til 1927 i en tæt alliance, som indebar at de kommunistiske agitatorer havde deres virke i Kinas store industricentre, fremfor alt i Shanghai. Den 12. April 1927 brød Guomindangs militære leder Shiang Kai-shek dog denne alliance ved at lade The Green Gang myrde 7000 kommunister og strejkeledere i Shanghai i et kup mod Guomindangs ledelse, som blev udført med Shanghais hvide lederes stiltiende accept. Kommunisterne spillede herefter ikke nogen rolle i Shanghai førend efter 2. Verdenskrig.

I foråret 1932 angreb japanerne nogle af Shanghais kinesisk styrede områder som led i Japans planer om erobring af Kina. I 1937 angreb japanerne igen og indtog hele Shanghai. Herefter og især under 2. verdenskrig var byen temmelig isoleret fra omverdenen og mange udlændinge rejste bort. Den 27. maj 1949 erobrede den Mao-kommunistiske ”Folkets befrielseshær” Shanghai, og byens sidste udlændinge forsvandt.

Shanghai efter 1949

Shanghai levede et anonymt liv under den maoistiske udgave af kommunismen. Da det kinesiske kommunistparti 1978 åbnede for markedsøkonomi og udenlandske investeringer, var Shanghai et de områder, det satsede på, og byen blomstrede op igen. Fra begyndelsen af 1990’erne kom Shanghai ind i en voldsom vækstperiode, som stadig er igang. Indbyggertallet passerede i 2015 25 millioner.

 


Danish language flag  English language flag

Shanghai Modern Left
Shanghai Modern Menu Left
 

Shanghai Modern Menu Right

Shanghai Modern Title
X


Når turisten møder de gule
Pas på med rickshawløberen. Turister i Shanghai behandler ofte kineserne med misforstået venlighed. Det kan få de alvorligste følger.

Det uundgåelige møde med kineseren

Turisten, som kommer til byen med de store krydstogtskibe, vil ganske indlysende først og fremmest tage del i nattelivets glæder og shoppe på Nanjing Road og Rue Joffre. Og selvfølgelig gå op og ned ad the Bund. Men mange vil også gerne lære kineseren at kende i hans naturlige miljø ude i kineserkvarterne. Det er naturligvis op til den enkelte at beslutte, hvordan tiden i Shanghai skal benyttes, omend Shanghai Modern stærkt vil advare mod at man forlader koncessionsområderne i den spændte situation, der hersker netop nu.

Langt de fleste indbyggere i koncessionerne er jo imidlertid også kinesere, så med mindre turisterne slet ikke træder ud af turbusserne, skal de nok komme i nærkontakt med de gule! Her skal de passe på. Turisterne vil ofte gribes af medlidenhed og forsøge at afhjælpe noget af den elendighed, de ser, men de kan hurtigt gøre mere skade, end de ved af.

Rickshawløberen et godt eksempel

Et godt eksempel på, hvor galt det kan gå, er den allestedsnærværende rickshawløber. Han står der og byder sig til, og hvad er mere indbegrebet af Kina end netop ham? Altså går vor turist hen til ham og spørger, hvad han skal have for en tur op ad Nanjing Road, ned ad Yu Ya Ching Road og tilbage til the Bund ad Fuchow Road. Han nævner så sin pris, og nu står vor godhjertede turist så og tænker, at den er jo latterligt lav, og herregud, jeg hvad betyder det for mig, om jeg giver ham det dobbelte eller måske endda det tredobbelte? Det er her, det går galt.

Rickshawløberen er fra naturens side en simpel mand med små behov. Giv ham hans skål ris om dagen og et par gamle klude at binde om livet og han er tilfreds. Hvad vil der nu ske, når han pludselig står der med, hvad der for ham er en overflod af penge? Jo, han vil omgående slippe rickshawens stænger og løbe til det nærmeste opiumshus, og vi vil ikke se ham igen, førend han bleg og svimmel vakler ud derfra to dage senere. Det gavner ikke ham, og - værre - det er ødelæggende for transportsystemet, ja, for hele samfundsøkonomien. Giv de fattige mere, end de lige akkurat har brug for, og du har været med til at fremme dovenskaben!

Gadehandleren

Eller tag gadehandleren. Fx den søde lille gule pige, der råber til dig på sit rædsomme engelsk og forsøger at overtale dig til at købe en buket blomster ”for your misses”. Du tænker, ih, hvor har hun nogle søde, skrå, sorte øjne, hun minder mig om pigen fra i nat, og før du ved af det, har du bare betalt den pris, hun forlangte. Hun griner bag din ryg og tænker, aha, jeg kan skrue priserne op, og før vi ved af det er prisniveauet blevet hævet over hele linjen. Og værre endnu, pigen kan nu købe ris til hele familien, og Kinas overbefolkningsproblem bliver endnu værre, end det er i forvejen!

Det gode hjertes forbandelse

Det er her, problemet ligger: at den medfølelse, hvide mennesker naturligt har for andre, kommer til kort overfor de indfødtes medfødte snuhed. Her må fornuften og den kølige overvejelse, som nogle af den hvide races øvrige særtræk, tages i brug. Når du møder den indfødte under dit ophold i Shanghai, husk da altid, at du er den overlegne, at du er den, der fastsætter reglerne og at du er den, der må sørge for at de overholdes.

 

Yndige ser de ud, de små kinesiske kvinder, men lad ikke dit hoved fordreje til at forkæle dem.